Lederen, der ses som en marionetdukke

Kritikere mener, at premierminister Yingluck Shinawatra primære kompetence er, at hun er søster til land-flygtig ekspremierminister

Premierminister Yingluck Shinawatra har været i modvind i de seneste uger i Thailand. Landets militær vurderede dog i går, at den politiske situation i landet er ved at vende tilbage til det normale. –
Premierminister Yingluck Shinawatra har været i modvind i de seneste uger i Thailand. Landets militær vurderede dog i går, at den politiske situation i landet er ved at vende tilbage til det normale. –. Foto: EPA/.

Da den tidligere forretningskvinde Yingluck Shinawatra blev valgt som Thailands første kvindelige premierminister i juli 2011, skete det, et år efter at tusinder af rødskjortede demonstranter havde forlangt daværende premierminister Abhisit Vejjajivas afgang.

Ønsket blev opfyldt, og Yingluck Shinawatra vandt det følgende parlamentsvalg. Men nu to forholdsvis fredelige år senere fylder demonstranterne atter Bangkoks gader. Nu er det bare den rivaliserende gruppe, gulskjorterne fra byernes middelklasse, der står for protesterne.

Det er et mislykket forsøg på at indføre en amnestilov fra Yingluck Shinawatras side, der har fået gemytterne i kog hos thailænderne. En lov, som vil ophæve den dom for korruption, som premierministerens landflygtige storebror har, og som vil give ham mulighed for at vende tilbage fra sit selvvalgte eksil i Dubai.

LÆS OGSÅ: Prævention og trosfrihed kolliderer i USA

Problemet er, at storebroderen, Thaksin Shinawatra, også engang har været premierminister. Derfor styrker lovforslaget mistanken om, at Yingluck Shinawatra blot er en marionetdukke, hvis snore ligger i hænderne på storebroderen.

Kritikere har fra begyndelsen peget på den 46-årige regeringsleders politiske mangler. Yingluck Shinawatra, der har en bachelorgrad i statskundskab og en mastergrad i Business Administration fra Kentucky State University i USA, havde kun været en del af thailandsk politik i seks uger, da hun vandt valget og sikrede sit parti, Puea Thai, flertal i parlamentet. Og allerede dengang virkede det til, at Yingluck Shinawatras største kompetence bestod i at være yngste søster til den 17 år ældre Thaksin.

Før premierministerembedet sad Yingluck Shinawatra på direktørposter for Thailands største telekommunikationsvirksomhed, AIS, og ejendomsvirksomheden SC Asset Company virksomheder, som begge er grundlagt af storebror.

Thaksin har kaldt Yingluck for sin klon, og vi har ikke nogen grund til ikke at tage den melding alvorligt, sagde Anders Engvall, forsker og ekspert i thailandsk politik, til dagbladet Information efter valget i 2011.

Det kunne lige så godt være Thaksin og ikke hans søster, der sad på magten, fortæller Johannes Dragsbæk Schmidt, lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i thailandsk politik.

Premierminister Yingluck Shinawatras vigtigste opgave synes derfor at have været at pleje interesserne hos de fattige i byerne og i landdistrikterne. Det var her, blandt de såkaldte rødskjorter, at storebroderen nød stor opbakning på trods af anklager om korruption, nepotisme og bedrageri i hans administration.

Men selvom kritikken er massiv fra middelklassens rivaliserende gulskjorter, står Yingluck Shinawatra stærkt.

Bangkok er ikke regeringens by. Men der er ingen tvivl om, at var der valg lige nu, ville den siddende regering vinde, fordi den har stor støtte i landdistrikterne, siger Johannes Dragsbæk Schmidt.

Yingluck Shinawatra er gift med forretningsmanden Anusorn Amornchat. De har sammen sønnen Pipe.