Liberalisten vil være præsident

Den republikanske senator Rand Paul, der har meldt sig blandt sit partis bejlere til præsidentposten i USA, skiller sig ud med sin holdning og tro

Senator Rand Paul har meldt sig som præsidentkandidat.
Senator Rand Paul har meldt sig som præsidentkandidat. Foto: Joel Page.

Rand Paul var dagens første hvide taler, da han i tirsdags endelig indtog talerstolen i en flagpyntet hotelsal i Louisville i Kentucky for at bekendtgøre sit kandidatur til posten som det republikanske partis præsidentkandidat.

Inden da havde en mangfoldig gruppe talere, der langt fra ligner traditionelle republikanske kernevælgere, introduceret den 52-årige senator, øjenkirurg og nu præsidentkandidat.

Den uortodokse Rand Paul, der red ind i Senatet i 2010 på en bølge skabt af den ultrakonservative Tea Party-oprørsbevægelse, skiller sig ud fra de partifæller, som ventes at blive hans modkandidater i næste års primærvalg.

Han er den i det forventede republikanske præsidentkandidatfelt, der er mest optaget af at bejle til unge vælgere og vælgere med minoritetsbaggrund. Og han er en superliberalist, der modsat de fleste republikanere i Washington argumenterer for at nedbringe strafferammen for narkotikarelaterede forbrydelser, at afkriminalisere marihuana, at stække efterretningstjenesternes hjemmel til at overvåge amerikanere og at være langt mere tilbageholdende med at bruge skatteborgernes penge på militære interventioner i udlandet.

Han er erklæret beundrer af den afdøde russisk-amerikanske forfatterfilosof Ayn Rand og kendt som en stærk fortaler for mindre stat og lavere skatter.

Også hvad angår den gudstro, som er så ovenud vigtig for mange konservative vælgere, er Rand Paul en utraditionel republikaner. Han er døbt i det episkopale trossamfund, men er i dag medlem af en presbyteriansk kirke i hjembyen Bowling Green i Kentucky. Han er i trit med sit parti, hvad angår de fleste værdipolitiske emner såsom modstand mod abort og homoseksuelle ægteskaber, men han synes mere optaget af USA's forfatning end af Bibelen og er usædvanligt tilbageholden med at tale om sin private tro.

”Min tro har aldrig været nem for mig. Den har aldrig været nem at tale om og aldrig uden forhindringer. Jeg kan og vil ikke bære min religion til skue. Jeg er en kristen, men ikke altid en god af slagsen. Jeg er ikke fuldstændig fri for tvivl,” forklarede Rand Paul, da han i 2012 talte til den højrekristne lobbygruppe Familiy Research Councils årlige ”værdivælgermøde”.

Randal Howard Paul er opvokset i Texas som den midterste i en børneflok på fem. Hans egen far, ultraliberalisten Ron Paul, har været valgt til Repræsentanternes Hus flere gange og stillede uden held op i USA's præsidentvalg i 1988, i 2008 og i 2012. Det står nu mere og mere klart, at sønnen har overtaget faderens plads som USA's førende liberalist.

Rand Paul melder sig under fanerne i et republikansk felt, der lige nu kun tæller en enkelt anden kandidat, senator Ted Cruz. Men feltet bliver snart større. Senator Marco Rubio ventes at bekendtgøre sit kandidatur i næste uge, og i kulissen venter navne som Wisconsins guvernør, Scott Walker, og Floridas tidligere guvernør Jeb Bush. Politiske iagttagere venter også med spænding på tidligere udenrigsminister Hillary Clintons forventede kandidatur til at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Rand Paul har i sine godt fire år som senator opbygget et stærkt varemærke som forsvarer for amerikanernes frihedsrettigheder og har solid opbakning fra et indflydelsesrigt netværk af liberalistiske aktivister, men hans politiske og religiøse profil kan gøre ham til en afviger i det republikanske kapløb om præsidentkandidatposten.

Den liberalistiske fløj i Det Republikanske Parti er stadig i mindretal, og særligt Pauls tendens til militær og udenrigspolitisk tilbageholdenhed eller endda isolationisme skaber konflikter med høgene i hans parti og kan blive en hindring i hans kamp om at vinde nomineringen.

Det Republikanske Parti indleder sine primærvalg om præsidentkandidatposten i delstaten Iowa i januar næste år.