Libyen har været uden ledelse i to år

I morgen er det to år siden, at Libyens leder Muammar Gaddafi blev fanget og dræbt af oprørere. Hans bortgang har efterladt landet i en tilstand af anarki

Familiemedlemmer sørger ved begravelsen af en libysk soldat, der blev dræbt under væbnede gruppers angreb på en kontrolpost sydøst for hovedstaden, Tripoli. Der hersker kaos og anarki i store dele af Libyen her to år efter Gaddafis fald. –
Familiemedlemmer sørger ved begravelsen af en libysk soldat, der blev dræbt under væbnede gruppers angreb på en kontrolpost sydøst for hovedstaden, Tripoli. Der hersker kaos og anarki i store dele af Libyen her to år efter Gaddafis fald. –. Foto: Mahmud TurkiaAFP.

En militær succes efterfulgt af et kaotisk vakuum. Natos offensiv i Libyen, der blev igangsat for at forhindre en massakre på befolkningen i byen Benghazi, lykkedes. Diktatoren blev væltet, samtidig med at man fjernede styrets evne til at mangedoble de civile dødstal. Men bombningerne fjernede også et styre, der aldrig har levnet plads til politiske alternativer. Hermed blev grundlaget for de seneste to års udvikling lagt. En ensrettet udvikling mod kaos og anarki.

Der er lokale kampe. Militser, der kæmper for kontrol over lufthavne og smuglerruter. Militser, som lukker olieproducerende faciliteter. Der er kidnapninger, siger William Lawrence, leder af tænketanken International Crisis Group i Nordafrika.

I løbet af de seneste to år er forestillingen om et nyt Libyen, et land med nye muligheder for vestlige forretningsmænd eller en ny god ven i det nordafrikanske landskab, druknet i negative overskrifter. Libyens olieproduktion er blevet halveret, fordi lokale militser har taget kontrol over en række af de libyske oliefelter. For nylig stod landets premierminister, Ali Zeidan, frem foran kameraer og talte om nødvendigheden af at opbygge en stat med politi, militær og institutioner, fordi visse elementer i befolkningen truer denne udvikling. Hans påklædning, en pyjamas, og det faktum, at han var omringet af kidnappere, er med til at understrege, hvor Libyen står to år efter Gaddafis fald.

LÆS OGSÅ: Libyen - et lovløst land

For at forsøge at træde i karakter og rette op på den kaotiske situation har Ali Zeidan blandt andet truet med at bombe alle dem, der sælger olie uden for regeringens regi. Problemet er, at mange af oliestationerne er bemandet af de oprørere, der var med til at vælte Gaddafi, og som nu strejker, fordi de mener, at regeringen er korrupt. Andre militser hører til de mere islamistisk orienterede grupper, der forsøger at løsrive området omkring Beng-hazi fra resten af landet. Andre stammer i det sydlige Libyen kæmper også for løsrivelse eller autonomi. Fælles for militserne er, at de ikke stoler på regeringen. Men ideologisk er de vidt forskellige, hvilket øger spændingerne mellem grupperne og gør den libyske hverdag til en ukontrolleret alle mod alle-kamp.

Regeringens svaghed over for de mange forskellige militser, der nyder godt af plyndrede våben fra Gaddafis lagre, betyder, at regeringen ikke har andre alternativer end at samarbejde med nogle af de væbnede grupper. Mønstret er, at nogle af dem giver regeringen en hånd i nogle sager, mens de modarbejder regeringen i andre sager.

Som en del af kampene og den udbredte ustabilitet er vestlige diplomater og repræsentationskontorer blevet udsat for attentater. Den franske ambassade, EU-ambassadørens konvoj, det svenske konsulat og den amerikanske ambassade har været blandt målene. Opklaringen af de mange angreb er blevet væsentligt saboteret med mordet på hærens anklager og hjernen bag efterforskningen af de politiske attentater, Yussef ali Asseifar.

Som det er tilfældet i nabolandet Egypten kæmper den libyske regering også med truslen om økonomisk kollaps.

Hvis situationen ikke ændrer sig, vil vi ikke være i stand til at betale lønninger ved årets udgang, siger Suleiman Qajam, der er medlem af parlamentets energikomité til nyhedstjenesten Bloomberg.

Paolo Scaroni, der er direktør for det multinationale energiselskab ENI, er optimist og mener, at alle libyere kan komme til at nyde godt af landets olie i fremtiden. Men sammenlignet med de andre nordafrikanske lande er han enig i, at det libyske kaos er et særlig alvorligt problem og måske ikke et problem, der kan løses på kort sigt.

Situationen er modsat alle andre lande i regionen. Tunesien har stærke fagforeninger. Egypten har en stærk hær. Algeriet har både hær og fagforeninger. Libyen har ingenting, siger han i et interview til CNBC.