I skal holde jer væk fra grænsen!
Den tyrkiske kvinde tager os advarende i armen og peger på striben af hegnspæle, som er plantet i det stenede ørkenlandskab få hundrede meter væk.
Her er krig. Det er farligt at være her. De syriske soldater skyder efter jer, hvis de ser jer, siger kvinden.
Hun er 33 år og bor på sit lille landbrug klos op ad grænsen til Syrien.
Hegnspælene afmærker den skrøbelige grænse mellem Syrien og Tyrkiet og dermed grænsen mellem en stadig blodigere borgerkrig og et foreløbigt fristed, som har tiltrukket tusindvis af syriske flygtninge, siden konflikten begyndte for 17 måneder siden.
LÆS OGSÅ:Tyrkiet: FN må hjælpe flygtninge i Syrien
Kvinden ryster på hovedet, så det spraglede hovedtørklæde flagrer om det vejrbidte ansigt. Selvom hun lever på den fredelige side af grænsen, er hun bange og vil ikke have sit navn i avisen. De foruroligende tegn på, at den syriske konflikt spidser til, bliver for hver dag tydeligere. Kampene mellem det syriske regime og oprørsstyrkerne er rykket helt frem til grænsen. Og flygtningestrømmene bliver stadig større.
Tidligere kunne vi krydse grænsen uden problemer. Nu hører vi råb og skud hele tiden. Den Frie Syriske Hær gemmer sig i markerne lige på den anden side, så regimet skyder løs her, fortæller hun og peger på skovene og bjergskråningerne bag hegnet.
Blot 50 kilometer længere mod øst ligger den syriske millionby Aleppo, hvor oprørere og regimets soldater kæmper i gaderne.
I går rystede vores huse, da kampvognene bombede, siger hun.
Det i forvejen anspændte forhold mellem Tyrkiet og Syrien er blevet yderligere tilspidset, efter at det syriske militær har nedskudt et tyrkisk jagerfly og skudt mod flygtninge hen over grænsen. Tyrkiet har svaret igen ved at opruste med soldater ved grænsen. I løbet af de seneste to måneder er antallet af syrere, der er flygtet til Tyrkiet, næsten fordoblet til mere end 80.000. Tyrkiet er lige nu så belastet af flygtningestrømmen, at op mod 10.000 syrere er fanget på den syriske side af grænsen, mens de tyrkiske myndigheder i al hast bygger nye flygtningelejre.
Tidligere kom flygtningene ikke hver dag. Nu kommer de hele tiden. I mange dage har der dagligt været 20 minibusser, der kom og hentede flygtningene her ved grænsen, siger kvinden, der ikke bor langt fra en tyrkisk grænsepost.
En af de propfyldte flygtningelejre ligger i Altinözü, få kilometer fra grænsen.
Her er 1300 mennesker stuvet sammen i en nedlagt tobaksfabrik. I forgården bag et hegn af pigtråd og blå iturevne presenninger går en far hånd i hånd med sine to små børn. Indenfor bor familierne sammen på spartanske værelser a 20 kvadratmeter. Lejren kan som de otte andre i grænseområdet ikke rumme flere flygtninge, og de tyrkiske myndigheder er i færd med at bygge mindst fem nye.
Khaled Tajed, en svært bygget 49-årig chauffør fra den syriske havneby Latakia, har boet i lejren i to måneder med sin hustru, to døtre og deres mænd. Som de fleste andre flygtninge tilhører han sunni-islam, der er langt den største religiøse gruppe i Syrien. Han flygtede hertil sammen med familien efter at have fået tæsk af regimets soldater under en demonstration. Hans ene underarm er deform efter slagene. Harmen bærer han uden på tøjet, og han mere råber end taler, da talen falder på den syriske præsident, Bashar al-Assad:
Alle mennesker i Syrien ønsker fred! Men når vi kæmper for frihed, forsøger Assad at skabe en afgrund mellem muslimer og kristne og selv mellem muslimer. Han spreder idéer om, at muslimer ville dræbe de kristne, siger han.
Helt forkert er det ikke. Ifølge flere medier har oprørsstyrker jaget langt de fleste kristne i byen Homs på flugt og konfiskeret den ortodokse kirkes ejendomme. Men det er ikke hele historien, mener Khaled Tajed. Både han og andre beretter om, at de har boet eller gemt sig hos kristne under konflikten.
Vi gemte os i kirker på flugt fra Syrien. Kristne og muslimer står sammen. Vi hader terror. Vi er trætte af mord og rov og løgne. Vi vil have demokrati, som I har i Europa, siger Khaled Tajed.
Ved siden af ham står 19-årige Muhammed Hikmat. To af hans venner blev skudt og dræbt af hæren under en, ifølge ham, fredelig demonstration. Selv stod han over for at blive indkaldt til militæret, og af frygt for at blive tvunget til at deltage i massakrer flygtede han sammen med sin familie. Han arbejdede som kok og konditor og savner sit arbejde.
Jeg håber at vende tilbage. Helst i dag. Hvis jeg kunne, siger han.
Muhammed Hikmat ler forlegent over spørgsmålet om, hvad han har af håb for fremtiden.
Jeg vil gerne lave slik og desserter, og jeg vil gerne have en hustru. Og fem børn.
Muhammed Haskiro, en lille, senet 37-årig slagter fra Latakia, viser et 20 centimeter langt ar på det ene skinneben, som blev flænset af en granat. Indtil for nylig kæmpede han mod Assads soldater, men da begge hans brødre blev arresteret, hans fætre dræbt og familiens hjem bombet, flygtede han under beskydning med sin hustru og fem børn. Familien gik 60 kilometer over bjergene. Hans yngste datter er to år.
Jeg ville hellere være martyr i Syrien, men jeg skal tænke på mine børn. Jeg hører hele tiden lyden af eksplosionerne inden i mit hoved. Men Assad vil falde, og når han falder, får vi frihed, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt Assad er den eneste skurk i denne krig, løfter han armene i vejret med håndfladerne vendt udad, fylder kinderne med luft og laver en lang pustelyd, som forsøger han at puste spørgsmålet væk.
Assad og hans hær og hans parti. De bærer skylden! Alawitterne bærer skylden, siger han.
Alawitterne er den shiamuslimske sekt, som udgør cirka 12 procent af Syriens befolkning, og som både Assad og hans regime tilhører.
Hvis der er alawitter, der siger, at de er imod Assad, tror jeg ikke på dem. De er fra Assads parti og vil være med ham altid, siger Muhammed Haskiro.
Hans ord udløser en mindre diskussion i gruppen af mænd, der er stimlet sammen. Så siger Muhammed Haskiro:
Alawitter, som ikke har deltaget i folkets lidelser, vil leve i fred med os. Men de, der har, vil blive straffet.
Tilværelsen i flygtningelejrene er triviel, og mangel på mad, vand og tøj har de seneste måneder skabt frustrationer og en nærmest desperat stemning i lejrene.
Store politistyrker har flere gange måttet slå ned på uroligheder og opstande i lejrene. Desperationen er ikke blevet mindre af, at Assads soldater har beskudt tyrkiske lejre fra den syriske grænse. Den spændte situation får stadig flere syrere til at slå sig ned uden for lejrene, og i byerne langs den syriske grænser er billige hoteller og ledige lejligheder fyldt med syrere på flugt. Det er ikke lovligt at bosætte sig uden for lejrene, men så længe flygtninge ikke skaber problemer og holder lav profil, kan de være i fred for myndighederne.
Flygtningelejrene er som fængsler, siger Naser al-Deen Ehmeh.
Han har skiftet den indhegnede lejr ud med en sparsomt møbleret lejlighed i udkanten af byen Antakya godt 20 kilometer fra grænsen.
Naser al-Deen Ehmeh ved, hvad han taler om. Det er netop Assads fængsler, der er grunden til, at han er flygtet og nu sidder i Tyrkiet med sin familie. Gennem 19 år har han været skuespiller i politisk provokerende teaterstykker. Teatergruppen har altid været ulovlig og har kun kunnet opføre sine stykker på improviserede gadeteatre i Damaskus. Men det var først efter, at opstanden brød ud, at regimet begyndte at slå ned på gruppen. Naser al-Deen Ehmeh blev gentagne gange anholdt. Til sidst flygtede han.
Den 42-årige skuespiller er større end de fleste. En knokkelstærk mand, der nu sidder som et sammensunket egetræ i sin sofa. Hans små børn klatrer rundt på ham, mens han ubemærket og mekanisk ryger sine cigaretter. Tilværelsen i Tyrkiet er trist. Hver dag er der horrible meldinger fra hjemlandet om nye myrderier og lemlæstelser. Modløsheden lurer under overfladen, men alligevel er der en vis glød tilbage i skuespillerens brummende stemme.
Det her er, hvad vi har kæmpet for i årevis. År efter år har vi kritiseret regimet og prøvet at vække en folkelig modstand med vores gadeshow, siger han.
Hadet til Assad og hans regime har ifølge Naser al-Deen Ehmeh ligget latent i Syrien i årevis. Bevægelsen omkring det arabiske forår er gnisten, der har tændt det indestængte had og forvandlet det til en rasende ild.
Alle vores show og skuespil har været en lang optakt til revolutionen, siger han med en vis stolthed og retter hurtigt sig selv. Kampene i Syrien er nemlig ikke en revolution.
I en revolution er der en fælles leder og et fælles mål, alle kæmper for. Sådan er det langtfra nu, siger han og forklarer, at oprørernes kamp er som spredt fægtning og mest af alt har karakter af en intifada.
Det er grupper, der kæmper med hver sin dagsorden. Kurderne mod nord har ét mål. De yderligtgående salafister har deres, mens andre grupper igen er ledet af deres motiver. Fælles for alle er dog, at de ønsker Assads afgang og nye tider i Syrien.
Den manglende samling på oprørsstyrkerne betyder, at de kæmper med hver sin baggrund og med hver deres metoder. Metoder, der ikke altid er meget bedre, end hvad Assad og hans styrker bliver beskyldt for.
Naser al-Deen Ehmeh er bekendt med historierne om, at også oprørssoldater begår massakrer og udsætter Assads soldater for de mest grufulde ting.
Selvfølgelig sker der fejl. Det er vilkårene ved en intifada. Det er kaos, siger han.
Hvem har ansvaret for de fejl, oprørerne begår?
Naser al-Deen Ehmeh tænder en cigaret, knap før den anden er slukket, ser stift ned i den polstrede sofa, mens han overvejer sit svar. Så runger hans dybe stemme arrigt:
Nej!
I hans lejlighed skal der ikke tales dårligt om kampfællerne på den anden side af grænsen. I det mindste gør de da noget for at kæmpe mod Assad.
Hvad med Danmark? Hvorfor ser man ingen hjælp fra den danske regering? I ser tusindvis af uskyldige, civile mennesker blive slået ihjel i Syrien, og alligevel sender I ikke andet end journalister.
Selvom situationen i Syrien er dyster, er der ifølge Naser al-Deen Ehmeh grund til håb for en lys fremtid. Det bliver bedre, fornemmer han.
Lige nu er det så slemt, som det kan blive. Vi lider, men skal nok komme igennem det, siger han og taler optimistisk om at vende tilbage til et Syrien, hvor han frit kan åbne et rigtigt teater med scene, lys og tæppe.
Et teater, hvor der er plads til at kritisere den siddende regering, uanset hvem det måtte blive. Udviklingen det seneste år har givet en helt central grund til håb.
Vi har fået et sammenhold i landet, der ikke har været tidligere. Nu står vi sammen om en fælles sag, der går på tværs af kurdere og arabere og forskellige muslimske grupper, der ellers har været splittede. Det nye Syrien er blevet vores fælles projekt, siger han.
Det nye sammenhold har dog en næsten uoverkommelig udfordring foran sig.
Syriens godt to millioner alawitter betragtes som Assad-regimets trosfæller og dermed som forbrydere. Er det realistisk, at alawitterne kan bo dør om dør med resten af syrerne efter konflikten?
Nej, ikke i nærmeste fremtid, lyder det fra den 33-årige syriske forfatter Miral Birorada, der skriver systemkritiske artikler på internettet. For tre måneder siden lykkedes det ham og hans hustru at flygte fra et hospital i Damaskus, efter at han var blevet fængslet og siden tævet halvt ihjel af politifolk. Nu bor den intellektuelle kurdiske syrer i en lille lejlighed i tyrkiske Antakya sammen med sin hustru uden andet at lave end at daske omkring i byens flygtningefyldte gader.
Efter selv at have mærket styrets uhyrligheder på sin krop ser han ikke nogen harmonisk løsning på problemerne i sit hjemland.
Vi bliver nødt til at opdele landet. Alawitter og resten af syrerne kan ikke leve sammen efter myrderierne. Det er umuligt, siger han.
Assad bliver henrettet, og Syrien bliver delt og kommer til at ligne Israel, hvor palæstinensere og jøder må leve adskilt af en bevogtet grænse, lyder hans spådom.
Alawitterne kommer til at få deres eget land ud mod kysten. Det er i forvejen det område, hvor der bor flest alawitter, og hvor Assad og hans familie også er fra, siger han og tilføjer, at Rusland, der har flådebaser i Syrien og hidtil har holdt hånden over Assad, sandsynligvis vil støtte en alawitisk kontrolleret enklave.
Men hvorfor er det kommet så vidt, at de religiøse grupper ikke kan leve sammen i Syrien? Hvad er hele den religiøse kerne i konflikten? Miral Birorada, som har smilet mat og svaret træt under hele samtalen, gestikulerer pludselig hidsigt og hæver stemmen:
Der er uskyldige civile, der bliver dræbt! Hvorfor skal vi så sidde og tale om religion?, spørger han.
Hvorpå det matte smil igen viser sig:
Det er Assad, der vil have konflikten til at handle om religion og etnicitet. Han skaber splittelse mellem arabere og kurdere, mellem kristne og muslimer og mellem muslimske grupper. Men den splittelse har aldrig været reel. Vi er muslimer. Det er vores liv og vores oprigtige tro. Men det er personerne og ikke religionen, der skaber problemerne, siger han.
