To måneder efter Aylan: Børn dør stadig på vejen til Europa

Flere end 70 børn er druknet siden den treårige syriske dreng Aylan Kurdis tragiske død. Med de faldende temperaturer kan dødstallet vokse

Flygtningebørn hviler sig, efter de tidligere i november krydsede det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til Lesbos.
Flygtningebørn hviler sig, efter de tidligere i november krydsede det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til Lesbos. . Foto: Xinhua/Marios Lolos.

Pressefotoet af hans livløse krop i vandkanten gik verden rundt, men indignationen over den treårige Aylan Kurdis druknedød på vej til den græske ø Kos den 2. september har lagt sig.

Men børn drukner stadig under flugten til Europa.

Siden september er mindst 70 børn druknet i Det Ægæiske Hav, og for voksne er dødstallet vokset fra 2500 i september til nu over 3440. Det har FN's Flygtninge-højkommissariat, UNHCR, opgjort.

”Snesevis af mennesker savnet efter forlis ud for Lesbos. 11 døde. Børn! Alt sammen på én frygtelig dag”, skrev UNHCR's talskvinde Melissa Fleming for nylig på Twitter.

”Det, jeg ikke kan holde ud, er, at selv de største tragedier kun giver overskrifter i pressen en enkelt dag. Flere gange dagligt får jeg rapporter med statistikker, men det værste er at høre om en mor eller en far, der har mistet et barn i bølgerne,” har hun siden forklaret til den amerikanske nyhedsside The Daily Beast.

Også Red Barnet efterlyser fornyet handling og peger på, at der i gennemsnit omkommer ét barn hver dag.

”Situationen er blevet værre siden Aylans død, og den kommende vinter tegner til at blive helt forfærdelig. Vi havde regnet med, at flygtningestrømmen ville tage af i takt med, at det bliver koldere, men det har ikke været tilfældet. Temperaturerne er meget lave, og især børn har svært ved at overleve, hvis de falder i vandet. Og samtidig taler vi om tusindvis af mennesker her i Europa, der ikke har tag over hovedet,” siger Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsen.

Det første EU-finansierede modtagecenter, også kaldet hotspot, i Grækenland er netop åbnet med det formål at forbedre registreringen af flygtningene som led i EU's 17-punktsplan for Grækenland og Balkan, som blev vedtaget i oktober. Og UNHCR har netop offentliggjort en”vinterplan” for Grækenland, Slovenien, Kroatien, Serbien og Makedonien og appelleret til sine donorer om at finansiere planen med 659 millioner kroner, blandt andet til at skaffe husly til flygtningene.

I det daglige er det hjælpeorganisationer som Red Barnet, der forsøger at afbøde den humanitære krise. Og mens denne krise vokser, tiltrækker den i stigende grad mafiaer og menneskehandlere, advarer både FN og Europol.

Begge har opfordret de europæiske lande til at styrke indsatsen mod menneskehandlere, der ikke blot smugler mennesker til eller rundt i Europa, men også handler flygtninge til tvangs- og sexarbejde.

”Menneskehandlerne identificerer migranter, der er nemme ofre for udnyttelse, især til illegalt arbejde og prostitution. De mest sårbare er de unge kvinder og mindreårige uden ledsager,” sagde en af Europols ledere, Brian Donald, ved en konference om flygtninge og menneskehandel i Madrid forleden.

Tidligere på ugen appellerede også FN's Internationale Organisation for Migration til de europæiske regeringer om at styrke fokus på især handel med kvinder og børn i forbindelse med flygtningekrisen.

”Det er et fænomen, som altid opstår i forbindelse med humanitære kriser, hvor menneskehandlere kan lokke sårbare ofre med husly og mad, og i stedet benytter dem i for eksempel prostitutionsnetværk. Menneskesmuglere transporterer flygtningene rundt i Europa mod betaling, og smuglere og menneskehandlere er ofte de samme. Vi ser allerede eksempler på, at mennesker har fået rejsen til Europa gratis mod at arbejde beløbet af, når de når frem,” siger talsmand for IOM, Itayi Viriri.

”Når vi interviewer migranter, hører vi oftere og oftere, at de ikke har penge til at fortsætte deres rejse til andre europæiske lande, men at smugleren siger, de kan betale senere. Når vi spørger til beløbet, og hvilken type arbejde, de skal udføre, er de oplysninger, de har fået, meget vage,” siger Michela Macchioavello fra IOM's afdeling for menneskehandel.

I Red Barnet er man særdeles opmærksom på problemet.

”I akutte situationer, hvor mindreårige enten er blevet sendt på flugt alene eller har mistet deres forældre undervejs, er der stærkt forøget risiko for, at de ender med at blive handlet. Vi har allerede set det i lejrene i nærområderne. Ifølge de tal, vi råder over, er der mindst 12.000 uledsagede flygtningebørn i Europa. Men tallet kan være langt højere,” siger Claes Amundsen.