De tider er ved at være forbi, hvor vestlige donorlande kunne bruge udviklingsbistand til at hjælpe afrikanske landes politik i en retning, der flugtede med donorlandenes eget menneske- og samfundssyn.
Det mener associate fellow Ben Shepherd ved den uafhængige og internationalt anerkendte britiske tænketank Chatham House. Tidligere har han i mange år arbejdet som senioranalytiker for det britiske udenrigsministerium med fokus på de østafrikanske lande, og ifølge Ben Shepherd er der netop i disse år ved at finde en væsentlig ændring sted i magtbalancen mellem Afrika og de vestlige donorlande.
De afrikanske lande bliver mere selvsikre i forhold til omverden, specielt de traditionelle donorer. På nogle punkter er dette ekstremt positivt, eksempelvis når det drejer sig om afrikanske regionale organisationers voksende betydning og Den Afrikanske Unions stigende engagement i fredsbevarende indsatser på kontinentet. På andre punkter er det mere problematisk for donorlandene, særligt når det gælder demokrati og menneskerettigheder. Det er disse langsigtede udfordringer, der er kommet fokus på med kontroversen omkring Ugandas lovgivning mod homoseksuelle, siger han.
Efter at Uganda indførte loven, har det østafrikanske land været i strid modvind i forhold til vestlige donorlande som Danmark, Norge, Storbritannien og USA, der kritiserer loven for at være et brud på menneskerettighederne, et tilbageskridt for hele Ugandas befolkning samt moralsk forkert.
Kritikken skyldes blandt andet, at den nye lov gør det kriminelt for uganderne, herunder familiemedlemmer og venner til landets homoseksuelle, at undlade at anmelde en homoseksuel handling inden for 24 timer. En undladt anmeldelse kan medføre op til tre års fængsel. Betydeligt mindre end den også kritiserede livstidsstraf for homoseksuelle, loven også åbner for. Loven har spøgt i Ugandas politiske kulisse siden 2009, hvor den blev introduceret. Dengang med dødsstraf som højeste strafferamme for homoseksuelle handlinger. Efterfølgende er loven blevet modereret, men langtfra nok til at kunne godtages af vestlige donorlande.
Såvel den amerikanske præsident, Barack Obama, som den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er kommet med massiv kritik af Ugandas nye lov. Men Uganda har holdt fast.
LÆS OGSÅ: Der bliver langsomt spændt et sikkerhedsnet ud under afrikanerne
Og netop dét er, vurderer Ben Shepherd, et udtryk for det afgørende skift i magtbalancen mellem de vestlige donorlande og Afrika, der finder sted i disse år, og hvor en række faktorer spiller ind.
Der findes ikke kun én forklaring. En af hovedårsagerne er afslutningen på den overensstemmelse, der har været gældende efter den kolde krig, og forestillingen om at der eksisterer én universel måde for stater at organisere sig og blive ledet på. Æraen blev tildels defineret af en bestemt generation af afrikanske ledere, der talte samme regeringssprog og skubbede Den Afrikanske Union i samme retning. De ledere har nu forladt scenen med undtagelse af præsident Museveni, og han har givet en klar melding om sin fremtidige lederstil med underskrivelsen af den nye lov.
En anden årsag skal findes i Kinas efterhånden berømte vækstøkonomi og markante indmarch på den verdenspolitiske scene. Sammen med Brasilien, Rusland og Indien udgør Kina et økonomisk og politisk alternativ for de afrikanske lande, som betyder, at Afrika er væsentligt mindre afhængigt af vestlige donorlande end for 15 år siden.
Med i skiftet spiller også, mener Ben Shepherd, en svækket vestlig tro på en konsekvens af Vestens politiske indgriben i Irak og Afghanistan at det overhovedet er muligt at eksportere vestlig regeringsførelse til andre lande. Når desillusionen bliver lagt sammen med det råstof-boom, der i disse år polstrer en række afrikanske økonomier, kommer det ikke som nogen overraskelse, at afrikanske stater bliver mere selvsikre.
Sidst er der de socio-politiske ingredienser i magtbalanceskiftet. De er langt sværere at måle end eksport af råstoffer og udviklingsbistand.
Det er mere spekulativt, men muligvis hænger udviklingen også sammen med unge, fattige befolkninger, der savner indflydelse, en kollektiv erindring om misbrug fra kolonitiden og den kolde krig og en udstrakt opfattelse af, at Vesten udnytter Afrika på nykolonial vis. Det gør det fristende for afrikanske politikere at definere en afrikansk virkelighed, der er i modsætning til vestlige udviklingsparadigmer. Sagt på en anden måde er det blevet populært at starte en diskussion med donorlandene, selv hvis det på længere sigt kan medføre problemer.
Hvorvidt Vesten overreagerer i spørgsmålet om homoseksuelle sammenlignet med reaktionerne på langstrakte humanitære kriser i lande som Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan, sådan som afrikanske opinionsdannere flere gange har beskyldt donorlandene for, er det meget svært at svare entydigt på, understreger Ben Shepherd.
Det er tydeligt i tilfældet med Ugandas lovgivning mod homoseksuelle, at de vestlige donorlandes kraftige reaktioner endnu ikke har resulteret i den positive indflydelse, de ønsker. Men det er ikke ensbetydende med, at det er forkert af de vestlige donorlande at reagere, som de har gjort, mener Ben Shep-herd.
Den nye lov er skrækindjagende, og enhver, der inter- esserer sig for menneskerettigheder i Uganda, vil mene, at det var fuldstændig rigtigt at reagere. Problemet er, som mange kommentatorer også har pointeret, at de stærke vestlige reaktioner mod Ugandas nye lov kan betyde, at flere på kontinentet støtter loven, og de vestlige reaktioner kan blive en gave til populistiske afrikanske politikere. For det andet har Vesten muligvis skabt problemer for sig selv på grund af manglende principfasthed.
Det træder tydeligst frem i forbindelse med demokrati og valg. For eksempel accepterede donorerne et alvorligt fejlbehæftet valg i Den Demokratiske Republik Congo i 2011, skubbede på for at få indført en deling af magten i Kenya i 2008, men afviste selvsamme deling af magten ved valget i Elfenbenskysten i 2010.
Det er selvfølgelig en overforenkling, men for mange afrikanske iagttagere fremstår det, som om donorerne vælger deres kampe på baggrund af egeninteresser frem for af principielle årsager. Den manglende troværdighed spænder ben i tilfældet med Ugandas lovgivning og nærer forestillingen om, at vestlige principper fungerer som et skalkeskjul for nykolonial indblanding, siger han.
Donorlandene står i et dilemma: Protesterer de for kraftigt, risikerer de at underbygge en afrikansk forestilling om, at menneskerettigheder er et udtryk for vestlig indblanding og at spille nemme kort i hænderne på populistiske politikere og gøre tingene værre. Undlader de omvendt at protestere, får de problemer på hjemmefronten med aktivister og risikerer at forstærke forestillingen om, at udviklingsbistand er spild af penge, fordi den alligevel går til korrupte eller dårligt regerede lande.
Og uanset hvad, har donorlandene også andre dagsordener end den moralske i Afrika. Agendaer, der ikke bare kan tilsidesættes.
Det handler om indsatsen mod terrorisme, klimaind-satsen, bæredygtig energi, investeringsmuligheder og reduktion af fattigdom.
At pleje disse interesser kræver en fortløbende relation med de afrikanske regeringer og civilsamfund, og, påpeger Ben Shepherd, en indrømmelse af, at afrikansk politik ikke kan dikteres fra Vesten.
Det involverer en normalisering af forholdet mellem Vesten og Afrika. Vesten bryder sig heller ikke nødvendigvis om, hvad der foregår internt i Saudi-Arabien eller Kina, men formår alligevel at bevare en form for arbejdsdialog.
Men det kan samtidig være svært at etablere og bevare den ovenstående arbejdsdialog i en sammenhæng, hvor diskussionen i donorlandene i høj grad bliver drevet frem af ngoer og aktivister, der opfatter verden i sort-hvide termer og kredser om enkeltsager.
Kravet (fra ngoer og aktivister, red.) på en kraftig reaktion fra Washington eller London, der er absolut retfærdig i moralsk henseende, i forhold til den nye ugandiske lovgivning reducerer det rum, der er tilbage til at udøve nuanceret politik. Samtidig findes der et vedvarende pres for at bevare udviklingsbistanden uanset hvad samt en uudtalt antagelse om, at afrikanske staters politik kan modelleres til at passe ind i vestlige forudfattede holdninger.
Vesten kan fremover enten vælge at stå fast på sine principper og acceptere de negative konsekvenser for udenrigsrelationerne til Afrika og samarbejdet om klima eller fattigdomsreduktion.
Eller Vesten kan sluge indvendingerne og fortsætte samarbejdet med de afrikanske stater i håbet om, at fremtidig velstand og mobilitet vil betyde, at de afrikanske befolkninger bliver mere socialt moderate.Mest sandsynligt er det, at Vesten vil forsøge at gøre begge dele samtidig. Af helt forståelige årsager. Problemet med den tilgang er, at den ender med at være usammenhængende. Den resulterer i symbolske nedskæringer i udviklingsbistanden og kraftige politiske udmeldinger. Samtidig fortsætter business as usual. Risikoen er, at man hverken får hjulpet dem, der bliver forfulgt, eller får maksimeret muligheden for at opnå indflydelse på længere sigt.