Magtkampe udløste afghansk voldsbølge

2014 blev et blodigt år i Afghanistan, hvor flere civile end nogensinde har mistet livet i det krigshærgede land

Tre mænd, angiveligt fra Taleban, er blevet arresteret og bundet med plastikstrips af de afghanske sikkerhedsstyrker i Nangarhar-provinsen, efter at de er blevet afsløret for våbenbesiddelse.
Tre mænd, angiveligt fra Taleban, er blevet arresteret og bundet med plastikstrips af de afghanske sikkerhedsstyrker i Nangarhar-provinsen, efter at de er blevet afsløret for våbenbesiddelse. . Foto: Tahir Safi.

Kampe mellem den islamistiske oprørsbevægelse Taleban og de afghanske regeringsstyrker kostede sidste år 3699 civile afghanere livet, mens 6849 blev såret i et år, hvor amerikanske og udenlandske soldater formelt set afsluttede deres tilstedeværelse i det krigshærgede land efter 13 år. Det er en stigning på 22 procent, siden FN i 2009 begyndte at indsamle statistik på området.

”Mortérer, vejsidebomber, geværild og andre sprængstoffer ødelagde menneskeliv, stjal lemmer og ruinerede liv på et hidtil uset niveau,” siger Nicholas Haysom, der er FN's repræsentant i Afghanistan, til det britiske nyhedsbureau Reuters.

72 procent af alle civile dødsfald og kvæstelser tilskrives Taleban, der kæmper for at genvinde magten over landet og genindføre et radikalt islamisk styre. Regeringens soldater er ansvarlige for 14 procent af de tilskadekomne, mens de internationale styrkers luftangreb er årsag til to procent af de tilskadekomne. I 10 procent af tilfældene kan årsagen ikke defineres.

Det er ikke kun den civile befolkning, det går ud over. I Afghanistans nationale hær og politi er 5000 blevet dræbt, hvilket er rekord.

Tallene er dog ikke overraskende, når man tænker på, hvordan den afghanske valgproces trak ud i månedsvis, hvilket gjorde, at landet i en lang periode ikke havde en officiel præsident. Det udnyttede de militante grupper til at få mere magt, forklarer David Vestenskov, der er forskningsassistent ved Forsvars-akademiet og blandt andet forsker i den igangværende konflikt i Afghanistan.

Samtidig peger han på, at tilbagetrækningen af ISAF (Natos internationale styrker) har skabt et magttomrum, som især slår igennem på lokalt niveau og i de afsides provinser, hvor styrkerne ikke er til stede mere.

”Når man trækker en så stor styrke tilbage, efterlader man et magtvakuum, som gør, at folk vil tage monopol på magt helt ned på lokalt niveau. Det kan være lokale militser, kriminelle organisationer, oprørsbevægelser, lokale politienheder og uofficielle magtpersoner, som forsøger at tilkæmpe sig vigtige positioner med guvernørposter og borgmesterposter, som kan være ganske indbringende og give arbejdspladser både til dem selv og deres familier,” siger David Vestenskov.

Han peger på, at kampene også løber mere løbsk, når de udkæmpes på jorden, fordi det ikke kun er en åben konfrontation mellem hæren og en oprørsbevægelse, men derimod en konfrontation mellem forskellige grupperinger, som på lokalt niveau kan være helt op til 10 parter, der bekriger hinanden på kryds og tværs og søger indflydelse til at udfylde det opståede magttomrum.

David Vestenskov siger, at det med de sidste mange års indsatsstyrke er lykkedes at opbygge en afghansk hær, som er i stand til at forhindre et statskup, men at det langtfra er lykkedes at konsolidere et politisk system, som har befolkningens tillid. Det kan være med til at holde støtten til Taleban i hævd.

”Med den lovløshed, der opstår, vil den afghanske befolkning være tilbøjelig til at støtte hvilken som helst part, der kan komme ind og tilbyde en eller anden form for stabilitet,” siger han.

Helge Lurås, der er leder af Center for International og Strategisk Analyse i Haslum, Norge, pointerer, at antallet af dræbte civile ikke nødvendigvis kan bruges som en målestok for, hvor vellykket indsatsen i Afghanistan har været. Måske har målsætningerne været for ambitiøse.

”Det er forskelligt fra land til land, hvordan man har defineret målsætningerne. Fra norsk side har det baseret sig på demokrati, stabilitet, kvinderettigheder og menneskerettigheder generelt, og ingen af de ting er lykkedes. De målsætninger, man havde sat sig fra 2002 til 2010, har været for urealistiske,” siger han.