Man kommer ikke uden om bistanden

2015-MÅLENE Udviklingslandene skal i højere grad lære at klare sig uden bistand, lød en del af budskabet fra de rige lande under FN's topmøde om fattigdom. Men effektiv bistand er en vigtig komponent, viser erfaringen

Jordans dronning Rania og den 12-årige sydafrikaner Nthabiseng Tshabalala overrakte i går 18 millioner underskrifter fra mennesker med krav om uddannelse til alle til FN?s generalsekretær, Ban Ki-moon. --
Jordans dronning Rania og den 12-årige sydafrikaner Nthabiseng Tshabalala overrakte i går 18 millioner underskrifter fra mennesker med krav om uddannelse til alle til FN?s generalsekretær, Ban Ki-moon. --. Foto: Phillip HallaSIPA.

De rige lande har aldrig været i nærheden af at indfri deres løfte om at give mindst 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst til de fattige lande – siden 1990 har beløbet i gennemsnit ligget på omkring det halve – og efter de forgangne dages FN-topmøde om 2015-målene tyder meget på, at de heller aldrig kommer til det. Måske tværtimod.

Udtalelser fra flere af de vestlige landes ledere peger i retning af, at de hverken kan eller vil trække så mange penge ud af budgetterne. Klarest blev det formuleret af den tyske kansler, Angela Merkel, som konstaterede, at "vi kan ikke blive ved med at give bistand på ubestemt tid", men også den amerikanske præsident, Barack Obama, pegede i sin tale på, at der alt for længe har været for meget fokus på, hvor meget udviklingsbistand der bliver givet. Der er brug for alle redskaber lige fra diplomati og handel til investeringer.

"Hjælp alene er ikke udvikling. Udvikling er at hjælpe nationer til faktisk at udvikle sig, at bevæge sig fra fattigdom til velstand," sagde Obama.

Lars Engberg-Pedersen, ph.d. og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, vil kun hilse det velkomment, hvis politikerne begynder at bevæge sig uden for den snævre diskussion om størrelsen af bistandshjælpen. Efter hans mening har faktorer som handel og klima langt større betydning for et lands udvikling, men det ændrer ikke ved, at u-landshjælp kan være en vigtig og nødvendig komponent undervejs.

"Udviklingsbistanden kanaliserer mange penge til uddannelse, sundhed og den slags, som er vigtige forudsætninger for at skabe en økonomisk vækst. Det er et kompliceret samspil," siger han.

Christian Friis-Bach, adjungeret professor i udviklingsøkonomi ved Københavns Universitet og tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp, mener også, at det giver god mening både at stille krav til u-landene og fastholde bistanden. Han henviser til, at der netop nu begynder at vise sig en effekt af samspillet mellem u-landsbistand og u-landenes egne reformer.

"Der, hvor landene selv gennemfører reformer – det sig være i landbruget eller i uddannelsessektoren – får bistanden også en bedre effekt. Og mange steder er bistanden helt afgørende, fordi det er den, der i en overgangsfase, til væksten bider sig fast, sikrer, at samfundets svageste ikke bliver tabt på gulvet," siger han.

Efter forskernes mening er der allerede sket store forandringer i mange u-landes måde at anskue deres egen situation. Når en tysk kansler opfordrer de fattige lande til at tage ansvar for deres egen udvikling, er hun næsten ved at være for sent ude. Lande som Kina, Indien og Brasilien er i høj grad selvhjulpne og viste blandt andet under klimatopmødet i København, at de i den grad har bevæget sig ud af de vestlige landes skygge. Og flere lande i Afrika er på vej til at følge trop. Ikke med samme økonomiske styrke, men med en ny selvbevidsthed.

"Selvbevidstheden har manglet i Afrika og mangler stadig i en række lande, men der er noget undervejs. Der er en stigende erkendelse af, at Afrika skal stå i spidsen for sin egen udvikling," siger Thomas Barnebeck Andersen, professor i udviklingsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Han understreger, at det netop er alfa og omega at tage udgangspunkt i det enkelte lands situation og skræddersy udviklingsprocessen derefter.

upoulsen@k.dk