Man må begynde med sig selv

49-årige Martha Tholanah er en af de zimbabwere, der i det daglige kæmper mod korruption

Martha Tholanah forsøger at sige fra over for korruption, hver gang hun møder den i sin dagligdag. Men det kræver tid, stædighed og mod. -
Martha Tholanah forsøger at sige fra over for korruption, hver gang hun møder den i sin dagligdag. Men det kræver tid, stædighed og mod. - . Foto: Karitte Lind Bejer.

Hvordan forbliver man ubestikkelig i et land, hvor korruption er normen snarere end undtagelsen?

Det spørgsmål har den 49-årige zimbabwer Martha Tholanah stillet sig selv flere gange. Martha Tholanah er koordinator i hjælpeorganisationen International Community for Women Living with HIV (International Forening for Kvinder med hiv) og er desuden netop valgt som bestyrelsesmedlem i Cedas, en organisation, der støtter børn med hiv og aids.

Lige nu befinder hun og resten af bestyrelsen sig midt i et større økonomisk oprydningsarbejde. Cedas' økonomi hænger i laser, efter at organisationen for nylig solgte en af sine fire ejendomme for at rejse kapital til det stigende antal børn, som organisationen støtter.

Mens den nye ejer af huset ventede på at modtage sit købsbevis til ejendommen, blev de 645.000 kroner, som salget af huset indbragte, indefrosset hos den advokat, Cedas har arbejdet sammen med i årevis.

”Da det gik i orden med ejerbeviset, og vi skulle have pengene udbetalt af advokaten, kunne vi ikke få fat i ham. Han tog ikke sin telefon eller svarede på e-mails. Efter en uge kontaktede jeg politiet. De fortalte os efterfølgende, at han er flygtet til Canada, hvor han søger politisk asyl, med vores og en række andre menneskers penge. Cedas tabte både huset og pengene,” siger hun.

Det er langtfra den eneste gang, Martha Tholanah er blevet konfronteret med korruption i sit privat- og arbejdsliv.

”Det er over det hele,” siger hun.

Hun har for få dage siden afsløret sin gartner i at have taget mod bestikkelse for uden bestyrelsens vidende at lukke en kunstner ind på Cedas' indhegnede område og hente alle sine skulpturer tilbage, til trods for at Cedas har papir på at have købt og betalt for en del af dem.

”Nu vil han sikkert sælge dem en gang til. Jeg ved det ikke,” siger hun.

Selv er Martha Tholanah og hendes søskende fra barnsben blevet opdraget til ærlighed af forældrene. Faderen var skolelærer, og moderen var hjemmegående.

”Begge min forældre var selv blevet missionsk opdraget, så de var meget imod korruption og opdrog os børn til, at det var forkert,” siger hun.

Hendes forældre lagde også vægt på mådehold, og børnene havde aldrig mere end et par sko og to sæt tøj hver, selvom de havde råd til mere, fortæller Martha Tholanah. Hun mener, at en del af problemerne med korruption skyldes, at ”folk mener, at de har krav på at eje alt muligt. Kæmpestore biler og den slags”.

Muligvis er Martha Tholanah privilegeret ud over det almindelige ved ikke at have behov for at eje mange ting og ved at have fået den opdragelse, hun har. Men selv for hende ”kræver det en vis styrke at fastholde holdningen”, fortæller hun.

Kampen mod korruption kræver tid og stædighed. Senest brugte hun det meste af en dag på at vente på, at en politimand blev færdig med dagens dont, så de kunne komme hen på politistationen, hvor han havde truet Martha Tholanah med, at de skulle hen, fordi hun havde kørt for stærkt.

”Typisk beder politiet om et beløb svarende til 60-120 kroner i 'bøde', men man får ingen kvittering. Til gengæld får bilisten lov til at køre videre, uden at overtrædelsen bliver registreret. Politiet gav også mig en bøde, men jeg ved, at man ifølge loven har 24 timer til at betale bøden på den nærmeste politistation, og det insisterede jeg på, at jeg ville,” siger hun.

Politimanden truede Martha Tholanah med at beslaglægge hendes bil og beholde den på politistationen, indtil hun havde betalt pengene.

”Okay, sagde jeg, og så lagde jeg mig til at sove i græsset i skyggen af bilen. Jeg var fast besluttet på at se, hvad der ville ske, og jeg havde ikke travlt den dag,” siger hun.

Nogle timer senere bad politimanden Martha Tholanah om at forsvinde. Med sin bil.

”Men, 'jeg kørte jo for hurtigt og skal have en bøde', protesterede jeg. Han blev meget vred på mig og forlangte, at jeg kørte min vej omgående. Så det gjorde jeg, uden min bøde,” siger hun.

Martha Tholanah mener, at zimbabwerne er nødt til at begynde med sig selv i kampen mod korruption. Dét, tror hun, gør en forskel på længere sigt. Men hun er klar over, at ikke alle hendes landsmænd er i besiddelse af den samme optimisme og tro.

”Der er mange, der føler sig magtesløse,” siger hun.

Indimellem mislykkes det også for hende selv. Som de talrige gange hun som passager i en af de små minibusser med plads til 14 passagerer, de såkaldte combier, som zimbabwerne bruger til offentlig transport, har overværet, hvordan chaufføren bliver vinket ind til siden af politiet.

”Og jeg ser ham betale politibetjenten, og jeg ser, at han ikke får nogen kvittering. Men jeg gør eller siger ingenting af frygt for mine medpassagerers vrede over den forsinkelse, der ville opstå, hvis jeg konfronterede korruptionen. Ingen af os i bussen siger eller gør noget. I den situation medvirker jeg selv til korruption,” siger hun.