MARWAN MUASHER: Myter om den arabiske verden er faldet til jorden

De arabiske regeringer kan ikke længere bruge myten om folkets føjelighed til at undgå at påbegynde de nødvendige reformer, skriver tidligere udenrigsminister i Jordan, Marwan Muasher

Protesterne i Egypten, her med Mubarak afbildet som Hitler, vidner om, at de arabiske regeringer ikke længere kan regne med folkets føjelighed, skriver Jordans tidligere udenrigsminister. Foto: Scanpix.
Protesterne i Egypten, her med Mubarak afbildet som Hitler, vidner om, at de arabiske regeringer ikke længere kan regne med folkets føjelighed, skriver Jordans tidligere udenrigsminister. Foto: Scanpix. Foto: GORAN TOMASEVIC.

NU DA HOSNI MUBARAK er blevet smidt på porten i Egypten (hvis styre indtil for nylig regnedes for et af regionens mest stabile!), og oberst Moammar Gaddafi klynger sig til magten i Libyen, er der ingen oplagt udgang på de uroligheder, som fejer hen over den arabiske verden. Protesterne har allerede væltet regeringerne i Tunesien og Egypten, og utilfredsheden breder sig i andre arabiske lande.

Uroen kom bag på de fleste både i regionen og uden for den, og den har vendt de fem mest almindelige forestillinger om den arabiske verden på hovedet:

"Arabere går ikke på gaden," lyder den første myte. Før protesterne begyndte i Egypten og Tunesien, hævdede mange mennesker, at behovet for politiske reformer ikke var påtrængende, og at de folk, der opfordrede til forandring, ikke forstod den offentlige stemning; tingene var angiveligt ikke så slemme, som systemkritikerne gjorde dem til. Den tankegang fik regeringerne til at tro, at araberne ikke i stort tal ville demonstrere for forandring. I alle landene blev hurtige reformer betragtet som skadelige for landets interesser.

Dette argument er tydeligvis ikke længere holdbart. Ingen forudså, hvad der ville ske i Egypten og Tunesien – og det betyder, at intet arabisk styre kan vide sig sikkert. Regeringerne er ikke i den luksuøse situation, at de kan vente for evigt, og de kan ikke længere bruge myten om folkets føjelighed til at undgå at påbegynde de nødvendige reformer, som gør noget ved offentlighedens faktiske klagepunkter.

"ØKONOMISK liberalisering bør gå forud for politisk reform," lyder myte nummer to.

Arabiske regeringer og mange folk i Vesten hævdede, at privatisering og andre økonomiske reformer skulle gives prioritet over politisk forandring. Men skønt man nemt kan argumentere for, at borgerne ønsker brød frem for frihed, ankom den økonomiske liberalisering uden nogen kontrolmekanismer og tilvejebragte derfor hverken rigtig brød eller frihed. I stedet gik fortjenesten fra privatiseringen og andre initiativer stort set til den politiske elite og forretningsverdenen.

Det har ført til, at de arabiske befolkninger betragter liberalisering og globalisering som et onde. Det står klart nu, at økonomisk reform skal kobles med politisk reform, så der udvikles institutioner, der kan holde aktørerne til ansvar, kontrollere, at der ikke skejes ud, og sikre, at goderne er tilgængelige for alle. Regeringerne har været hurtige til at bilde sig selv ind, at protesterne grundlæggende handler om høje priser og arbejdsløshed; men det emne, som er fælles for den arabiske utilfredshed, er dårligt lederskab.

DEN TREDJE MYTE er, at "lukkede systemer er nødvendige for at hindre islamisterne i at få magten". Vesten er mange gange bange for, at demokrati vil give islamisterne den åbning, de går og venter på for at gribe magten. Det er en frygt, som de arabiske regimer udnytter til at retfærdiggøre bevarelsen af lukkede politiske systemer. Men islamisterne spillede ikke nogen stor rolle i hverken Egypten eller Tunesien, og de forventes ikke at ville stå i spidsen af nogen af de nye regeringer, der bliver dannet – og det skønt de udgør en vigtig del af de arabiske samfund og bør spille en rolle i de styrer, som nu vokser frem.

Så det passer simpelthen ikke, at det eneste mulige alternativ til ubøjeligt enevældigt styre er islamisterne. Protesterne er tydeligvis resultatet af, at almindelige borgere er trætte af korruption, af manglen på noget, der bare ligner retssikkerhed og af den vilkårlige behandling. Der er en mulighed her for at begynde at udvikle pluralistiske systemer, hvor ikke blot islamisterne, men også andre partier og diskurser kan spille en rolle.

EN FJERDE FORESTILLING er, at "valg er lig med demokrati". Ingen lader sig længere narre af den påstand. For at bevare deres dominans har arabiske regeringer forladt sig på mangelfuld lovgivning og valg, der hverken skaber stærke parlamenter eller fører til reel forandring.

Faktisk var regeringen og parlamentet lige upopulære i lande som Egypten og Tunesien. Over hele regionen er valg blevet brugt til at skabe et skindemokrati, der skulle imponere borgerne og omverdenen, samtidig med at de fungerede som stødpude for regimerne mod presset for sande reformer.

Den arabiske offentlighed vil bare ikke længere finde sig i status quo. Folk vil ikke lade sig nøje med almisser og kosmetiske forandringer af styreformen; de kræver virkelige forandringer, som sporer deres land ind på en klar vej til demokrati.

EN FEMTE FORESTILLING er, at "det internationale samfund ikke kan spille nogen rolle".

Sandt nok bør reformprocessen helt klart være hjemmegjort, men USA og resten af det internationale samfund kan godt opmuntre til en demokratisk udvikling uden at pålægge landene det pr. langdistance. Præsident Barack Obama afviste mange af Bush-regeringens politikker, der blev betragtet som forsøg på at påtvinge arabiske lande demokrati. Men den efterfølgende tavshed omkring demokratisering forværrede opløsningen af den arabiske reformproces i de senere år, skønt tavsheden bestemt ikke var årsagen til opløsningen.

USA og Vesten kan godt diskutere med de arabiske lande, hvordan politiske reformer kan gennemføres på en måde, der vil bidrage til større åbenhed og muligheder for magtdeling. Vesten bør ikke ofre disse mål for andre; hvis det kommer så vidt, at Vestens allierede ender med at miste magten i folkelige optøjer, vil det for at sige det mildt ikke gavne Vestens interesser.

De nuværende begivenheder, som trækker overskrifter i hele verden, har fået afgørende myter om den arabiske verden til at falde til jorden. Folk i de arabiske lande har brug for at starte gradvise, vedholdende og seriøse politiske reformer nu. Her ved indgangen til en ny arabisk æra er det op til de arabiske befolkninger at opbygge nye åbne politiske systemer, som kan afværge den overhængende fare for en forværret krise.

udland@k.dk

© PROJECT SYNDICATE 2011

Oversat af Sara Høyrup

Marwan Muasher er tidligere udenrigsminister og vicepremierminister i Jordan. Han er næstformand for studierne ved Carnegie Fonden for International Fred og tilknyttet Yale Universitet. Han har udgivet bogen "The Arab Center" (Det arabiske centrum).