Med han, hun og hen i børnehave

STOCKHOLM 20110620 Barn på det könsneutrala dagiset Egalia leker på gården. Foto: Fredrik Sandberg / SCANPIX / Kod 10080

En dreng i børnehaven Egalia læser en bog, som handler om en dreng, der klæder sig ud som Luciabrud. - Foto: Fredrik Sandberg/Scanpix0Børn leger på legepladsen i den kønsneutrale børnehave Egalia. – Foto: Fredrik Sandberg. / Scanpix

Sverige gav debatten om ligestilling en ny drejning, da det som det første land indskrev kønsneutral pædagogik i skoleloven. I børnehaven Egalia kalder de ikke børnene for drenge og piger, og det vækker stadig mange følelser

Bag farvestrålende vinduer og beskidte gummistøvler sidder tre børn ved et bord og leger med Lego. Et af børnene bygger et hus til bondegårdsdyr, mens de andre to stabler klodser op på hinanden for at bygge et tårn til hyrden. I det bagvedliggende køkken har en af pædagogerne sat maleværksted op for en fire-fem børn, der skiftevis kravler op på den høje stol og griber penslen for at male enten sig selv, en mor eller deres hamster.

Det er tirsdag formiddag i Egalia, en af Stockholms mange børnehaver. Som den ligger i stueetagen i et almindeligt gråt etagebyggeri, ser børnehaven ikke ud af meget, men den er lige nu centrum for en ophedet debat om, hvilke midler samfundet skal bruge for at skabe ligestilling.Egalia er skabt ud fra en tanke om, at en aktiv pædagogik omkring genus tanken om, hvordan køn skabes socialt vil give børnene større bevægelsesfrihed uden for grænserne af traditionelle opfattelser omkring, hvad der er mandligt og kvindeligt. I Egalia undgår man at tiltale børnene med deres køn, og i stedet for at sige drenge og piger er børnene venner eller bliver kaldt ved navn. Hvis de skal på besøg på et bibliotek, hvor de ikke ved, hvem de skal møde, bruger de det kønsneutrale ord hen om personen. På udflugter opdeles børnene aldrig ud fra deres køn, og når de leger, forsøger pædagogerne ofte at blande drenge og piger i samme leg.

Den specielle genuspædagogik er nøje gennemtænkt, fortæller Egalias daglige leder, Lotta Rajalin. Hun arbejdede tidligere i en traditionel børnehave og mener, at forskellene er meget markante.

Køn er selvfølgelig biologisk, men forskellene på de to køn er langt hen af vejen en social konstruktion. Hvorfor skal vi behandle børnene ud fra, om de er født som dreng eller pige? Vi forsøger at få børnene til at udfolde alle deres kompetencer, og de tager så fint imod det. Der er ikke én, der studser over vores brug af ordet hen, forklarer hun.

Hvis børnene vil læse en bog, kan de blandt andet vælge historien om girafparret Jösta og Johan, der gerne vil have en unge, men har problemer med forplantningen. En dag finder de et krokodilleæg og adopterer det.

De kan også læse om Kivi og Monsterhunden, hvor barnet Kivi konsekvent kaldes for hen igennem bogen.

Samtlige bøger er udvalgt ud fra et kriterium om at skulle modvirke stereotype kønsroller, så når Lasse løber ud i skoven, er Sofi også med, og når Sara leger med bamser, er det med hendes bedste ven, Micke. Når børnene er i Egalia, har pædagogerne fokus på at give nyt perspektiv til deres opfattelse af verden. Derfor kan man lede forgæves efter Barbie-dukker og fjernstyrede biler, og i stedet har børnene klodser i forskellige former, tegnepapir og tuscher i alle farver og en stor kasse med udklædningstøj. Også her er der tænkt over ikke at presse firkantede kasser ned over børnene, så det meste af tøjet er multifunktionelt. Det vil sige ingen fine prinsessekjoler eller Batman-kapper, men i stedet en masse sjaler, store jakker og løse bukser.

I et hjørne af den ene stue sidder Niklas Dahlqvist med udsigt mod legepladsens stadig nøgne træer og lægger puslespil med to børn. Han har Filippa på skødet, og Max sidder med brikkerne foran sig og forsøger at samle billedet af en jungle med vilde dyr. Niklas Dahlqvist er vikar i Egalia og har arbejdet der i snart syv måneder. Han søgte stillingen efter gymnasiet, og det var delvist på grund af den aktive ligestillingspædagogik.

Jeg tror, det gør en kæmpe forskel at give børnene det samme input og ikke gøre forskel ud fra køn. Selvfølgelig behandler vi ikke alle ens, for det vil ikke fungere, men vi har pillet de mest stereotype ting ud, så de har større mulighed for at udvikle sig ud fra deres interesser i stedet for samfundets forventninger, siger han.

Lotta Rajalin tror, at det er unge som Niklas Dahlqvist, der vil gøre genustankegangen til en helt normal del af pædagogikken i Sveriges børnehaver. Der er stadig lang vej igen, for en undersøgelse blandt landets førskoler viser, at hver tredje førskole ikke lever op til de ligestillingsmål, der er opstillet i skoleloven fra 1998. Den siger, at: Voksnes måde at møde piger og drenge samt de krav og forventninger, der stilles til dem, bidrager til at forme pigers og drenges opfattelse af, hvad der er kvindeligt og mandligt. Førskoler skal modvirke traditionelle kønsmønstre og kønsroller.

Læreplanen siger meget tydeligt, at vi skal modvirke de stereotype kønsroller, og det gør vi kun ved at have en bevidst og aktiv pædagogik. Derfor er det lidt underligt, at folk peger på Egalia som en radikal børnehave. Jeg tror, at folk ser det som en trussel mod sig selv. Må min datter ikke gå i lyserød kjole? spørger de. Men det handler jo ikke om det, vi prøver bare på at komme væk fra de rigide opfattelser af, hvad en dreng skal gøre, og hvad en pige skal være, siger Lotta Rajalin.

DEBAT: Ligestillingen skal hjælpes på vej

Pædagogikken i Egalia og andre børnehaver har vakt stærke følelser i Sverige, og det er langtfra alle, der ser positivt på genuspædagogikken. Især brugen af det kønsneutrale pronomen hen har skabt en hed debat. Sociolog og forfatter til en bog om børneopdragelse Elise Claesson er kritisk over for, at samfundets faste forestillinger om mandligt og kvindeligt står for skud.

Man ved, at børn får deres kønsopfattelse meget tidligt, og derfor forvirrer det dem, hvis køn bliver visket ud. Børn er flokdyr og nogle af de mest konservative, der findes. De behøver tryghed og stabilitet, og at gå ind og sige, at der findes et tredje køn, hen, skaber bare forvirring, siger hun til Dagens Nyheter.

Det bakker børnehavelærer og underviser på Malmø Universitet Mats Olsson op om. Han står bag bloggen Stille Tanker, som handler om uddannelsessystemet, og han har oplevet en enorm respons på sine indlæg om genustankegangen.

Jeg har arbejdet 25 år med børnepædagogik, og jeg oplever en meget hård tone, når det kommer til debatten om genus. Jeg er positiv over for, at debattørerne føler et personligt ansvar for at forandre samfundet, men jeg er ikke sikker på, at pædagogernes ideer altid skaber en positiv forandring. I kampen mod stereotyper risikerer man at skabe nye, lige så hæmmende rammer for børnene. Jeg ser flere drenge, som flygter fra pædagogerne, fordi de ikke kan få lov til at lege i fred, bemærker han.

LÆS OGSÅ: Stigende fokus på forskelle mellem drenge og piger

Selvom debatten om genus har været i gang i mange år, er der ikke umiddelbar udsigt til, at debattørerne når til enighed, påpeger genusforsker fra Stockholms universitet Janne Bromseth.

I det øjeblik, man diskuterer de to køn, så bliver det følsomt. Brugen af ordet hen tvinger os til at se på verden med nye øjne, og det gør, at vi skal revidere vores opfattelse af verden. Når nogle rykker i normen om de to køn, så er det helt naturligt, at det møder modstand hos især den mere konservative del af befolkningen, siger hun.

Debatten om ligestilling i børnehøjde kom frem i midten af 1990erne, da børnehaverne Tittmyran og Björntomten i Gävle startede et projekt om, hvordan børnene blev behandlet ud fra et ligestillingsperspektiv. Pædagogerne filmede hinanden og kunne hurtigt se, at de behandlede børnene forskelligt udelukkende ud fra deres køn. Filmene viste, at pigerne sjældent fik de voksnes opmærksomhed i lige så lang tid som drengene, og at man ofte initierede rolige lege for pigerne, mens drengene blev opfordret til at lege vildt og støjende på udendørsarealerne.

Projektet fik stor opmærksomhed i hele Sverige og startede for alvor tankerne om, hvad der kan gøres for at modvirke køn som en social konstruktion, der presser barrierer ned over børnene. Ingemar Gens, der stod bag projektet i Tittmyran og Björntomten og har skrevet bogen Fra vugge til identitet om arbejdet, har siden været en efterspurgt foredragsholder og debattør.

Observationerne var en øjenåbner, for mens vi talte forsigtigt og forklarende til pigerne, fik drengene langt større rum til at larme og udvikle deres modige side. Der var en forventning om, at pigerne skulle sidde stille og lytte til hinanden, mens drengene ikke blev trænet i de samme ting, siger han.

Ingemar Gens tror, at der er en direkte linje til, hvordan børnene bliver behandlet i børnehaven til de store frafald af drenge på ungdomsuddannelser i store dele af verden, og de ofte markante forskelle der er på, hvilke karakterer drenge og piger får.

Piger får ofte bedre karakterer, fordi de har lært, at det er den måde, de får ros på. Drenge i børnehaven får ros for at være vilde, få hudafskrabninger og køre deres eget løb. Vi gør drengene en bjørnetjeneste ved ikke at behandle dem ud fra deres personlighed, men udelukkende deres køn. De vil jo også gerne have en uddannelse, men har simpelthen ikke lært at sidde stille og lytte, og det er en stor ulempe.

Projektet i Gävle fik den daværende socialdemokratiske regering til at indføre paragraffen om ligebehandling i skoleloven, og Miljøpartiet i Stockholm har netop fulgt op ved at foreslå en yderligere satsning for at højne genuskompetencen i landets førskoler.

Ingemar Gens mener, at der er lang vej igen.

Vi ser, hvordan der stadig er debat om genuspædagogikken, som ofte bygger på misforståelser, fordi folk tror, at det handler om at ignorere de biologiske køn. Forældre ønsker naturligt nok, at deres børn skal blive som alle andre, og de er bange for, at vi eksperimenterer for meget med dem. Jeg synes, man skulle se mere på resultaterne, hvor børnene får mod til at træde uden for samfundsnormerne og prøve nye ting. De hviler i sig selv, fordi de ved, at de er accepterede, lige meget hvordan de er, mener han.

Det er Lotta Rajalin enig i. Hun har oplevet, hvordan debatten hurtigt kommer til at handle om, at folk tror, at børnehaven nægter, at der findes to køn. Egalia har modtaget flere trusler og har fået en pakke tilsendt med en pige- og en drengedukke.

Jeg tror, man blander æbler og pærer, forbi man forveksler seksualitet med det sociale. Man bliver ikke homoseksuel af at danse ballet eller lege med mudder. I Egalia kæmper vi hver dag for at give børnene de bedste muligheder, og jeg tror, at tiderne langsomt følger med. Jeg tror, at om 10 år vil man undre sig over, at der var skepsis over for genuspædagogik, som i bund og grund giver drenge og piger de samme muligheder, siger Lotta Rajalin.

TEMA: Drenge og piger

TEMA: Ligestilling

Katrine Barslev

Født 1983.Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University i november 2010. Derefter ansat som korrespondent for Kristeligt Dagblad i Sverige.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Leonard Bernstein Collection. Vol 1.

kr. 799,00 Køb

Pinell Go, Hvid - DAB/DAB+ og FM-radio

kr. 1.799,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Sæt med 8 smukke kunstkort af Arne Haugen Sørensen

kr. 115,00 Køb

"Eksistens. Hvor går vi hen?". Læserophold på Rønshoved Højskole

kr. 2.595,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.