Mellemøsten truer med boykot efter dansk slagteforbud

Selvom forbuddet mod rituel slagtning kun har symbolsk betydning i Danmark, vækker det vrede i en række mellemøstlige lande, der føler, at loven krænker religionsfriheden. Danmark risikerer boykot

"Den kontroversielle beslutning kan få drastisk virkning på det danske marked, da Danmark kan komme under omfattende boykot," står der i Arab News.
"Den kontroversielle beslutning kan få drastisk virkning på det danske marked, da Danmark kan komme under omfattende boykot," står der i Arab News. Foto: Pascal Deloche / GODONG/picture-alliance / Godong.

En omfattende boykot af Danmark kan være undervejs.

Ordene i det saudiarabiske dagblad Arab News er ikke til at tage fejl af. Danmark vækker atter vrede i Mellemøsten. I 2005 var det Muhammed-tegningerne. Nu er det beslutningen om at forbyde rituel slagtning uden bedøvelse, som skaber debat i arabiske og mellemøstlige medier.

Den kontroversielle beslutning kan få drastisk virkning på det danske marked, da Danmark kan komme under omfattende boykot, står der i Arab News.

Dagbladet citerer kilder i det saudiarabiske handelskammers råd for at sige, at Saudi-Arabien og andre muslimske lande bør boykotte Danmark, fordi opfattelsen er, at der er tale om et dansk angreb på religion.

LÆS OGSÅ: Pres for bedøvelse af dyr i EU

Fahd Mohammed Al-Hammady, der bestyrer en af handelskammerets afdelinger, er modstander af handel med Danmark på baggrund af den seneste danske beslutning.

Det er ynkeligt. De (Danmark, red.) slagter giraffer offentligt for at give kødet til løverne. Men de forbyder rituel slagtning, der udføres efter religiøse påbud. Det er et klart angreb på religionsfrihed, siger Taha Bin Saeed, en saudiarabisk borger, til dagbladet Arab News.

Ifølge Arab News kan det danske forbud også betyde, at turister fra en række muslimske lande nu vil afholde sig fra at rejse til Danmark.

I Danmark har både jøder og muslimer udtrykt bekymring for, at det danske forbud er udtryk for en indskrænkning af religionsfriheden. Og i den forbindelse har man også advaret mod risikoen for en boykot, påpeger imam Ben Yones Essabar, som repræsenterer organisationen Danish Halal, der certificerer korrekt halalslagtet kød i Danmark.

Vi har allerede for tre år siden ytret vores bekymring for, at det her kan påvirke dansk eksport siger Benyones Essabar, formand for Danish Halal.

Han understreger, at Danish Halal sammen med Det Jødiske Samfund i Danmark i øjeblikket har en konstruktiv dialog med Fødevareministeren om sagen.

I Jordan bliver det danske tiltag også modtaget negativt. Hjemmesiden al-Bawaba bruger Shakespeare-citatet om, at noget er råddent i Danmark som afsæt til debatten om de nye slagteregler.

Som det er tilfældet andre steder i Mellemøsten, er det Danmarks argument om, at dyrs velfærd kommer før religion, der vækker vrede hos Al-Bawaba.

I en række tilfælde siden de nye vedtagelser om rituel slagtning har forskellige danske embedsmænd forsvaret tiltaget med, at kød kan godkendes som halal og kosher, selvom dyret først er blevet skudt med boltpistol.

Det argument angribes både af rabbinere og muslimske lærde. De godtager ikke, at der kan være tale om halal eller kosher, når dyret først er blevet skudt med boltpistol.

At skyde et dyr med boltpistol først kan aldrig være i overensstemmelse med islamisk slagtning. Og det er ikke godkendt af den muslimske verdensliga, der har hovedsæde i Mekka, siger Fouad Tawfik til Arab News.

Dagbladet citerer den danske ambassade i Riyadh for at sige, at kød fra et dyr, der først er blevet skudt med boltpistol, godt kan godkendes som halal.