Den shia- og sunni-muslimske splittelse næres af historien

Når shia- og sunni-muslimske lande strides om magten i Mellemøsten, bunder det i en 1400 år gammel religiøs strid. Det er langtfra logisk, at det i dag er Iran og Saudi-Arabien, der er drivkræfterne i at holde striden ved lige, siger lektor

Selvom det er to forskellige forgreninger af islam, der har fået Mellemøsten på kogepunktet, lyder en udbredt analyse, at konflikten i langt højere grad handler om politik, penge og magt end om religion.
Selvom det er to forskellige forgreninger af islam, der har fået Mellemøsten på kogepunktet, lyder en udbredt analyse, at konflikten i langt højere grad handler om politik, penge og magt end om religion. Foto: MOHAMMED AL-SHAIKH/AFP.

En dyb, religiøs grøft har pløjet sig ned gennem Mellemøsten og splittet regionen i to lejre. På den ene side står sunni-muslimske lande med det olierige Saudi-Arabien som den ledende stormagt. Og på den anden side står en alliance af shia-muslimske lande, hvor Iran indtager rollen som magtbastionen.

Det er en mange hundrede år gammel grøft, men i løbet af den seneste uge er den blevet gravet adskillige meter dybere, efter at Saudi-Arabien henrettede den shia-muslimske prædikant og systemkritiker Nimr al-Nimr. Henrettelsen skabte vrede i Iran, hvor rasende demonstranter satte ild til den saudiarabiske ambassade sidste weekend.

I løbet af den forgangne uge har de to lande afbrudt al diplomatisk kontakt. Siden har flere sunni-muslimske lande også trukket deres ambassadører ud af Iran på grund af ambassadeangrebet.

Selvom det er to forskellige forgreninger af islam, der har fået Mellemøsten på kogepunktet, lyder en udbredt analyse, at konflikten i langt højere grad handler om politik, penge og magt end om religion.

Hvis man vil forstå, hvad den store splittelse handler om, kommer man dog ikke uden om, at den også har en klar religiøs komponent, siger Thomas Hoffmann, professor i koranstudier ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

”Jeg køber ikke de marxistisk inspirerede fortolkninger, man ofte hører, om, at religion i Mellemøsten blot er glasur på de reelle politiske konflikter. Det er sigende for konflikten, at det er de to religiøse regimer Iran og Saudi-Arabien, der fører an,” siger han.

Det betyder, at man skal helt tilbage til det 7. århundrede for at forstå, hvad der danner grundlaget for den splittelse, der præger Mellemøsten i dag. Det var her, at islam blev delt i de to hovedretninger.

Splittelsen opstod, lige efter den muslimske profet Muhammed døde i år 632. Problemet bundede i, hvem der skulle overtage ledelsen efter islams grundlægger. Shia- og sunni-muslimerne pegede på hver deres kandidat. Og efter flere år med blodige kampe blev det sunni-muslimerne, der afgjorde striden om Muhammeds arvtager. Siden har sunni-islam været den dominerende retning, og i dag er cirka 85 procent af verdens muslimer sunnier.

De to forgreninger har over de seneste cirka 1400 år udviklet sig i hver sin retning og fået særskilte kendetegn, men det er stadig forhistorien, der er den afgørende forskel:

”Den historiske erindring spiller en meget levende rolle i islam. Det er erindringen om striden om Muhammeds efterfølger og de blodige slag i den forbindelse, der stadig skaber selvforståelsen i de to retninger,” siger Hoffmann.

Han forklarer, at forskellene på shia- og sunni-islam til en vis grad kan sammenlignes med, hvordan den protestantiske og katolske kirke adskiller sig fra hinanden.

Shia- og sunni-muslimer er enige om meget af det grundlæggende såsom troen og på Koranen og Muhammed. Men de har udviklet forskellige institutioner, ritualer og filosofiske skoler.

Det handler om alt lige fra store spørgsmål om lovfortolkning til praktiske detaljer om, hvordan man udfører den muslimske bøn korrekt. For eksempel kalder sunni-muslimske minareter til bøn fem gange om dagen, mens de i shia-islam kun gør det tre gange. Kaldet til bøn lyder også forskelligt fra de to retningers minareter. 

Teksten fortsætter under grafikken

Generelt holder shia- og sunni-muslimer sig til hver deres moskéer, og det er oftest kun de mest progressive, man vil se bede sammen på tværs af skellet.

Også stilarten og æstetikken adskiller sig. Det bunder blandt andet i, at shia-islam især har udviklet sig i Irak og Iran og dermed fået en mere østlig stil. Desuden bliver islams billedforbud håndhævet strengere i sunni-muslimske lande. Det har gjort, at shia-muslimsk kunst og moskéer er langt mere symbol- og billedrige.

Både de forskellige visuelle udtryk og ritualer spiller en effektiv rolle i at holde adskillelsen ved lige, siger Thomas Hoffmann:

”Når man synligt kan skelne shia- og sunni-islam fra hinanden, skaber det i sig selv en større forskel. Stilarterne og de forskellige udtryk får på en måde deres egen autoritet. Samtidig er gentagelserne i det rituelle liv med til hver eneste dag at holde forskellene i live,” siger han.

På trods af at splittelsen går helt tilbage til islams begyndelse, har der været mange perioder i historien, hvor shia- og sunni-muslimer har levet fredeligt side om side.

Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations beskriver i sin rapport ”The Sunni-Shia Divide”, at der har været flere hundrede år i historien, hvor forholdet generelt har været så uproblematisk, at ægteskaber på tværs af skellet blev almindelige.

Desuden er det værd at bemærke, at Saudi-Arabien gennem tiden som hovedregel har tilladt shia-muslimer fra Iran at tage på den vigtige pilgrimsfærd til Mekka. Konflikten er dog blevet så tilspidset, at de iranske myndigheder i denne uge gjorde klart, at de i år ikke vil tillade iranere at tage på pilgrimsfærd til Saudi-Arabien.

Der er dog noget ulogisk i, at det netop er Saudi-Arabien og Iran, der i dag er drivkræfterne i at holde den urgamle splittelse i live. Ingen af landene repræsenterer noget, der kan betegnes som klassisk sunni- eller shia-islam, forklarer Martin Riexinger, lektor i arabisk og islamstudier på Aarhus Universitet.

Under den islamiske revolution i Iran i 1979 indførte Ayatollah Ruhollah Khomeini en særlig fortolkning af shia-islam, hvor en islamisk retslærd skulle stå over både folket og den politiske ledelse. Og i Saudi-Arabien har den kongelige Saud-familie knyttet landet til den ultrakonservative wahhabisme.

”Wahhabisme er en strømning, der slet ikke var accepteret blandt almindelige sunni-muslimer for 150 år siden. Og den ideologi, som det iranske system bygger på, blev først formuleret af Khomeini i 1970'erne,” siger Martin Riexinger.

At moderkonflikten i islam for alvor er blusset op de senere år, er ifølge professor Thomas Hoffmann ikke mindst en konsekvens af den amerikanske Irak-invasion i 2003. Her skubbede man til den magtbalance, der havde hersket mellem shia- og sunni-muslimer i Irak. Samtidig skabte det grobund for et sunni-muslimsk jihad-miljø, hvor militante grupper voksede frem.

”Alt det, der gik galt ved invasionen i Irak, fik hadet til at blomstre op. Det forrykkede en skrøbelig, men også brutal status quo, og det er delvist også det, der ligger til grund for Islamisk Stats oprettelse,” siger han.