Som mørket begynder at sænke sig, tændes lysene. Både i Mytilini, Lesbos' hovedby, og på den tyrkiske kyst omkring 12 kilometer mod øst. I skumringen tager kaptajn Gil Silva Cardoso, hans fire portugisiske besætningsmedlemmer og den græske kystvagt om bord overlevelsesdragter og redningsveste på.
Klokken har rundet 21.30, og det er blevet tid til endnu en vagt som menneskefiskere i den nord-østlige del af Det Ægæiske Hav.
Kaptajn Cardoso og hans besætning arbejder for Frontex, Det Europæiske Grænseagentur.
Fra en gummibåd på cirka syv gange to meter sejler de hver aften ud i farvandet ud for Mytilini for at spejde efter små overfyldte gummibåde med flygtninge på vej fra Tyrkiet.
I aften som de seneste tre foregående er vinden frisk, og det får skumsprøjt fra bølgerne til at sende kaskader af dråber op i luften og båden til at gynge livligt under fødderne på de seks mænd.
”På aftener som i aften er det ekstra farligt for dem, der prøver at komme over.
Med op til 40-50 mennesker i både ikke meget større end den her skal der ikke meget til, før båden vælter,” forklarer Gil Silva Cardoso.
Kaptajnen og hans mænd har hver aften og nat siden begyndelsen af juni patruljeret i strædet ud for Mytilini.
Portugiserne er på Lesbos, da den græske kystvagt ikke længere kan klare presset fra de over 32.000 flygtninge, der siden årsskiftet er kommet sejlende hertil.
De er en del af Frontex' Operation Poseidon Sea, som blev igangsat, efter at Grækenland i 2014 oplevede en dramatisk stigning i antallet af flygtninge, og operationen støttes af 21 EU-lande - heriblandt Danmark.
Den portugisiske kaptajn og hans besætning er ikke de eneste, der nat efter nat sejler rundt i farvandet mellem Lesbos og Tyrkiet.
For med en stigning siden 2014 på 607 procent i antallet af flygtninge, der vælger søvejen til Grækenland, kan én båd ikke klare opgaven.
Derfor ligger der tre andre skibe i Mytilini havn, tilhørende den græske kystvagt og militæret, men deres opgave er primært at komme til undsætning, når ulykken er sket.
”Vi kan højst tage 15 personer med ind. Min vigtigste opgave er at sikre min besætning, og derfor tilkalder vi de større både, hvis vi ser mange eller overfyldte både på havet,” siger Gil Silva Cardoso.
Langt de fleste på havet er da også glade for at se Frontex' båd, for ofte er det i sidste øjeblik, den når frem.
For kun få uger siden brugte kaptajnen og hans besætning flere timer på havet for at redde en båd med familier med børn, men der var mange flere om bord, end deres gummibåd kunne klare, husker kaptajnen.
”Vi kom hen til en båd, der var ved at synke. Der var panik om bord, så vi fik reddet børnene og de fleste kvinder over i vores gummibåd, men vi kunne ikke have alle.
Efter at den græske kystvagt var nået frem til stedet med deres skib, fik vi flygtningene fra vores båd derover.
Først derefter kunne resten via vores gummibåd komme i sikkerhed på skibet.”
Dog er det ikke alle, der ønsker at blive reddet. For sammen med flygtningene rejser nogle gange menneskesmuglernes håndlangere, og de vil ikke identificeres.
Mange både forsøger derfor at komme uden om Frontex og den græske kystvagt.
Men det sker ofte med eget og andres liv som indsats på det åbne hav, siger kaptajnen, der som resten af besætningen til dagligt arbejder for den portugisiske kystvagt.
Mørket har nu sænket sig helt, og gummibåden er kommet væk fra det læ, kysten kunne tilbyde. Kaptajnen sætter en natkikkert for øjnene, der gør ham i stand til at se havet badet i grønt lys på trods af det omkringliggende mørke.
Små hvide pletter lyser op rundt omkring, men på grund af den urolige overflade er det svært at se de lavtliggende både.
Derfor beder Gil Silva Cardoso styrmanden om at slukke motoren, for nogle gange hjælper nattens stilhed besætningen med at høre motorlyde i nærheden.
I aften er det dog kun vinden og bølgesprøjtene mod dækket, der høres. Men kaptajn Gil Silva Cardoso ved, at bådene er derude.
Det er kun få nætter, hans besætning ikke er i aktion, og det tager hårdt på mandskabet at se familier med helt små børn, ældre og syge i de overfyldte både eller i havsnød.
”Det er hjerteskærende - især når børn og spædbørn er i fare. Deres familier flygter fra krig, og derfor er det også så hårdt at se dem her på havet.
Vi ved jo, hvor langt de er rejst, når de kommer i knibe herude,” siger han.
Kaptajnen sætter endnu en gang kikkerten for øjnene, men han kan ikke se noget for det oprørte hav, hvorfor han beder om at blive taget ind til land igen.
I nattemørket forsvinder besætningen endnu en gang ud på havet, hvor de indtil daggry vil lede efter mennesker mellem bølgerne.