Tyske delstatsvalg er sjældent særligt ophidsende. Når vælgerne i de 16 tyske delstater hvert femte år på skift går til valg, bliver det altid opfattet som en vigtig test for forbundsregeringen i Berlin, men de lokale valg får så godt som aldrig landspolitiske konsekvenser i EU’s største land.
Senest det var tilfældet var i 2005, da den daværende forbundskansler Gerhard Schröders socialdemokratiske SPD efter fire årtier mistede magten i Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen. Chokresultatet fik Schröder til at fremprovokere et nyvalg, som han gjorde til en tillidsafstemning om sine omstridte arbejdsmarkedsreformer i den såkaldte Agenda 2010. Et nyvalg, som Schröder yderst knebent tabte til det kristeligt demokratiske CDU og Angela Merkel, som herefter kunne kalde sig Tysklands første kvindelige kansler.
Knap 13 millioner vælgere kan i morgen stemme i Rheinland-Pfalz, Baden-Württemberg og Sachsen-Anhalt, hvor kanslerens kurs i flygtningepolitikken har domineret valgkampen fremfor lokale temaer som sygehuse eller skoler. Det er første gang, de tyske vælgere kan give deres besyv med, siden Merkel for et halvt år siden med sit ”Vi klarer den” åbnede grænserne for tusinder og atter tusinder af flygtninge og migranter, og morgendagens valg er derfor på forhånd blevet udråbt til en folkeafstemning for eller imod kanslerens kurs.
Og Tysklands politiske landskab kommer med sikkerhed til at se anderledes ud efter i morgen aften. For hvis meningsmålingerne bare holder nogenlunde stik, vil det være første gang, at et højrenationalistisk protestparti som Alternative für Deutschland (AfD) får etableret sig med omfattende mandattal i landdagene i både øst og vest.
Godtnok lykkedes det for 12 år siden det højreekstremistiske parti NPD at få 12 mandater i Sachsens delstatsparlament, men hverken disse såkaldte nationaldemokrater eller andre nationalistiske partier har nogensinde formået at få fodfæste over hele forbundsrepublikken endsige klare spærregrænsen på fem procent til Forbundsdagen. Blot tre år gammel vil AfD fra på mandag være repræsenteret i halvdelen af de 16 delstatsparlamenter og sætte næsen op efter forbundsdagsvalget til næste år – og det kan partiet efter al sandsynlighed takke Merkels flygtningekurs for.
Dette politiske jordskælv vil uden tvivl skabe rystelser i den tyske forbundspolitik og samfundsdebat, men det kommer næppe til at koste Merkel kanslerposten.
For selvom AfD i østtyske Sachsen-Anhalt med forventede 18-19 procent af stemmerne kan overhale kanslerens socialdemokratiske koalitionspartner SPD, står Merkels partifælle Rainer Haseloff til at klare skærene som ministerpræsident. Samtidig ventes de traditionelt dybt konservative vælgere i Baden-Württemberg længere mod syd at sende et helt andet signal end deres indvandrerbekymrede østtyske landsmænd ved at give Tysklands første ministerpræsident fra De Grønne, Winfried Kretschmann, et sikkert genvalg.
Den erhvervsvenlige Kretschmann støtter Merkels flygtningepolitik og har ligefrem sagt, at han hver dag beder for, at Merkel forbliver rask, fordi der ikke er nogen, der kan afløse hende. De Grønne står til at degradere CDU til en historisk andenplads og manifestere sig som nyt midterparti, der er blevet modent til et regeringssamarbejde med de konservative i Berlin.
I Rheinland-Pfalz er der lagt op til dødt løb mellem SPD og CDU. Hvis de kristelige demokraters spidskandidat Julia Klöckner taber til SPD, som har siddet på magten Mainz i 25 år, så skader det mere hendes egne ambitioner om at blive Merkels kronprinsesse end kansleren selv. Til gengæld kan en sejr til CDU få alvorlige konsekvenser for det i forvejen kriseramte SPD, som trods modstanden mod Merkels kurs ikke har formået at genrejse sig, og i værste fald vil SPD-formanden, Merkels vicekansler Sigmar Gabriel, blive tvunget til at gå af.
Kansleren selv virker til at imødese den såkaldte super-søndag med vanlig sindsro. Mens hendes partifæller i valgkampen ikke har holdt sig tilbage med at kritisere kansleren og dermed deres egen politik, er opbakningen til hende langsomt begyndt at stige igen. Selvom et katastrofevalg vil udløse et fornyet internt pres for at få hende til at skifte kurs, kommer hun næppe til at kaste sig ud i en harakiri-agtig valgkamp før tid, som hendes forgænger gjorde det i 2005.
Og selvom Merkel tidligere på ugen protesterede over de øst- og centraleuro-pæiske landes lukning af Balkanruten, kan det heraf følgende stop i flygtningetilstrømningen på lang sigt gavne kansleren, der fortsat kæmper for en europæisk løsning.