Merkel skal på jagt efter en ny præsident

epa03109860 German Chancellor Angela Merkel leaves the satge after delivering a statement about the resignation of German President Christian Wulff at the Chancellery in Berlin, Germany, 17 February 2012. German President Christian Wulff admitted to making mistakes but said he had always acted within the bounds of the law, as he announced his resignation over corruption allegations. He said that corruption allegations which have mounted over the past weeks and the ensuing lack of trust had made his position untenable. EPA/SEBASTIAN KAHNERT

Den nu forhenværende tyske præsident Christian Wulff var helt klart kansler Angela Merkels mand, og mange kommentatorer vurderer, at Wulffs tilbagetræden udgør et hårdt slag for kansleren. – Foto: Sebastian KahnertEPA. / Scanpix

Christian Wulff har været i mediernes søgelys, efter at det kom frem, at han har fået særligt gunstige kreditter og flere gratis rejser. – Foto: Johannes EiseleAFP. / Scanpix

Det tyske præsidentembede

Tysklands forbundspræsident er landets formelle overhoved.

Præsidentembedet er i praksis ceremonielt, men statsoverhovedet forventes at være et moralsk fyrtårn, som holder retningsvisende taler, der kan flytte den tyske samfundsdebat.

Forbundspræsidenten er på valg hvert femte år.

Hvis en forbundspræsident går af eller forhindres i at vare-tage sine forpligtigelser, skal de midlertidigt varetages af formanden for Forbundsrådet, parlamentets overhus.

relevante temaer

Efter Christian Wulffs tilbagetræden må kansler Angela Merkel finde en ny kandidat til det formelle præsidentembede, som alle partier kan slutte op om

Der var dramatik om Christian Wulffs person, allerede før han tiltrådte embedet som forbundspræsident i maj 2010, da daværende forbundspræsident Horst Köhler trådte tilbage fra sin post. Således måtte Wulff deltage i hele tre valgrunder i det tyske parlament, før politikerne endelig gav ham stemmer nok til at overtage posten.

LÆS OGSÅ: Han kan blive Tysklands nye præsident

Hans største rival var den tidligere protestantiske præst Joachim Gauck, som Christian Wulff dengang besejrede med få stemmer, men nu ser det ud til, at det gamle ordsprog om, at den der ler sidst, ler bedst, kan vise sig at være rigtigt. Christian Wulff trådte i går tilbage som Tysklands præsident, og de seneste uger har tyske aviser betegnet Joachim Gauck som skyggepræsidenten, der blot venter på officielt at overtage embedet.

Det er endnu uklart, om Joachim Gauck overhovedet er interesseret i igen at kandidere til posten som Tysklands forbundspræsident, men det står allerede på nuværende tidspunkt fast, at han ville være en meget populær præsident: Ifølge en undersøgelse lavet af avisen Die Welt ønsker mere end 60 procent af befolkningen, at Joachim Gauck efterfølger Christian Wulff.

Christian Wulff har været i mediernes søgelys de seneste måneder, efter at det kom frem, at han har fået særligt gunstige kreditter og flere gratis rejser, mens han var ministerpræsident i delstaten Niedersachsen. Nu vil statsadvokaten undersøge, om han har været indblandet i sager om bestikkelse.

Christian Wulff efterlader et billede af sig selv som en politiker, der klæbede til sin taburet.

Hans forgænger, Horst Köhler, havde præget præsident-embedet med sin meget uafhængige politiske stil. For eksempel nægtede Horst Köhler at underskrive love, der var blevet vedtaget af det tyske parlament, hvis han mente, at de stred imod den tyske forfatning. Det var en holdning, som skaffede ham meget respekt i den tyske befolkning.

Christian Wulff var derimod helt klart Angela Merkels mand, og mange kommentatorer vurderer, at Wulffs forvaltning af embedet og nu også tilbagetræden udgør et hårdt slag for Merkel. Avisen Die Welt vurderer dog, at det først og fremmest er posten som forbundspræsident, der har lidt skade.

Den politiske kommentator, forfatter og journalist Christoph Giesa skriver i Die Welt, at Tyskland nu burde afskaffe forbundspræsidentposten, fordi embedet har mistet sin berettigelse på grund af Wulff.

Tidligere havde folk ofte mere tillid til forbundspræsidenten end til de almindelige politikere, men det er forbi nu, skriver han.

Under alle omstændigheder synes Merkel at have indset, at hun er nødt til at samarbejde med det socialdemokratiske SPD og De Grønne i oppositionen om at finde den næste præsident. I hvert fald sagde hun i går, at hun vil føre samtaler med de øvrige partier om en fælles kandidat i løbet af de kommende dage.

Andrea Nahles fra SPD opfordrer da også regeringen til sammen med de andre partier at finde en ny kandidat til forbundspræsidentposten.

Det bør være en person som står hævet over partipolitikken. Vi har brug for denne gestus nu, hvor forbundspræsidentens embede har lidt så stor skade, som det har, siger hun.

Tysk presse gik straks i gang med at spekulere over, hvem der kan blive Christian Wulffs efterfølger. Bortset fra Joachim Gauck, der betegnes som den mest oplagte kandidat, nævnes Norbert Lammert, formand for det tyske parlament, finansminister Wolfgang Schäuble, arbejdsminister Ursula von der Leyen og den tidligere miljøminister Klaus Töpfer.

Når en person som Joachim Gauck er så populær i befolkningen, så skyldes det blandt andet, at han er partipolitisk uafhængig. Mange tyskere mener, at han dermed vil være i stand til at varetage Tysklands og folkets interesser bedre.

De tyske politikere står over for et vigtigt valg. Den nye forbundspræsident vil ganske vist have begrænset indflydelse på den politik, der føres i parlamentet, men personen vil have afgørende betydning for, hvilket omdømme politikerne fremover vil have i befolkningen.

Den nye præsident skal vælges inden 30 dage af den såkaldte forbundsforsamling, som består af Forbundsdagens medlemmer og repræsentanter for delstaterne.

Heidi Dachs

Heidi Dachs (f. 1966) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996. Under sin uddannelse var hun praktikant på Kristeligt Dagblad, og siden 1997 har hun arbejdet som udlandskorrespondent for avisen i Tyskland.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

SKYGGELIV

kr. 199,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.