Mistænkt Malmø-skytte afviser alle anklager

Den 40-årige mand, der er mistænkt for at have dræbt 3 personer og begået yderligere 12 drabsforsøg, mener, at han ikke kan kædes sammen med forbrydelserne

Der er massive sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med retssagen mod den 40-årige mand, der er tiltalt for at have begået tre drab og 12 drabsforsøg i Malmø gennem en årrække.
Der er massive sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med retssagen mod den 40-årige mand, der er tiltalt for at have begået tre drab og 12 drabsforsøg i Malmø gennem en årrække. Foto: DRAGO PRVULOVIC Denmark.

Der findes ingen fingeraftryk eller dna-spor, der knytter en 40-årig mand til de drab eller drabsforsøg, som han anklages for. Det sagde mandens advokater på førstedagen af straffesagen mod manden, der mistænkes for at være den såkaldte Malmø-skytte.

Advokaten Douglas Norking understregede også, at den 40-årige ikke er racist.

Han har ikke truffet de personer, der har været mål for skuddene, og han har heller ikke noget imod dem, sagde advokaten.

LÆS OGSÅ:
Nu indledes retssagen mod Malmøskytten

Den 40-årige, der afviser alle anklager og erklærer sig uskyldig, er tiltalt for 3 drab og 12 drabsforsøg i Malmø på tilfældige mennesker med indvandrerbaggrund.

Som det første under retssagen gennemgik anklager Solveig Wollestad omstændighederne ved de tre drab, som den 40-årige er tiltalt for.

Det gælder drabet på en 66-årig mand og 23-årig mand, der i sommeren 2003 blev skudt og dræbt i Malmø. Ved begge tilfælde har politiet beviser, der knytter manden til drabsstedet. Det tredje offer er en 20-årig kvinde, som blev skudt og dræbt i en bil i oktober 2009, netop som den 40-årige cyklede forbi.

Politiets beviser bygger på en række tekniske undersøgelser, der knytter manden til gerningsstederne samt oplysninger, som den 40-årige har indsamlet om ofrene.

Ifølge anklageren er det ikke lykkedes politiet at finde et motiv for handlingerne.

Men der var en vis portion fremmedhad såvel som en fjendtlig holdning til mennesker med kriminel baggrund, sagde Solveig Wollestad.