Mladic tog afsked med sin familie inden Haag

Krigsforbrydersigtede Ratko Mladic blev i går udleveret til Haag trods hans forsvarers appel om, at han er for syg til at blive sat på anklagebænken

Fremover bliver Scheveningen-fængslet i Haag hjemsted for den tidligere bosnisk-serbiske hærchef, der er sigtet for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien.
Fremover bliver Scheveningen-fængslet i Haag hjemsted for den tidligere bosnisk-serbiske hærchef, der er sigtet for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien. Foto: .

Tidligt i går morges besøgte den krigsforbrydersigtede, tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic sin datter Anas gravsted for at sige et sidste farvel, inden han senere på dagen blev udleveret til det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY, i Haag.

LÆS OGSÅ:Serberne accepterer udlevering af Mladic af nød snarere end lyst

23-årige Ana Mladic begik selvmord i 1994 med Mladics egen pistol. Rygterne siger, at hun på en studietur til Rusland for første gang læste om de forbrydelser, hendes far og hans mænd stod bag under krigen i Bosnien. Tre måneder efter tog hun sit eget liv. Og siden Mladic i torsdags blev arresteret, har han ønsket at besøge gravstedet.

"Anas død plager ham stadig. Det har betydet meget at få lov til at besøge hendes grav. Han sagde forleden dag, at hvis han ikke fik lov, ville han bede om at få kisten bragt til sin celle," siger Milos Saljic, Mladics advokat og ven gennem mere end 40 år, til Kristeligt Dagblad.

I mandags besøgte Mladics børnebørn ham i hans celle i Den Særlige Domstol i Beograd. Ifølge Milos Saljic havde Mladic svært ved at holde tårerne tilbage, inden de kom.

"Jeg sagde til ham: 'Du bliver nødt til at huske, at det er dig, der er bedstefaderen'. Og han fattede sig," siger advokat Saljic.

Udleveringen af Mladic skete på trods af appel og protester fra hans advokat og hans familie. De fastholder, at Ratko Mladic er for syg til at blive udleveret. At han har vildfarelser, er forvirret og ikke er i stand til at vidne.

Mladic er blevet undersøgt af fem læger, der er tilknyttet Den Særlige Domstol. De godkendte i sidste uge, at han kunne udleveres. Og den betragtning er assistent-anklager ved domstolens krigsforbryderkontor enig i.

"Jeg har besøgt Mladic og talt med ham i flere omgange. Han er en mærket mand. Men han er fuldstændig klar over, hvad der er sket, og hvor han er. Og han har indset, at han skal til Haag," siger assistentanklager Bruno Vekaric.

Mladic sidder nu i det topsikrede Scheveningen-fængsel i Haag, hvor han afventer retsforfølgelse blandt andet for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

stubbe@k.dk