Mormonske missionærer smider tøjet

En amerikansk mormon har engageret trosfæller til at posere i bar overkrop i kalenderen "Mænd på en mission"

Mormonerne i kalenderen "Mænd på en mission" har væsentlig mindre tøj på end denne prædikant.
Mormonerne i kalenderen "Mænd på en mission" har væsentlig mindre tøj på end denne prædikant. Foto: colourbox.

Svulmende overarme og stenhårde mavemuskler.

12 missionærer fra den amerikanske mormonbevægelse fremviser imponerende fysik i en kalender, som den 32-årige mormon Chad Hardy netop nu producerer.

Ønsker åben religion

Kalenderen, "Mænd på en mission", viser de 12 tidligere missionærer i forskellige bibelske situationer.

Sloganet for kalenderen er "Åbne skjorter, åbne sind", og med det ønsker Chad Hardy at skabe åbenhed omkring en mormontro, som ifølge ham fremstår meget lukket.

"Mormonkirken fremstiller sex som noget beskidt - vi fremstiller sex som noget smukt", siger han til LA Times.

Kompliceret kalender

Den nuværende kalender er den tredje af sin slags, og de foregående produktioner har skabt problemer for Chad Hardy.

Godt nok solgte 2009-udgaven 10.000 eksemplarer, men den førte samtidig til, at mormonledelsen ekskluderede Hardy, ligesom han i øjeblikket kæmper for at beholde sin universitetsgrad.

Det har dog ikke afskrækket Chad Hardy, som også planlægger en kalender med sexede - dog påklædte - mormonmødre.