Muren, der overskred den grønne linje

Ritualer i kirken. Her er det "Jesus

Israel har netop – 10 år efter at de første cementblokke blev lagt – genoptaget byggeriet af den mur, der adskiller israelere og palæstinensere. Her ved byen Qalandia Atarot tæt på Jerusalem. – Foto: Mahmoud IlleanDemotix. / Scanpix

Palæstinensiske børn leger ved den israelske sikkerhedsmur tæt ved byen Mafha. – Foto: Pavel WolbergEPA. / Scanpix

Muren mellem Israel og palæstinenserne har eksisteret i 10 år. Israel ser den som en succes, der har reddet menneskeliv, men den har en kvælende virkning på palæstinensernes dagligdag

Spørger man den israelske venstrefløj, er muren mellem Israel og palæstinenserne en idé, der endte i de forkerte hænder på det forkerte tidspunkt. Oprindeligt var idéen om en adskillelse mellem de to befolkninger den israelske venstrefløjs barn.

Tanken var at bygge den grænse mellem de to folk, som politikerne ikke havde mod til at forhandle sig til. En mur, et hegn og nogle forhindringer ned gennem landkortet på våbenstilstandslinjen, den såkaldt grønne linje, kunne ikke slå fejl, da det internationale samfund ser den grønne linje som en naturlig grænse mellem Israel og et fremtidigt selvstændigt Palæstina.

LÆS OGSÅ: Muren er et symbol på Israels kontrol

Men virkeligheden ville det anderledes. I stedet for at blive bygget af en venstredrejet israelsk regering ud fra et ønske om at sikre internationalt anerkendte grænser og dermed de facto skabe to stater, blev idéen om en mur adopteret i 2002 af daværende premierminister Ariel Sharons Likud-regering. For Sharon havde muren en helt anden betydning. I 2002 var fredsforhandlingerne for længst brudt sammen. Al-Aksa-intifadaen rasede. Israelere blev myrdet af palæstinensiske selvmordsbombere på cafeer, i busser og på grøntsagsmarkeder. I den sammenhæng hev Ariel Sharon idéen om fysisk adskillelse op fra skuffen men ikke i dens oprindelige form.

For Ariel Sharon og for de israelske regeringer siden 2002 har muren været en sikkerhedsmur. Ingen grænse. ingen internationalt anerkendt barriere. Derimod et fænomen, der skærer gennem begge sider af den grønne linje og beslaglægger palæstinenseres marker, vandressourcer, og som i mange tilfælde gør Vestbreddens infrastruktur til en ufremkommelig labyrint.

For det officielle Israel er der tale om en fysisk forhindring, der skal sikre israelerne mod terrorangreb. En barriere, der gør det svært for selvmordsbombere at trænge ind i Israel. Og det er lykkedes. Antallet af selvmordsangreb er faldet drastisk, og flere af de palæstinensere, der har været involveret i selvmordsaktioner eksempelvis den afdøde leder af al-Aksa Brigaderne i Nablus, Fadi Kafisheh har tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at Israels sikkerhedsmur gør det vanskeligere at udføre selvmordsaktioner.

Barrieren er planlagt til at strække sig over 790 kilometer, men for fem år siden, da intifadaens voldsbølge begyndte at ebbe ud, fastfrøs man byggeriet, da 406 kilometer var bygget. For 14 dage siden beordrede regeringen byggeriet genoptaget. Ifølge nogle israelske medier er årsagen, at det israelske sikkerhedsvæsen har overbevist politikerne om, at en ny voldsbølge venter forude på grund af det manglende gennembrud i forhandlingerne mellem parterne.

En ventet udvikling vil mange på den palæstinensiske side af muren sige. For mens Israel kan mærke murens effektivitet på sikkerhedsfronten, er den årsag til stor frustration på den palæstinensiske side.

Amal Hammad, medlem af Fatah-bevægelsens centrale komite, betegner fortsættelsen af byggeriet som en meget farlig beslutning.

Byggeriet af apartheid-muren er et direkte resultat af Israels ønske om at lade de jødiske bosættelser omkring Jerusalem omfatte af muren, siger hun.

I den udtalelse sammenfatter hun den palæstinensiske frustration over det, israelerne kalder for sikkerhedsmuren. 85 procent af muren er bygget på den palæstinensiske side af den grønne linje. Selvom Israels højesteret har tvunget politikerne til at ændre murens rute nogle steder, har den en kvælende virkning på den palæstinensiske befolkning. I den nordlige del af Betlehem har muren næsten taget al liv ud af et ellers velfungerende forretningsliv. I byen Kalkilya har mange palæstinensere valgt at flytte til Ramallah, fordi Kalkilya er blevet afskåret fra de omkringliggende marker. I øjeblikket har byen en enkelt udkørsel, der er kontrolleret af en israelsk kontrolpost. I byen al-Walajeh lige syd for Jerusalem er palæstinenserne så godt som indhegnet fra alle sider af muren. For at være i stand til at beskytte de omkringliggende bosættelser er Israel nødt til at lægge ruten på den måde. I Abu Dis i Østjerusalem undgik al-Quds Universitetet kun i sidste øjeblik at blive splittet i to dele af den israelske mur. Israelsk sikkerhedslogik sagde, at muren skulle skære gennem universitetets campus, så lokaler lå på den ene side og sportsområde på den anden side. Den beslutning blev underkendt af højesteret. Men i andre tilfælde har murens beliggenhed betydet, at palæstinensere i Jerusalem nu skal køre op til to timer, alt afhængig af situationen den pågældende dag, for at komme på det samme hospital, der før i tiden kun lå på fem minutters afstand.

Med 10 år i den situation og udsigt til flere kilometer israelsk mur og hegn kan palæstinenserne mildt sagt ikke dele Israels tilfredshed med, at muren skaber sikkerhed. Det modsatte er måske tilfældet. At frustrationen over muren i virkeligheden er med til at lægge grundlaget for det næste voldelige sammenstød mellem parterne.