”Muslimerne har altid hadet os”

Vi kan ikke bo i et land, hvor vi bliver behandlet som dyr, siger Kamy Waad, der er flygtet fra Islamisk Stat

Kamy Waad, der som kristen flygtede fra storbyen Mosul, ser ingen anden udvej end helt at forlade Irak.
Kamy Waad, der som kristen flygtede fra storbyen Mosul, ser ingen anden udvej end helt at forlade Irak. Foto: Nikolaj Krak. .

Han er vred og mismodig, men egentlig overrasket vil den 22-årige Kamy Waad ikke sige, at han er. At hans hjemby, Mosul, ville ende med at blive umulig for kristne at bo i, havde ligget i kortene noget tid.

Kamy Waad er en af de godt 160.000 kristne, der sidste sommer måtte efterlade alt, hvad de ejede, og flygte, da den ekstreme gruppe Islamisk Stat (IS) indtog den irakiske storby og de omkringliggende landsbyer.

”Vi har lidt under islam i mange år. Muslimerne i Mosul er så ekstreme og har altid hadet os. Hvis man ikke er en af dem, er man en vantro og bliver set som en person uden en gud eller religion,” siger han.

Byen, der nu har været under IS' styre i et år, oplevede, at den religiøse ekstremisme tog til, efter at landets diktator Saddam Hussein faldt i 2003. Skyderier, kidnapninger og overfald blev en del af hverdagen. Især bombesprængninger husker Kamy Waad som noget, der gjorde livet hårdt:

”Det skete dagligt, at nogen eller noget blev sprængt i luften. Vi hørte hele tiden eksplosioner. Så var det en bilbombe, så var det en selvmordsbomber. Ekstremisterne tror jo, de kommer i himlen, hvis de dræber sig selv,” siger han.

Situationen blev så presset for Kamy Waads familie, at de, allerede nogle måneder inden Mosul faldt til IS, udlejede deres hus og flyttede til en kristen forstad lidt uden for byen. Her følte de sig nogenlunde sikre, da de var omgivet af både kurdiske og irakiske soldater. Men da IS' krigere begyndte at nærme sig forstaden, forsvandt alle soldaterne.

Der opstod panik i byen, fortæller Kamy Waad.

”'IS kommer! IS kommer! Soldaterne er flygtet. Skynd jer at komme væk',” løb folk og råbte på gaderne. Det var et kaos uden lige,” siger han og kommer nærmest til at le ved at tænke tilbage på den absurde situation.

Men hurtigt skifter hans stemme og bliver mørk af alvor. Han går i stå i sætningerne, mens han fortæller, hvordan hans familie mistede alt den dag.

”Hele min fremtid blev visket ud. Vi efterlod alle vores ting. Jeg ejer intet nu, ikke engang et id-kort,” siger han.

Kamy Waad var få måneder tidligere blevet færdiguddannet og havde fået et job på et olieraffinaderi. Også det måtte han lade bag sig, da hans familie i al hast klemte sig sammen i en bil og flygtede til den kurdiske by Erbil godt 100 kilometer øst for Mosul.

Her blev de indkvarteret sammen med et par hundrede andre familier i en katolsk kirke. De første uger boede de under træerne i kirkens have, mens solen sendte dagstemperaturen op mod de 50 grader. Senere blev der sat telte op, og for et par måneder siden blev kirkens jord fyldt med beboelsescontainere.

De seneste måneder har Kamy Waad brugt dagene på at hjælpe præsterne med at skabe en hverdag for børnene. Han holder dansetimer for dem, giver en hånd med undervisningen og bruger ellers tiden på at gennemskue, hvordan den slørede fremtid kan blive mere klar.

En ting er han dog sikker på om fremtiden. Han skal ikke tilbage til Mosul.

”Jeg har mistet det absolut vigtigste i min hjemby, nemlig tilliden. Jeg stoler ikke på nogen i byen længere. Selvom mine venner derhjemme er dejlige mennesker, er de stadig muslimer. Hvad hvis de en dag begynder at tage Koranen seriøst? Så vil de dræbe mig. Det har jeg set med så mange muslimer, hvor de pludselig er blevet ekstreme og kun taler om at dræbe vantro. Vi har brug for en anden løsning for fremtiden,” siger han.

Hvad kan en løsning være?

”For at være helt ærlig kan jeg ikke se andre muligheder end et visa, så vi kan komme væk. Vi er hadet her i landet.”

Det er ikke nemt for ham at sige. Han er iraker helt ind til benet og elsker sit land, understreger han.

”Men vi kan ikke være i et land, hvor vi bliver behandlet som dyr. Se på os, vi bor i containere i et land, der har masser af olie. Det hænger ikke sammen,” siger han.