Den 4. juni 2014 satte 15-årige Ida ild til en børneinstitution ved Bergen i det sydvestlige Norge. Ikke fordi hun generelt havde et aggressivt temperament, men efter et halvt år i myndighedernes varetægt med magtanvendelse og tvang kunne hun ikke længere holde vreden tilbage.
Ida havde tidligere skåret i sig selv mange gange, slugt glas og inden branden formået at knuse stort set alle institutionens vinduer med de bare næver i desperation. Hun omtales i Norge som ”Glaspigen”.
I løbet af halvandet år var den i dag 17-årige pige involveret i 49 sager hos myndighederne, efter at hun mod sin vilje blev fjernet fra sin mor og hjemmet på Karmøy syd for Bergen. I de efterfølgende syv måneder blev hun som kastebold sendt rundt mellem syv institutioner, indtil ingen til sidst ville have hende. Myndighederne fandt dog alligevel plads ved Skjold i Indre Troms - 1300 kilometer nord for hjemmet.
Her sidder hun stadig isoleret fra omverdenen i et hus, hvor hun beskæftiger 16 ansatte, der i skiftehold holder øje med hende.
”Der er meget øde her, og de få, jeg kender og kan tale med, er jeg næsten aldrig sammen med (“) Jeg vil tilbage til min familie og mine venner,” fortæller hun til Stavanger Aftenblad.
Avisen har skrevet norsk pressehistories længste reportage på 64 sider om Ida og afdækket myndighedernes svigt af en traumatiseret pige.
Årsagen til, at hun i det hele taget endte på institution, er ifølge avisen, at hun efter flere voldtægter under et ophold i Afrika begyndte at misbruge valium. Ida boede alene med sin mor, der ifølge de norske myndigheder vanrøgtede hende - dog uden at yderligere detaljer er kommet frem. Selv giver Ida ikke moderen skylden for sine problemer og vil gerne hjem.
Sagen har fået Region Stavanger til at indlede en udredning og har rejst en række spørgsmål om myndighedernes behandling af børn, som de er sat til at skulle hjælpe. Er det i orden at anvende håndjern og fiksere børn på gulvet med en voksen liggende ovenpå? Hvorfor fører myndighederne ikke statistik over magtanvendelse mod mindreårige?
Øivin Christiansen, der forsker i børns vilkår ved organisationen Uni Research Helse i Bergen, er stærkt kritisk.
”Sagen udstiller et hul i systemet, hvor nogle børn mod deres vilje kastes rundt mellem myndigheder og institutioner. Det er meget sjældent sundt for et barn at blive sendt så langt væk fra de vante rammer og personer, som Ida fortæller, hun savner,” siger han.
I løbet af de seneste år har der været en række afgørelser af børneværnet, hvor der er sået tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt med tvangsfjernelse. I Danmark har kritikken modsat flere gange handlet om, at man var for sent ude.
Senest har et norsk-rumænsk par med tilknytning til pinsebevægelsen fået frataget sine fem børn, fordi parret skal have brugt korporlig afstraffelse i opdragelsen. En historie, der har udløst demonstrationer mod Norge flere steder i verden.
Øivin Christiansen forklarer, at man i Norge har en anden opfattelse af, hvad der kan kaldes vanrøgt af børn.
”Der har været meget diskussion om sager med minoritetsfamilier, hvor børneværnet kritiseres for at fare for hurtigt frem. Med små børn griber man tidligere ind i Norge end eksempelvis i Danmark,” siger forskeren, der dog påpeger, at landene er på samme niveau, hvad angår håndteringen af unge.
Fra det officielle Norge er børne- og ligestillingsminister Solveig Horne gået ind i sagen og har beklaget. Hun håber, at granskningen af svigtet mod Ida kan fungere som lærdom for politikerne.
Årsagen til, at historien kom frem, var dog ikke myndigheders bekymring over pigens tilstand, men Idas desperate e-mail til journalisten Thomas Ergo fra Stavanger Aftenblad.
Han fortæller, at historien har skabt debat om isolering af mindreårige, magtanvendelse og hvorvidt myndighederne varetager børns menneskerettigheder.
”Indtil for få år siden var Ida en ganske almindelig og aktiv pige, der dyrkede sport, var social og boede hos sin mor. Det er historien om en pige, der sled i det psykisk efter overgrebe, men aldrig havde været i kontakt med politiet. I løbet af kort tid ender hun isoleret fra samfundet uden kontakt til omverdenen,” fortæller Thomas Ergo.
Han peger på, at det ikke har været hensigten at så tvivl om tvangsfjernelsen.
”Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, om de havde ret. Det, vi gør, er at skrive om en traumatiseret pige. Hvad var det for et liv, de norske myndigheder kunne give hende? Fik hun et bedre liv? Og hvad var det, de hjalp hende til? Det er det, vi har dokumenteret,” siger Ergo.
Det var i august 2014, at Ida bad om hjælp i en e-mail.
”Politiet bruger håndjern, og man bliver placeret med dem på med en lænke til fødderne (...) Jeg behøver hjælp for at blive hørt af børneværnet. Det er gået for vidt,” skrev hun.
Ida fylder senere på året 18 år og kan dermed ikke længere holdes i børneværnets varetægt.