Når dyden går amok

Tysk politolog betragter Vestens drøm om en ensartet, grænseløs verden som en sekulær udgave af den kristne universalisme

Beklageligvis blev det Fukuyamas vision, politikerne troede på efter Sovjetunionens kollaps. Det skriver den tyske professor Heinz Theisen.
Beklageligvis blev det Fukuyamas vision, politikerne troede på efter Sovjetunionens kollaps. Det skriver den tyske professor Heinz Theisen. . Foto: Geraint Lewis.

Da Sovjetunionen kollapsede, var der to store teser om fremtidens udvikling, som beherskede den politiske debat: Francis Fukuyamas om ”historiens ophør”, hvilende på antagelsen af, at alle nationer nu snart blev demokratiske - og Samuel Huntingtons forventning om et ”civilisationernes sammenstød”.

Beklageligvis blev det Fukuyamas vision, politikerne troede på.

Sådan skriver den tyske professor i statskundskab Heinz Theisen på det tyske publicistiske netværk achgut.com.

Resultatet blev enfoldig ”missionspolitik”, der ved sin idealistiske indblanding destabiliserede en række lande. Til straf for sin naivitet, siger Theisen, sidder Vesten nu omgivet af en ”Ring of Fire” (ring af brande), der rækker fra Nordafrika over Mellemøsten til Ukraine. Vesten troede at kunne hive et grænseløshedens himmerige ned på jorden, bemærker Theisen, der er katolik og skelner de aktuelle begivenheders teologiske rødder:

”Bag vores politiske universalisme gemmer sig intet mindre end kristendommens kærligheds-universalisme, men i en profaneret, forloren udgave uden arvesynd, uden jordisk jammerdal. Den slags direkte overføringer af himlen til jorden ender altid galt, for de forveksler det relative med det absolutte, det endelige med det uendelige.”

Og smittes politikken af verdslig religiøsitet, vil dens kritikere blive stemplet som onde:

”Den, der gerne legitimerer sig halv-religiøst, mener, at advarsler mod et grænseløst Europa og mod overekspansion af menneskerettighederne er 'højreorienteret'. Hvis al nuanceret argumentation skal kvæles på den måde, opnår vi ingen nuanceret handling. Moraliseringen er også årsagen til den sproglige forvirring, der for tiden hersker om asylsøgere, krigsflygtninge, migranter og indvandrere.”

Det er på tide at blive ædru og nedtone den ideologiske moralisme, mener den tyske professor:

”Kun en forsinket indsigt i nødvendigheden af grænser og begrænsninger vil kunne bidrage til at overvinde Vestens moraliserende universalisme og lede til en realpolitisk strategi.”

Vi må forlade vores forventning om en såkaldt unipolær verden - med kun ét centrum - og indse, at den faktisk forbliver multipolær - med mange centre. I en sådan verden skal man kunne balancere pragmatisk, have sans for det muliges kunst og lære at leve med det mindste onde. Som vi praktiserede det under den kolde krig. Og man skal kunne indgå skiftende forbund - som Vesten nu trods alt er begyndt på under kampen mod Islamisk Stat.

Besindelsen kom dog for sent i Syrien-konflikten. Der var ellers allerede i 2012 lagt op til forhandlinger med landets præsident, Bashar al-Assad, om en overgangsregering, men den amerikanske præsident, Barack Obama, ville ikke forhandle med en diktator - lidt tragikomisk, når man ser på USA's venner i regionen i øvrigt, bemærker Theisen. Her burde man netop pragmatisk have anset Assad for ”det mindre onde”.

Nu ankommer de mange fra regionen til EU. Og vi har så længe fejret vores åbenhed over for fremmede kulturer, at vi ikke rigtig længere kan hævde værtslandets egen kultur som den, der også skal være gæsternes, bemærker Theisen. Men hvis vi tillader parallel-kulturer, så skal vi også sikre os, at der ikke opstår parallelle lovsystemer i vore samfund:

”Jo mere liberale vi er over for kulturelle forskelle i samfundet, jo vigtigere bliver da den politiske integration i en statslig orden. Hertil hører, ud over lydighed over for lovene, respekt for de statslige institutioner lige fra skolerne til domstolene, uafhængigt af om man deler deres værdier og domme. Først anerkendelsen af den statslige orden gør det muligt at rumme forskellige kulturer i samfundet.”

Vigtigheden af denne respekt er allerede blevet understreget af de første beretninger om overgreb mod kristne i de tyske flygningeherberger.

”Mellemøsten er ankommet til Europa,” bemærker Theisen.

”Demokratiske, 'kristne' nationer ville gøre klogt i især at optage orientalske kristne, som gennem deres mentalitet, dannelse, kultur og trosbekendelse er lettere at integrere hos os.”

Theisen beklager EU's hang til det grænseløse og Unionens målrettede svækkelse af nationalstaten, for det er den, vi kan takke for de seneste 300 års udvikling i retning af demokrati, ligeberettigelse og social sikkerhed. Men nu, hvor EU tydeligvis ikke formår at sikre sin ydre grænse, rykker de gamle landegrænser naturligt i fokus igen. Theisen slutter manende:

”Med millioner af indvandrere fra den muslimske verden er de mere legesyge faser af multikulturalismen ovre. Nu gælder det retsstatens fortsatte beståen, og her er nogle begrebsafklaringer nødvendige. Vi kan ikke længere tale om 'religionsfrihed', når vi står over for en totalitær udfordring. Og islamkritikere er ikke pr. definition 'højreorienterede', men det er islamismen. Lige fra afvisningen af individuelle friheder til understøttelsen af ulighed opfylder den alle forudsætninger.”

Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd