Natascha Kampusch: Ti år efter tvinger omverdenen mig stadig til at genopleve min mørke fortid

Ti år efter at det lykkedes Natascha Kampusch at flygte fra sin bortfører Wolfgang Priklopil efter 8,5 års fangeskab, har hun stadig ikke fundet tilbage til en normal hverdag. For offentligheden kræver svar på selv de mest private spørgsmål. Vi bringer her et uddrag af hendes nye bog "Ti års frihed"

23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at flygte fra bortføreren Wolfgang Priklopils hus i Østrig.
23. august 2006 sluttede en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid, da det lykkedes den dengang 18-årige Natascha Kampusch efter 8,5 års fangenskab at flygte fra bortføreren Wolfgang Priklopils hus i Østrig. . Foto: Leif Tuxen.

"Tro på dig selv du er noget værd. Sig til dig selv at det nok skal blive godt igen. Vær stærk".

"Hold ud du skal nok klare det. Du skal nok få din belønning. Bare hold ud. Der er altid håb".

"Giv aldrig op! Tro på dig selv!! Tro på fremtiden. Alt bliver godt igen. Glück Auf!"

"Hvis du sætter dig noget for, og arbejder på at opnå det, vil du nå dit mål. Intet kan slå dig ihjel. Vær tapper. Alt hvad andre gør ved dig, bør ikke være dit proplem, gør dig fri".

"Det betaler sig at være flittig. I sidste ende får du altid hvad du vil have. Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere".

"Vejene mod målet er måske svære, men, med hvert skridt bliver det lettere!"

"Du skjuler alt når du er nødt til det. Når han rivver i dig eller er ondskabsfuld, er det ikke dit proplem, men hans!"

Disse linjer, inklusive alle stave- og tegnsætningsfejl, skrev jeg med forskelligfarvede blyanter på bagsiden af en vægkalender, mens jeg var fange. Nogle af sætningerne, der var særlig vigtige for mig, havde jeg også sat en cirkel om. Min håndskrift var lidt ubehjælpsom, der var ikke særlig meget plads at skrive på, så derfor gik sætninger og linjer over i hinanden. Ligesom alt andet i det lillebitte værelse.

Dage og nætter, minutter og timer, lys og mørke. Drømme og virkelighed, anspændt vågen tilstand og urolig søvn. Et helt liv fortættet på ganske få kvadratmeter og omgivet af tykke, massive mure. Jeg var for længst blevet umulig at finde, glemt og opgivet, som gerningsmanden altid prøvede at overbevise mig om.

Da jeg skrev disse linjer, var jeg 10 eller 11 år gammel,jeg kan ikke længere huske det præcist. Jeg var helt sikker på, at disse linjer, disse sætninger, der skulle indgyde mig mod, kun ville få betydning hernede i fangekælderen. At de skulle hjælpe mig gennem fangenskabet, ligegyldigt hvor mange år det ville komme til at vare. At de ville hjælpe mig med at adskille mig selv fra gerningsmanden og hans gerninger, ligegyldigt hvad han gjorde ved mig. Jeg havde slet ikke regnet med, at de også ville få betydning, den dag jeg ikke længere var fange.

Efter at det var lykkedes mig at befri mig selv, blev de over en halv meter tykke mure af murbrokker, beton og metal erstattet af nye. Ved første øjekast så de langt mere gennemsigtige ud, lettere at trænge igennem. Men endnu idag er det ikke lykkedes mig at nedbryde dem. Også fordi der hele tiden kommer nye til. De skyder op om mig som volde og sætter nye grænser for mig og for min nyvundne frihed, som jeg havde så store forhåbninger til, og som jeg udmalede for mig selv som den skønneste ting, mens jeg var fange.

Det er mure, som jeg kan løbe storm mod, ligeså tosset jeg vil, uden at de giver sig en tomme. Mure, der forekommer så vilkårlige, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal gennembryde dem. Hver gang jeg har forsøgt at forsone mig med livet – mit eget liv – og udvikle mig som menneske,har jeg stødt panden mod dem og er blevet kastet tilbage.

Mange af de nye mure er kommet udefra. De er rejst af offentlighedens interesse for mig, der på et tidspunkt ikke længere havde nogen grænser. Folk var fulde af empati og oprigtig medfølelse, men manglede også sans for etik ogmoral og var ufølsomme over for, hvad et offer som jeg havde behov for – også selv om jeg aldrig havde ønsket at være offer.

Den sympati, jeg blev mødt med i begyndelsen, blandedes snart med krav og forventninger, og kendsgerninger, der egentlig var klare og tydelige, trådte i baggrunden til fordel for spekulationer og vulgære teorier. Mange af dem, der havde haft med efterforskningen at gøre, eller som blev involveret i sagen, efter at jeg havde befriet mig selv, havde ikke blik for mennesket bag offeret, men så kun en chance for at blive kendt, også selv om det kun varede et enkelt interviews tid.

På den måde har forbrydelsen mod mig haft mange ofre, både direkte og indirekte. Mine forældre og resten af min familie er blandt dem. Jeg ved, at de, i de otte og et halvt år, jeg var fanget, befandt sig i et helvede af selvbebrejdelser og magtesløshed. Mens de selv vaklede mellem håb og resignation, måtte de finde sig i at blive mistænkeliggjort af offentligheden og være kastebold i medierne, der kæmpede indbyrdes om den ultimative ”inside-story”.

Der var også mine klassekammerater, der chokeret spurgte sig selv, om det var deres skyld, og som var bange for, om noget lignende kunne ske for dem. De mange efterforskere og eftersøgningshold, der var under pres for at skaffe resultater, selv om der ikke var mange spor at gå efter. Frygten for at svigte, faktuelle fejl, de evindelige nye teorier om, hvorfor jeg var forsvundet, og hvordan det havde været i fangenskabet, det var alt sammen en cocktail, hvis eftersmag er meget bitter den dag i dag.

Jeg er selv blevet en offentlig person, ikke fordi det er noget, jeg altid har ønsket mig, men fordi der aldrig er faldet ro over ”Kampusch-sagen”. Konspirationsteoretikere, journalister, efterforskere, både de rigtige og de selvudnævnte, politikere og jurister – de har alle sammen kogt suppe på mig og misbrugt mig til formål, jeg ikke har haft kontrol over, og hvis underliggende motiver ofte først er blevet tydelige senere hen. At opklare sagen og handle i offerets interesse har indimellem vist sig kun at være et påskud.

Jeg er blevet beskyldt for selv at have planlagt at blive bortført, at dække over mulige medgerningsmænd, at lyve, at henfalde til selvmedlidenhed og at slå plat på en historie, der umuligt kunne være foregået på den måde, jeg igen og igen har beskrevet den. For efter så mange års martyrium kan et offer for en forbrydelse jo umuligt se sådan ud. Jeg havde haft tid nok til at forberede mig på dag X, også selvom der skete mange andre ting, der væltede mig omkuld.

Jeg gik ikke og ventede på en redningsmand udefra eller et mirakel, men befriede mig selv på et tidspunkt, hvor jeg var fuldstændig klar til det, og der opstod en mulighed. Jeg bevarede kontrollen og overgav mig ikke til min skæbne. I de otte og et halvt år, jeg var fange, spillede jeg indimellem den rolle, gerningsmanden havde tiltænkt mig. Men jeg påtog mig den aldrig som min eneste rolle i livet. Jeg opgav aldrig min indre identitet, lod ham aldrig knække mig. Hvis det var sket, havde jeg sandsynligvis ikke overlevet.

Den styrke, det gav mig at være i stand til at tilpasse mig en surreel situation, blev nu, efter at jeg havde befriet mig selv, betragtet som en fejl. Som et tegn på, at det nok ikke havde været så slemt. I stedet for at glæde sig over, at jeg havde klaret mig nogenlunde i alle disse år, begyndte folk at pille mig ned. Begejstringen over ”miraklet i Strasshof” slog om i nid og nag, modvilje og til dels utilsløret had, som især væltede ind over fra mig fra anonyme kilder på internettet. En slags had, som jeg stadig ikke rigtig forstår.

Det kom så vidt, at jeg var nødt til at forsvare mig, selv om detvar mig, forbrydelsen var begået imod. Gerningsmandenvar uden for rækkevidde, og derfor var der ingen ”Priklopil-sag”, men kun en ”Kampusch-sag”. I en vis forstand måtte jeg bøde for den utryghed, som forbrydelsen havde udløst i samfundet. En enkelt mands kriminelle gerning havde blotlagt, hvor tynd civilisationens fernis er. Vi er de gode. Det onde er noget, der lurer i dybet, det skal helst se rigtig uhyggeligt ud, så vi kan kende det. Men sådan er det ikke. Det er ikke andet end et stort selvbedrag.

Når man kalder forbrydere for ”monstre” eller ”uhyrer”, sådan som man også gjorde med Josef Fritzl, og på den måde flytter dem fra det normale og over i en kategori af umenneskelighed og grusomhed, skyldes det måske et ønske om selv at få aflad. Den slags uhyrligheder kan man jo ikke forudse, de er jo utænkelige. Det skal nok passe. Men er det ikke også sådan, at ”samfundet” – uden at jeg vil generalisere – altid ser den anden vej og dermed lader tingene ske, fordi vi ikke kan holde ud, at det onde findes i vores nabolag, i vores familie, midt iblandt os?

Det er netop det, der gør os så utrygge, det, vi ikke kan holde ud. Der må nødvendigvis ligge noget større bag. At en enkelt mand, som egentlig var ganske rar, pæn og ordentlig, og som slog plænen, måske nok en ”mors dreng”, men sød og venlig, kunne gøre sådan noget – det er umuligt, det må ikke være sandt. Der må nødvendigvis stikke noget langt mere uhyrligt under, ellers kan vi ikke bære det. Jeg har måttet udholde begge dele. Både fangenskabet og den stedfortrædende ”fængsling” bagefter.

Somme tider har det været, som når børn prøver at holde liv i en mærkelig bille. De skændes om, hvem der skal holde den, og til sidst kvaser de den af bar iver. Selv måtte jeg efter min flugt leve op til så mange forestillinger, så mange roller, som man pludselig opfandt til mig, at jeg indimellem ikke vidste, hvem jeg selv var. De fleste mennesker har deres helt eget billede af mig som person. Der er intet så mærkeligt, som at blive stillet over for sig selv. Det er mærkeligt at gå og reflektere over sig selv inden for hjemmets fire vægge, men det er hundrede gange sværere, når det sker i fuld offentlighed.

Hver eneste journalist, hvert eneste menneske på gaden mente at vide bedre besked om, hvem jeg var, end jeg selv. De mente at vide, hvad jeg tænkte, hvad jeg havde brug for, hvad jeg følte, hvordan jeg var. Somme tider havde jeg det, som om jeg ikke kunne leve op til Natascha Kampusch. Jeg var ikke det helgenagtige ikon, næsten som Jomfru Maria, som man gjorde mig til på grund af et fotografi, der blev offentliggjort samtidig med de første interviews. Jeg var ikke et overjordisk væsen, ikke nogen engel, der var sendt ned på Jorden for at grundlægge en ny kirke.

Jeg var ikke en ufejlbarlig guide for folk, der selv har oplevet noget traumatisk, og som håbede, jeg havde en løsning parat. Jeg var heller ikke den luder, som man hellere måtte svine lidt mere til, så hun fattede, hvad det virkelig ville sige at være et nul. Heller ikke en inspiration til grove fantasier om, hvordan piger og kvinder faktisk burde behandles, eller et objekt for yderligere fornedrelse og ydmygelse. Det havde jeg ved gud været længe nok.

Jeg var flygtet fra én fjende og havde pludselig et ukendt antal nye – i visse fora på nettet havde jeg sågar flere tusinde. Uden at jeg kendte nogen af dem eller havenogen som helst forbindelse med dem. Men jeg var især uforberedt på i en sådan grad at blive udleveret til ”det derude”. For dette ”derude” havde så mange facetter, at det ikke var muligt at forberede sig. I fangekælderen havde jeg med tiden lært, hvilken reaktion og hvilken straf en bestemt opførsel ville føre med sig. Gerningsmanden var på en vis måde meget gennemskuelig. Han vidste, hvilke knapper han skulle trykke på for at ramme mig, og efter et par år vidste jeg også, hvordan jeg skulle ramme ham.

Han slukkede for strømmen, slukkede lyset, tog batterierne ud af min walkman, lod mig sulte. Han slog mig og mishandlede mig på andre måder. Jeg nægtede at kalde ham ”hersker”. Jeg havde magten til at sjuske med rengøringen, jeg kunne lade et hår ligge eller et fingeraftryk sidde, som kunne blive hans skæbne. Især i de senere år var jeg, når jeg for eksempel stod sammen med ham ved kassen i supermarkedet eller i byggemarkedet, altid bange for, at det hele ville blive afsløret, og at folk ville lægge mærke til mig. Jeg holdt kun nogle ganske få tråde i min hånd, mens jeg var fange, og der gik meget lang tid, før jeg blev klar over, at de overhovedet var der, og at jeg også selv indimellem kunne trække i dem.

Men udenfor, derude i de gode menneskers verden, havde jeg ikke en chance. Dér handlede det ikke om simple reaktioner, om bestemte handlinger, fejl, straf og belønning. Dér handlede det om mange forskellige interesser og om langt mere subtile former for straf og belønning. Den evigt ulmende ”Kampusch-sag”, der udover det egentlige opklaringsarbejde for længst slet ikke var nogen sag, gik mig mere og mere på. De mere og mere vanvittige rygter gjorde det umuligt for mig at finde fred. I begyndelsen blev jeg forarget. Så blev jeg vred. Og så efterhånden bare trist.

Jeg pinte mig selv med spørgsmålet om, hvorfor jeg dog i den grad blev afvist, hvorfor jeg blev som en udstødt, som man på en vis måde nærmest mente var en større forbryder end forbryderen selv. Selv de allerværste anklager var kun lige gode nok. Jeg forstod ikke, hvordan grænserne i den grad kunne blive sløret. Måske skyldtes det, at jeg ubevidst havde stillet et spejl op for visse mennesker eller dele af samfundet. At se ind i spejlet havde gjort dem bange. Bange for indre afgrunde, for for trængning, men også for at se deres egne styrker og svagheder i øjnene.

Jeg troede virkelig, at det, jeg i et interview engang kaldte mit ”tredje liv”, ville begynde, efter at jeg havde befriet mig selv. Et helt nyt kapitel, en ny begyndelse fuld af energi og muligheder. Jeg havde undervurderet, hvordan og hvor længe omverdenen ville tvinge mig til at genopleve min mørke fortid. Indimellem troede jeg oprigtigt, at jeg kunne stryge fortiden af mig, som var den en handske. At jeg ikke hele tiden ville blive konfronteret med det begrænsede liv, jeg havde ført. Som om jeg havde mistet hukommelsen og nu ville kunne leve et helt nyt liv.

Den metaforiske handske fik med tiden status af stridshandske. Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke har mistet hukommelsen, og at denne mørke handske altid vil minde mig om, at jeg har en fortid, som jeg ikke selv har valgt, og som vil følge mig hele livet. Jeg ved det, og jeg er forberedt på det, og jeg vil kunne klare det på en eller anden måde.

Somme tider vil det være nemt, andre gange svært. Men at andre ville slå mig i ansigtet med deres helt egne handsker, det havde jeg ikke forudset. Og somme tider gør deres motiver mere ondt end gerningsmandens ugerninger. De var i det mindste synlige.

Jeg har fuldstændig undervurderet, hvor meget energi det ville koste mig at afslutte noget, som folk åbenbart ikke ønskede skulle afsluttes, eller som ikke kan afsluttes. Hver gang jeg tror, at det er ved at lykkes mig, at jeg er på rette vej, bliver jeg belært af ”verden” om, at jeg tager fejl. Somme tider er det min egen indre verden, erindringerne, der forhindrer mig i at gøre mig fri af fortiden. Men ganske ofte er det en ydre verden, der åbenbart har en interesse i at forhindre mig i at leve mit eget liv.

Det gør den ved at spærre mig inde i en celle ligesom den, jeg i mange år virkelig var spærret inde i. Men som jeg åbenbart ikke må befri mig selv fra. For nøjagtig som gerningsmanden må gøres til noget, han ikke er, for at vi kan holde tanken om ham ud, må også offeret udfylde en rolle. Enten skal jeg være ødelagt for altid, eller også skal jeg leve op til et umuligt forventningspres. Jeg ved ikke, om udenforstående ville sige, at jeg er en fiasko. For eksempel fordi jeg endelig har gjort skolen færdig, men endnu ikke en uddannelse.

Jeg ved ikke, om jeg også i fremtiden vil blive betragtet som en fiasko. Det kommer an på, hvordan man måler ”fiasko”. For mig er det en sejr bare at være i live. At jeg er i stand til at udholde alt det, som jeg er blevet udsat for – også, ja faktisk i særlig grad i de seneste ti år. At jeg er næsten uafhængig af andre og kan leve et selvstændigt liv.

Jeg lever mellem to yderpunkter: Den overlevendes styrke og offerets svaghed. Måske skal man lige kigge en ekstra gang, før man kan se det. Det, der ofte er blevet tolket som arrogance og hovmod fra min side, var ofte ikke andet end et tilbagetog, et tegn på usikkerhed. En beskyttende skal, som jeg langsomt var begyndt at opbygge allerede i min barndom, og som jeg måtte bygge færdig, da jeg var fange. Jeg har undervurderet, hvor vigtig den ville være, også da jeg blev fri.

Ord kan gøre meget ondt. Og på samme måde kan bestemte mekanismer i samfundet slå meget hårdt. Jeg er på bitter vis blevet klar over visse sammenhænge, som mange aldrig får øjnene op for. Der er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg var blevet sparet for lige netop det. Og mens jeg sidder her og skriver disse linjer, ved jeg, at det er den slags udsagn, som mange igen vil tolke som ren selvmedlidenhed. Som vil generere blogindlæg med kommentarer som ”Så skrid da tilbage i kælderen”. At man vil sige, at nu skriver hun en bog mere, ”for hun gør sig altid til, den tøs er der ingen, der kan holde ud at høre på mere”. Jeg er forberedt på det. Og det vil ikke få mig til at miste troen på det gode i mennesket.

Heller ikke modet, hvis man da kan kalde det mod, til at sige det, jeg mener, er vigtigt. I et interview, tre år efter at jeg havde befriet mig selv, sagde jeg, at jeg følte mig som en orkidé, der var rykket op med rode, en plante, der var flydt med strømmen og endt et eller andet sted, hvor den kort havde slået rod kun for at blive revet med af strømmen igen. En blomst, der bliver plantet, dér, hvor folk gerne vil have den til at stå. Jeg ønsker mig, at denne bog vil bidrage til at forstå mit behov for at vokse og blomstre, dér hvor jeg selv vil, og på den måde, jeg selv vælger. Og at den vil bidrage til en forsoning, hvis læseren tør kaste et ekstra blik på mig, et blik bag facaden. Desuden vil jeg gerne sætte punktum for en historie, hvor vi alle sammen på en eller anden måde er blevet drevet rundt i manegen.

Jeg vil gerne bevare troen på mig selv og på min fremtid. Jeg har kun dette ene liv, og jeg vil få det bedste ud af det. Og selv om min vej gennem livet er tung, bliver den dog hele tiden lettere. Hver dag i frihed er en gave, som jeg prøver at tage imod med glæde og taknemmelighed. Og med mod og handlekraft.

Nelson Mandela sagde: ”Frihed er ikke bare at gøre sig fri af sine lænker, men at leve på en måde, der også respekterer og fremmer andres frihed.” Jeg må selv gøre mig fri af mine egne lænker – ligesom alle andre må gøre sig fri af deres …