Hvordan kommer man tilbage til livet, når man har fået frarøvet næsten halvdelen af sit liv og tilbragt otte et halvt år, 3096 dage, i et fangenskab præget af psykisk terror, vold og sult hos en mand, der bortførte en på vej til skole som 10-årig?
Det spørgsmål prøver Natascha Kampusch at besvare i sin bog, ”Ti års frihed”, der udkommer på dansk i dag. Den 23. august 2006 blev den 18-årige østrigske pige, som politiet aldrig formåede at finde, pludselig verdensberømt, da det lykkedes hende at flygte fra sin torturbøddel, som samme aften begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.
”Jeg håber, at bogen kan lukke et kapitel for mig. Den skal afslutte en fase af mit liv fyldt med omvæltninger, hvor jeg igen og igen er blevet hængt ud i medierne og har måttet forholde mig til undersøgelseskommissioner, hvis formål det officielt var at komme til bunds i efterforskningen, men som egentlig gik ud på at tryne mig. Jeg vil gøre mig fri af det nu,” siger Natascha Kampusch og nikker som for at forvisse sig om det en ekstra gang her under besøget hos sit danske forlag.
Rigtig fri har hun sjældent følt sig i de forgangne 10 år. Den medfølelse, hun i første omgang blev mødt med, slog hurtigt over i ond sladder, og der er blevet rippet op i traumet, når nogen såede tvivl om, at bortføreren havde handlet alene, eller hendes mor havde været involveret i kidnapningen. Spekulationer, som nye kulegravninger hver gang har manet i jorden.
Hvordan har du kunnet håndtere alt dette?
”Det ved jeg ikke. Men jeg har nok en medfødt viljestyrke. Jeg nægter at give op og prøver altid at have et optimistisk syn på tingene. Det hjalp mig også i fangenskabet, hvor jeg ofte sagde til mig selv, at der kommer altid en ny dag og en ny chance. Jeg opgav aldrig troen på, at det kunne blive bedre,” siger Natascha Kampusch.
Denne ukuelige optimisme hjalp hende også efter flugten. ”Jeg undslap over en halv meter tykke mure blot for at blive omklamret af nye mure,” som den 28-årige østriger skriver i bogen om det, hun betegner som et nyt fængsel af fordømmelser og fordomme.
”Jeg har lært, at jeg kan være vis på, at alle opfører sig besynderligt. Samt at tillid, hvor man tør åbne sig for andre, ikke er så ligetil. Der er mange ting, jeg lukker ude for at kunne leve i nuet. Men nu er jeg rustet til, at folk har svært ved at håndtere mig. Tidligere turde jeg ikke rigtigt bringe det på tale, for det ville blive udlagt, som om jeg var paronoid eller deprimeret. I dag er jeg ligeglad. Nu kan de ikke længere stemple mig som et stakkels barn. Jeg er voksen,” siger hun med endnu et bekræftende nik og ser sig omkring.
Det gør hun hele tiden. Kigger op på stukken i loftet og bemærker baren i huset overfor. Registrerer alting og ler en smule genert.
Det var et barn, som Wolfgang Priklopil hev ind i sin hvide varevogn med det syge formål at holde sig en hemmelig husslave. Men det var en ung kvinde, der under en rengøringsopgave undslap ved at udnytte et kort øjebliks uopmærksomhed fra hans side.
Efter de mange år i et lille, mørkt kælderrum på knap seks kvadratmeter under værkstedsgraven i Priklopils garage i en forstad til Wien var Natascha Kampusch på ingen måde forberedt på gensynet med verden udenfor. Alt var nyt for hende; lyset, larmen, lugtene, maden, menneskene. Og genforeningen med hendes fraskilte forældre blev akavet. Forældrenes tårer og omfavnelser var for overvældende, til trods for at hun i otte lange år havde drømt om gensynet.
”Det var, som om de ville knuse mig af bar lykke. Jeg var helt uvant med spontane følelsesudbrud,” skriver hun i bogen.
Og hjem kunne hun heller ikke komme.
”Jeg var udmattet og lettet over at være tilbage i frihed, mens min mor døgnet rundt var belejret af pressen. Det var skrækkeligt,” siger hun.
For den nyvundne frihed bød på massiv medieopmærksomhed, utallige afhøringer og lægelige undersøgelser, en hærskare af rådgivere og kontrakttilbud samt et møde med en undrende og chokeret offentlighed, som forlangte svar på, hvad hun helt nøjagtigt havde gennemlevet i sit mangeårige fangenskab.
”Jeg var slet ikke forberedt på det. Pludselig var der mange, der talte til mig, som om jeg stadig var et lille barn. Som havde travlt med at fortælle, hvad der var bedst for mig, og som ville vide, hvad der virkelig var foregået i kælderen. Når nogen er kommet ud for en alvorlig trafikulykke, hiver man jo heller ikke personen ud af bilvraget og spørger med det samme til alle detaljer i vedkommendes liv. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare kunne lade mig være fred, så jeg havde en chance for at finde mig til rette i mit nye liv,” siger hun og ryster på hovedet.
De første uger i frihed var hun indlagt på et hospital, men også her lå paparazzi- fotograferne på lur, og detaljer fra politiets afhøringer blev lækket til pressen. Hendes skriftlige appel om at blive ladt i fred fik ikke den ønskede virkning. Så to uger efter flugten stillede en usædvanligt fattet Natascha Kampusch op til et 40 minutter langt tv-interview, som blev den mest sete udsendelse på østrigsk tv nogensinde og solgt til 120 tv-stationer verden over. Her fortalte hun om, hvordan hun var blevet tvunget til at sulte i fangenskabet, som de sidste år blev afbrudt af korte udflugter uden for huset, hvor Priklopil holdt hende i kort snor med dødstrusler. Hendes psykolog forklarede pigens forbløffende modne optræden med, at selvsikkerheden var en beskyttende brynje for hende. Andre eksperter advarede om, at offentligheden havde fået et misvisende indtryk af pigen, som i det lange løb kunne give bagslag.
En forudsigelse, der kom til at holde stik. For nu begyndte konspirationsteorierne først for alvor at florere, og hun blev mødt af hånende kommentarer om at smutte tilbage i sit fangehul, da hun senere samme år flyttede i en lille lejelejlighed i Wien, hvor hun stadig bor. Det er reaktioner, som til stadighed undrer hende.
”Der var rigtig mange mennesker, som på en måde følte sig truet af mig. De har haft svært ved at fatte det skete. ’Hun kan jo ikke have overlevet og samtidig reagere så suverænt på det. Der må jo ligge noget andet bag,’ var ræsonnementet. Og voksne mennesker var sært nok misundelige på mig. Hvorfor kunne de ikke unde mig, at jeg endelig var fri?”, spørger Natascha Kampusch.
Hvordan kan man være misundelig på det, der er overgået dig?
”De var misundelige på min selvtillid og den opmærksomhed, jeg fik. Måske havde disse mennesker brug for at styrke deres egen anseelse ved at nedgøre mig. Det var et enormt pres, men det har hjulpet mig, at jeg ved, hvad der virkelig skete,” siger hun.
Lige fra første færd spekulerede medierne i, hvorvidt Priklopil havde misbrugt hende seksuelt, eller om der havde været tale om et frivilligt forhold. Selv lagde hun ikke skjul på, at der havde fundet en slags misbrug sted, men henviste derudover til privatlivets fred.
Da hendes bog om fangenskabet, ”3096 dage”, blev filmatiseret i 2013, var det inklusive en ny scene, hvor Priklopil, spillet af danske Thure Lindhardt, binder og voldtager den ultratynde teenager. En scene, hun over for tysk tv erkendte at have sagt god for, da det i forvejen fremgik af lækkede afhøringsprotokoller. I bogen udtrykker hun skuffelse over, at det ikke fremgår af filmen, ”hvad det var for et liv, jeg var tvunget til at føre i hans hus”. Og hun holder fast i, at offentligheden ikke har krav på at kende alle detaljer af hendes fangenskab.
”Der er ting, jeg holder for mig selv; andre behøver heller ikke fortælle alt. Der findes mennesker, som man ikke aner har oplevet slemme ting. For det vedkommer ikke nogen. Men da alle har kendskab til, hvad jeg har oplevet, mener de at have krav på at vide alt, ja, at jeg ligefrem skulle være moralsk forpligtet til at fortælle alt,” siger hun og forklarer det med, at forbrydelsen var hinsides folks fatteevne, og at der i Østrig hersker en tendens til at holde ting skjult.
”Og her virkede jeg som et spejl for samfundet – som et spejl over det, man ikke taler om,” siger hun.
Halvandet år efter hendes flugt kom det frem, at Josef Fritzl i 24 år voldtog og holdt sin datter indespærret i sin kælder i byen Amstetten. Her fødte datteren syv børn, hvoraf det ene døde. Det skete i den samme delstat, hvor Natascha Kampusch blev holdt som gidsel, og hun har siden givet omkring 200.000 kroner af de donationer, hun selv modtog efter sin frigivelse, til Fritzl-ofrene, som i dag har fået en ny identitet.
”Jeg følte et behov for at hjælpe dem. De mange børn var jo født ind i det, og derfor er deres smerte endnu mere rodfæstet. Jeg blev jo ikke født i fangekælderen. Det er en afgørende forskel,” siger Natascha Kampusch.
Men hvad er årsagen til, at det lige er i Østrig, at den slags forbrydelser sker og først opdages efter mange år?
”Efter Anden Verdenskrig opstod der en mentalitet i Østrig, hvor man sagde til sig selv, at ’ganske vist deltog vi i nazismens forbrydelser, men vi taler ikke om det. Vi er både ofre og gerningsmænd’. Hele dette tabu præger vores samfund frem til i dag,” mener hun.
Hvorfor bor du så stadig i Østrig?
”Fordi jeg holder af mit land og af naturen. Det er i Østrig, at jeg er født og har min familie, og derfor var det her, jeg ville finde mig til rette igen, selvom folk har været grove over for mig. Jeg ville have følt mig endnu mere fortabt, hvis jeg var havnet et andet sted eller have fået en ny identitet, som flere rådede mig til. Men hvorfor skulle jeg opgive mit navn en gang til, efter at bortføreren igennem alle årene havde frataget mig mit navn,” siger Nata-scha Kampusch.
Han kaldte hende Bibi i fangenskabet i det gule hus i Wien-forstaden Strasshof, hvor hun stadig kommer af og til. For huset er hendes nu. Hun fik tilkendt det af dødsboet som en slags erstatning, og nu hænger hun på det i form af de faste udgifter. Op til udgivelsen af ”Ti års frihed” har hun vist østrigske og tyske medier rundt i huset, hvor alt fremstår som for 10 år siden – bortset fra fangekælderen, som kommunen for tre år siden beordrede lukket til, da der var tale om et ikke-godkendt hulrum. Hun kan godt se det groteske i, at hun ejer det hus, som hun altid drømte om at slippe væk fra. Som hun skriver i bogen, blev hun husets ejer, fordi hun ikke ville have, at det blev forvandlet til et pilgrimsmål for perverse.
Men hvorfor rippe op i det hele en gang til og vise huset frem for pressen?
”Det er også en slags katarsis. Det er i hvert fald mit håb. Nu har folk haft mulighed for at se huset, og at der ikke var tale om et liv i luksus. Det er bare et helt almindeligt nedslidt hus. Nu er der gået 10 år, og så er det også slut,” siger hun og forklarer, at hun helst vil af med det igen.
”Men folk er jo ikke ellevilde efter at købe det. Det ville også blive dyrt at rive ned. Man bør investere en masse tid, penge og energi i det.”
Og tiden er kostbar for hende.
”Jeg har jo fået en ny chance. Jeg tænker ikke på gerningsmanden særligt ofte længere, fordi jeg koncentrerer mig om fremtiden,” siger Natascha Kampusch.
Hun går til sangundervisning, nyder at ride og er stadig i samtaleterapi en gang om ugen, ”fordi det hjælper mig med at styrke mit selvværd”. For nogle år siden afsluttede hun sin folkeskole i enetimer og satser stadig på at tage sin studentereksamen, ”når jeg ikke er så flyvsk længere”, siger hun og viser en halskæde frem, som hun har lavet. Hun er engageret i velgørenhed, men venner har hun ikke særligt mange af, for ”jeg er uafhængig og vant til at være alene”.
Hvad fremtiden bringer, tør 28-årige Natascha Kampusch ikke spå om:
”Om 10 år står jeg mere på egne ben, hviler mere i mig selv og har måske skrevet fem-seks bøger om psykologi eller filosofi. Jeg drømmer om lykke og tilfredshed. Det er vigtigt for mig. Lykken er en flygtig fugl, som af og til lander på min skulder. Det er ikke så vigtigt at stifte familie, for jeg har min familie; det er nok. Men friheden er meget, meget kostbar. Den skal man være taknemmelig for, og det er jeg også i den grad.”