Når tyrkerne tilsyneladende reagerer helt ude af proportioner på omtale af det armenske folkedrab og kategorisk nægter at anerkende det, hænger det sammen med en særlig historieopfattelse i landet. Opfattelsen er baseret på en nationalisme, hvis fortalere mener, at en indrømmelse vil svække Tyrkiets eksistensberettigelse, lyder forklaringen fra to Tyrkiet-eksperter.
Den ene af dem er antropolog Daniella Kuzmanovic, der forsker i politisk kultur i Tyrkiet.
Tyrkerne har en forestilling om deres nation som truet på eksistensen. De ser ikke nationen som en selvfølgelighed, men som noget, der skal forsvares. Og omtalen af folkedrabet opfattes som noget, der kan true Tyrkiets velbefindende og eksistens, siger hun og fortsætter:
Meget nationalistisk-sindede tyrkere argumenterer med, at en anerkendelse kan give det internationale samfund mulighed for at presse Tyrkiet, og at der kan komme erstatningskrav eller endog krav om at afstå land til en armensk stat, hvis Tyrkiet indrømmer folkedrabet.
Det er blandt andet det, der er årsagen til den tyrkiske vrede mod USA, der er brudt ud i lys lue, efter at Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus i sidste uge godkendte en resolution, som fordømmer Det Osmanniske Riges massakrer på armeniere under Første Verdenskrig som folkedrab.
Ifølge Daniella Kuzmanovic er det blevet en del af tyrkernes nationale historieskrivning, at de har kæmpet sig til nationen, og at der altid er fjender, der vil udnytte svagheder og forsøge at undergrave landets eksistens. Det gør det svært at anerkende, at historieskrivningen er forkert, eller at der mangler store dele af den.
Claus Nederby Mortensen, der er ekstern lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, er enig i, at nationalistiske kræfter er på spil i Tyrkiet. Og det gør det svært at tage et opgør, mener han.
Når man taler om armenierne, dumper man ned i et åbent sår i tyrkisk historieskrivning. Grunden til, at det er så smerteligt med det armenske folkedrab, er, at Tyrkiet er en ung republik fra 1923, som ikke kan tåle nogen former for etniske udbrydergrupper. For at holde sammen på staten må man undgå indrømmelser til etniske minoriteter af enhver art, siger han.
Forrige sommer forsøgte et tyrkisk universitet at arrangere en konference om det armenske spørgsmål, og det fik flere politikere til at udråbe universitetet og professorerne som landsforrædere, fortæller Claus Nederby Jensen.
I Tyrkiet kan man blive straffet for at omtale det armenske spørgsmål som et folkedrab, og det umuliggør en offentlig diskussion. Noget, der ifølge Daniella Kuzmanovic er nødvendigt, hvis tyrkerne skal igennem en selvransagningsproces, som er forudsætningen for en omskrivning af den tyrkiske historiefortælling. Og der har det internationale samfund en vigtig rolle at spille.
Det er vigtigt at støtte den fortsatte udvidelse af ytringsfrihed og demokratisering, som vil kunne gøre, at man kan diskutere spørgsmålet i Tyrkiet. Jeg tror, man får meget lidt ud af at presse tyrkerne, når de ikke selv har haft mulighed for at tage et opgør. Så fremprovokerer man nemlig den nationale reaktion, hvor man føler, at man skal beskytte sig mod eksterne fjender, siger hun.
Claus Nederby Mortensen mener også, at opgøret skal komme fra Tyrkiet selv.
Vesten og Europa skal ikke blive en moralistisk klub. Vi er ikke et hak bedre. Det er i alles interesse, at Tyrkiet får et opgør, og det internationale samfund må gerne hjælpe det lidt på vej, men det skal komme indefra, siger han og understreger, at processen skal have lov til at tage den nødvendige tid.
Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere foreslået Armenien at oprette en fælles kommission af historikere, der kan se på det armenske spørgsmål.