Nepals frigivne slaver kæmper for levebrødet

Det er fantastisk, at vi er frie. Men det er svært at overleve rent økonomisk, fortæller en gruppe tidligere gældsslaver i det sydlige Nepal

Durpati Choudhary er en af de mange, der har svært ved at finde arbejde efter frigivelsen af gældsslaver i Nepal. Nu forsøger hun sammen med andre kvinder at tjene penge på at opdrætte ænder på en lille farm i landsbyen Shobhatal i det sydvestlige Nepal.
Durpati Choudhary er en af de mange, der har svært ved at finde arbejde efter frigivelsen af gældsslaver i Nepal. Nu forsøger hun sammen med andre kvinder at tjene penge på at opdrætte ænder på en lille farm i landsbyen Shobhatal i det sydvestlige Nepal. Foto: Kishor Sharma.

Durpati Chaudhary var 15 år, da hendes forældre giftede hende bort til en mand, der var gældsslave hos en godsejer.

Hun blev også selv gældsslave. Parret boede i en lille hytte nær herremandens hus. Durpati arbejdede 15 timer om dagen syv dage om ugen i marken eller med forefaldende husarbejde uden at få løn. Da hun fik sit første barn, måtte hun overlade den lille baby til godsejerens mor, mens hun selv gik i marken.

I dag er Durpati ikke længere gældsslave, men en fri kvinde på 40 år med en genert fremtoning og et let furet ansigt. Den ranke kvinde med blomster i det lange sorte hår har en datter på 14 år og to sønner på 12 og 13 år. Hun har aldrig gået i skole og er analfabet.

Det seneste år har hendes tilværelse ændret sig til det bedre. Durpati viser stolt den andefarm, som hun er begyndt at drive sammen med 10 andre kvinder i landsbyen Shobhatal i det sydvestlige Nepal på grænsen til Indien. Bag en lille mur og et trådhegn går 300 ænder rundt. Durpati er formand for landsbyens andelaug, og hun håber, at ænderne kan sælges til restauranter eller som religiøse offergaver. De 10 medlemmer har bygget nogle stråtækte huse lavet af bambuskæppe, og de har gravet hul ud til en lille dam, som ænderne kan svømme i. De skiftes til at passe ænderne og holde vagt om natten, så de ikke bliver taget af større dyr. De betaler hver, hvad der svarer til syv kroner om måneden til foder. Det er en stor sum i den fattige landsby. Men Durpati håber, at investeringen vil tjene sig ind.

Durpati Choudhary har som de øvrige beboere i landsbyen levet som livegne landarbejdere i årevis. De blev frigivet for 12 år siden, efter at den første lov om afskaffelsen af gældsslaveri blev vedtaget i 2002.

Det er en tirsdag formiddag, og en snes kvinder iført hvide slå om-nederdele og farvestrålende røde og lilla toppe sidder og står på cementgulvet i Shobhatals forsamlingshus og synger traditionelle sange for de fremmede gæster. Stemningen er munter, og der bliver leet og snakket højlydt. En gammel kvinde med et rynket ansigt har fået lidt for meget alkohol.

De muntre landsbybeboere tilhører alle tharufolket, der er en af de mest marginaliserede grupper i Nepal. Selvom de i dag nyder deres status som frie mænd og kvinder, lever de tidligere slaver som en forarmet underklasse i det nepalesiske samfund. Flere kvinder fortæller, at de i perioder har svært ved at skaffe penge til mad.

Derfor støtter den danske humanitære organisation Folkekirkens Nødhjælp via en lokal partner beboerne med at oprette små andelsvirksomheder. Udover andefarmen er der oprettet en svinefarm med 50 små grise samt en økologisk bananplantage med 3500 træer. Desuden hjælper lokale projektfolk kvinderne med at få den rigtige pris for varerne. Oprettelsen af de små farme og bananplantagen er en udfordring. 30 af ænderne døde af kulde denne vinter.

På en græsmark 500 meter fra andefarmen viser den 45-årige Kamala Choudhary 40 grise frem i en endnu ikke færdig svinestald opført af mursten og et trådhegn. Fem af grisene er døde.

”Vi har meget at lære. Men vi håber, at grisefarmen kan give os penge, så vi ikke er så afhængige af arbejde i udlandet,” siger Kamala, hvis mand er migrantarbejder i Indien.

Kamala Choudhary har et sørgmodigt udtryk i de sorte øjne, og hun fortæller, at det er svært at klare sig, fordi der ikke er arbejde i landsbyen. Men hun understreger samtidig, at hun stadig 12 år efter frigivelsen tænker på, hvor fantastisk det er, at hun selv kan bestemme over sit liv.

”Tidligere bestemte herremanden, om jeg måtte gå uden for huset. I dag kan jeg færdes frit. Jeg bestemmer selv,”siger Kamala Choudhary.

Durpati Choudhary, præsidenten for andelauget, er vant til, at hendes mand arbejder som daglejer på forskellige byggepladser. Men Durpati selv fortæller, at hun næsten aldrig kommer uden for landsbyen, fordi hun kun nødigt går ud på den anden side af den jungle, der omkranser landsbyen. Ifølge de projektmedarbejdere, der hjælper indbyggerne, er frygten for at bevæge sig frit omkring et af udtrykkene for den selvundertrykkelse, der følger af mange års liv i slaveri.

Durpati viser sit murede hus med to værelser og en separat staldbygning foran de grønne marker i udkanten af landsbyen. Bag huset ejer familien, hvad der svarer til en fodboldbane land. På væggen i det lille værelse med en seng og et lille tv-apparat placeret på et bord med lyserød, blomstret voksdug hænger billeder af både Kristus og Buddha. Durpati konverterede for nogle år siden til kristendommen ligesom mange andre marginaliserede og kasteløse i Indien og Nepal. Men da hendes mand blev syg, opfattede hun sygdommen som en straf for den religiøse omvendelse. Hun vendte derfor tilbage til sin oprindelige religion hinduismen.

Durpati taler ligesom flere andre kvinder i landsbyen positivt om sin tidligere herremand.

”Jeg var heldig, da jeg boede hos herremanden. Han behandlede os godt og sørgede for, at vi fik mad hver dag. Da jeg fødte min datter, tog hans mor sig af hende,” siger Durpati.

En medarbejder ved projektet fortæller, at Durpatis pæne omtale af herremanden skyldes, at kvinderne er præget af en mentalitet, der betyder, at de kender deres plads.Derfor ønsker de ikke at tale dårligt om folk fra højere samfundslag. Udover at give kvinderne et levebrød har oprettelsen af de små andelsvirksomheder derfor også en psykologisk funktion.

”Vi kan se, at kvinderne får større selvbevidsthed. Kvinder, der ikke før turde ytre sig, taler nu i forsamlinger, og de begynder at kræve deres ret,” siger Shreya Singh fra Folkekirkens Nødhjælps regionale kontor i Sydøstasien.

Durpati husker frigivelsen for 12 år siden som en lykkelig begivenhed, der vendte op og ned på hendes liv, selvom hun og hendes mand i perioder har haft svært ved at skaffe penge til mad. I dag har andefarmen givet hende en ny optimisme.

”Når jeg begynder at sælge æg, kan jeg tjene mine egne penge. Jeg kan mærke, at min mand ser op til mig nu, hvor jeg er blevet præsident for andelauget. Mine børn går i skole, og min drøm er, at de kan få en uddannelse og klare sig godt. Så behøver min datter ikke gifte sig så tidligt, som jeg gjorde. Det vigtigste er, at jeg i dag har min frihed. Jeg kan selv bestemme, når jeg vil gå ud,” siger Durpati.