Nigerias kulturarv er mere populær ude end hjemme

Henrik

En gang om året valfarter yoruba-folket til Agidan-bjerget i det sydvestlige Nigeria for at fejre deres oprindelige kultur og tro. Yorubafolket er med 35 millioner mennesker en af landet største etniske grupper. – Foto: Stine Kromann Dragsted.

Pakistanske kristne demonstrerer i Karachi efter drabet i marts i år på landets kristne minister for ...

Foto

Yorubafolket i Nigeria dyrker med stigende intensitet kristendom og islam frem for deres oprindelige tro og kultur. Samtidig strømmer pilgrimme fra andre dele af verden til Nigeria for at lære mere om den historiske arv

At den årlige kulturfestival i Oyo begynder med en bjergbestigning kommer som en overraskelse. Bjerget foran mig er ikke enormt, men opstigningen til det første plateau er stejl og bliver ikke mindre vanskelig af det mylder af nigerianere, der på en gang forsøger at klatre både op og ned. Her er adrætte unge, der utålmodigt forsøger at få fart på menneskemængden, og mødre med babyer bundet godt fast på ryggen, hvis små bagdele må tage imod en del hårde bump.

Selv går jeg i stå ved synet af en ældre mand midt på klippevæggen. Kroppen ryster voldsomt, og hans skrøbelige fingre ser ud til at være på nippet til at opgive grebet. Jeg råber til en flok unge drenge i nærheden, at de skal hjælpe manden med at komme ned, men de griner bare og nikker allerede på vej videre opad. Måske tager de for givet, at spirituelle kræfter beskytter alle de yorubafolk, der denne ene gang om året valfarter til Agidan-bjerget i Oyo for at fejre deres oprindelige kultur og tro.

LÆS OGSÅ: Når bestikkelse er nødvendigt for at få et job

Yorubafolket bor i det sydvestlige Nigeria og er med 35 millioner mennesker en af landets største etniske grupper. Oyo-empiriet var fra 1200-tallet og flere hundrede år frem Yorubalandets største kongedømme, og de fleste royale familier i regionen kan spore deres forfædre tilbage til den første Alaafin af Oyo. Dengang var regionen fyldt med hellige samlingssteder som Agidan-bjerget og dets lund. Men de fleste af disse steder er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til kirker eller moskéer.

Mange gange bliver steder simpelthen ødelagt af dem, der vil forhindre dyrkelsen af, hvad de opfatter som hedenske ritualer og afguder, fortæller Paula Gomez, som har lokket mig til Oyo og bestigningen af Agidan. Paula er portugisisk antropolog, som har tilbragt de seneste 21 år i Nigeria. Først for at studere yorubafolket og siden som aktiv deltager i kampen for at bevare det, hun kalder en rig og unik kulturarv.

Nigerianerne sætter kun pris på, hvad der kommer udefra, ikke hvad deres egen historie har at byde på. Mit mål er at vise dem og omverdenen, at de selv er værdifulde, og at deres egne traditioner har stor betydning, som ikke bør gå tabt, siger Paula.

Vi er nået op til en platform, og det, der ligner en hule på bjergets side. En fremmed mand dukker pludselig op og spørger forpustet, om jeg mon har penge på mig. Da jeg overrasket ryster på hovedet, giver ham mig straks småsedler og kolanødder, som jeg bliver instrueret i at lægge i hulens sprække for at ære den slange, der ifølge overleveringen lever i bjerget og velsigner området med vand.

Inden vi begynder nedstigningen, peger Paula på en kæmpe jernkonstruktion foran sprækken i klippevæggen.

Den blev bygget for nogle år siden for at beskytte stedet mod muslimer, der kom for at ødelægge hulen.

Jeg spørger, om muslimerne i området kommer nordfra, men Paula forklarer, at mange yorubafolk selv er muslimer. Opfattelsen af, at Nigeria er delt på midten mellem kristne og muslimer, er forsimplet, siger hun.

Der er mange kristne nordpå, ligesom der er masser af muslimer i syd. Du kan selv se, at der er både moskéer og kirker i alle byerne på egnen. Muslimerne har været de mest aggressive i deres modstand mod oprindelig tro. Jeg har set muslimer fra området angribe deres egne folk på åben gade og brænde deres huse. Det værste er næsten, at de, der diskriminerer om dagen, ofte kommer om aftenen og søger rådgivning hos en babalawo.

En babalawo er en slags vismand, som kan fortolke yorubafolkets tros- og videnssystem, kaldet Ifa.

De kristne har brugt en anden taktik til at påvirke den oprindelige kultur. Gennem årene har de tilbudt gratis skolegang og mad til børnene. Nigerianere er fattige folk, så hvem har råd til at sige nej til det? De familier, der valgte ikke at vende deres egen tro og kultur ryggen, blev gennem generationer de dårligst uddannede og fattigste. Men situationen er blevet bedre. Nu kan alle børn komme i skole uanset trosretning og med hjælp fra områdets traditionelle konge, Alaafin af Oyo, hvis far selv bekendte sig som muslim, er der i dag en større grad af fredelig sameksistens også med muslimerne, fortæller Paula.

Nede i lunden bølger en festlig stemning gennem folkemassen i takt med de mange yorubatrommerytmer. Der er et leben af folk i smukke, farverige gevandter, og rundt omkring sidder familier og nyder en bid i det grønne.

Hvis du ser omkring dig, er her i dag masser af både troende muslimer og kristne, men derfor kan de jo godt fejre de gamle traditioner, mener Paula.

Egentlig vil Paula Gomez helst ikke tale så meget om religion.

Glem alt om religion, ellers kan vi ikke hjælpe denne kulturtradition med at overleve i nutidens Nigeria. Yorubakultur handler om rige traditioner inden for musik, kunsthåndværk og mundtlige overleveringer. Og Ifa er mere end en religion, det er et livsanskuelse, som tager udgangspunkt i menneskets forhold til naturen og universet, forklarer hun.

Under en teltdug er der koncentreret opmærksomhed om en ældre mand, som ryster nødder rundt på et fint udskåret bræt dækket i støv. Det er en babalawo, der er ved at spå om den kommende høst, og hvordan året vil forløbe i Oyo.

Vi er et landbrugssamfund, og vi fejrer altid Ifa i begyndelsen af regnperioden, som indleder sæsonen, forklarer Abildun Agbola.

Han er udlært babalawo, men er til hverdag sociologiprofessor på universitetet. Abildun forklarer, at det kræver langvarige studier af de 256 vers i trossystemet at blive babalawo. Spådomme sker ved at fortolke binære koder, der formes af antallet af øjne på hellige palmenødder og så relatere dem til et af de 256 vers i trossystemet.

Paula afviser, at der er tale om religiøse ritualer. Hun sammenligner snarere yorubakulturens mytologiske for-tællinger og vers med den nordiske mytologi og de græske gudehistorier.

Nigerias største eksportvare har i mange år været olie. Men lang tid før Nigerias elite begyndte at spinde guld på olieproduktionen, var det slaver som blev eksporteret over Atlanten. De tog en stærk kulturtradition med sig. Nu søger yorubaefterkommerne fra Brasilien og Caribien tilbage til Nigeria for at lære mere om deres kulturhistorie og religiøse og musikalske rødder.

På kulturfestivalen i Oyo møder jeg både en konsul fra Trinidad, en professor fra Brasilien og Cubas ambassadør i Nigeria, der har gjort rejsen fra Nigerias hovedstad, Abuja, til Oyo, for at deltage i festivalen.

Yorubafolkets kultur og religiøse traditioner står meget stærkt i Cuba og er en vigtig del af den cubanske identitet. Derfor ønsker vi at styrke vores bånd til Yorubafolket i Nigeria for at bevare kulturen og søge gensidig berigelse. Vi er for eksempel begyndt at sende cubanske trommeorkestre til Nigeria for at lære mere om de traditionelle nigerianske bata-trommerytmer, som udgør vores musikalske rødder, fortæller ambassadøren og tilføjer, at en stigende andel hvide cubanere nu også dyrker den cubanske santeria-religion en sammensmeltning af yoruba- og katolsk tro.

Jeg møder mange nigerianere, som er overraskede over, hvor stolte vi som diaspora er over vores yorubakultur, siger Willis Santos fra Brasilien.

I Brasilien er der ikke det store skel mellem vores afrikanske rødder og den katolske tro. Gennem årene er andre praksisser blevet integreret, og der er rum for dialog med traditionelle kulturtraditioner. Mange yorubaånder og katolske helgener er smeltet sammen, og vi har officielle fester for Shango. Her i Nigeria hører jeg igen og igen folk beskrive den oprindelige tro som uciviliseret, men hvis du ser under overfladen i Nigeria, er tingene ikke sorte og hvide. Efter et par måneder i landet har jeg opdaget, at der ikke er en så skarp opdeling mellem kristendom, islam og oprindelig tro, som man først får indtryk af. Også her er de mange traditioner og ritualer blandet sammen, siger han.

Da aftenen går på hæld, er det tid til en audiens hos kongen. Hans kongelige majestæt, Adeyemi den Tredje, glæder sig over, at lande som Cuba og Brasilien viser så stor interesse for yorubakulturen og dens rødder.

Det viser, at kultur er en meget dynamisk størrelse, som ikke dør let. På trods af slaveriet og på trods af mange hundrede år i andre lande har efterkommerne været i stand til at bevare det autentiske i deres kultur. Det beundrer jeg dem for.

Anderledes står det til i Nigeria, hvor kongen advarer ungdommen imod at glemme deres rødder og dermed deres ståsted.

Hvis vi nigerianere vender vores traditioner ryggen, bliver der et tomrum, og vi ender som fattigere mennesker, formaner han.

For Paula Gomez er besøgene fra Cuba, Trinidad og Brasilien ikke blot et vigtigt redskab til at skabe international opmærksomhed om det vigtige i at bevare yorubafolkets kulturarv og presse de nigerianske politikere til at komme på banen. Hun håber også, at yorubaerne selv vil tage deres forhold til de kulturelle rødder op til genovervejelse, når de oplever den interesse og respekt, som udlandet viser.

Det er som en cirkel, der bliver sluttet. Brasilianerne er ved at bringe yorubakulturen til Europa, hvor et stigende antal dyrker både traditionerne og trossystemet. Nu mangler vi bare, at europæerne vender tilbage til Nigeria for at dyrke i stedet for at afvise denne rige kulturskat, siger hun håbefuldt.