En strandet fredsproces, tårnhøj arbejdsløshed blandt unge palæstinensere og frygten for, at jøder vil overtage al-Aqsa-moskéen i Jerusalem.
Sådan lyder en række af de emner, analytikere den seneste uge har fremhævet som forklaring for, hvorfor volden igen er blusset op i konflikten mellem israelere og palæstinensere med næsten daglige knivoverfald og skyderier.
I sidste uge skar den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, igennem og sagde, at den nuværende palæstinensiske vold i bund og grund skyldes frustrationer over de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.
Over de seneste år er bosættelserne vokset med en sådan hast, at de af både EU og USA ses som hovedproblemet i at nå en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne.
John Kerrys udtalelse har vakt vrede blandt israelske politikere og bliver formentlig et af hovedemnerne, han kommer til at diskutere med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, når de mødes i denne uge om krisen i Israel.
Men hvordan er det kommet så vidt, at bosættelserne, snart 50 år efter at den første blev etableret, i dag står som et af de største problemer mellem palæstinensere og israelere og meget vel kan forklare den bølge af vold, der lammer Israel og Vestbredden?
Grundlæggende handler det om, at de bid for bid har eroderet håbet og grundlaget for en palæstinensisk stat, siger Sarit Michaeli, talsperson for den israelske organisation B'Tselem, der dokumenterer israelske brud på menneskerettighederne på Vestbredden.
”Bosættelserne vokser ved at inddrage den jord, palæstinenserne ser som deres fremtidige stat. En stat skal nødvendigvis have en vis form for geografisk sammenhæng og have rådighed over landområder til industri, landbrug og beboelse for at fungere. Men det vil ikke være muligt i en fremtidig palæstinensisk stat på grund af bosættelserne,” siger hun.
I dag udgør de bebyggede områder af bosættelserne blot et par procent af Vestbreddens samlede areal. Men ifølge B'Tselems vurdering strækker bosættelsernes bygrænser sig over et område på godt 40 procent af Vestbredden.
”Det er et meget stort stykke af deres landområde, palæstinenserne er forvist fra. Det begrænser deres bevægelsesfrihed betragteligt og lægger beslag på vigtige ressourcer, ikke mindst er vandet en mangelvare. Og man skal huske, at meget af den jord, der inddrages til bosættelser, er ejet af private palæstinensere,” siger hun.
Sarit Michaeli er enig med John Kerry i, at bosættelserne er en af de vigtigste forklaringer på den nuværende palæstinensiske opstand. Det skyldes ifølge Michaeli, at bosættelserne påvirker den almindelige palæstinensers hverdag mærkbart ved at skabe en stemning af utryghed og ydmygelse.
Det handler blandt andet om, at Israel bruger militæret for at sørge for bosættelsernes sikkerhed. Det sker ofte på bekostning af palæstinensernes rettigheder, hvor checkpoints, tilbageholdelser og ransagelser er blevet en del af hverdagen.
Derudover er bosættervold over årene blevet et udtalt problem. FN registrerer hvert år flere hundrede tilfælde af vold og hærværk begået af jødiske bosættere mod palæstinensere. Stort set ingen af tilfældene bliver opklaret af de israelske myndigheder. Sarit Michaeli understreger, at langt størstedelen af bosætterne er almindelige, fredelige mennesker, men at en lille minoritet bruger vold meget strategisk.
”Det giver en følelse af manglende sikkerhed og af at leve i lovløshed, især fordi palæstinenserne oplever, at Israels hær beskytter voldelige bosættere,” siger hun.
De første israelske bosættelser opstod kort efter den israelske sejr i Seksdageskrigen i 1967. Inden da var det kun få, yderliggående grupper i Israel, der havde fokus på Vestbredden. Men den store krigssejr gav selvtillid og satte gang i en øget interesse for de bibelske landområder mod øst, og bosættelserne begyndte gradvist at brede sig.
I dag bor der over en halv million israelere i Østjerusalem og på Vestbredden. Bosættelserne betragtes alle som ulovlige af det internationale samfund. Mens det i begyndelsen var nationalistiske og religiøse grunde, der fik israelere ud i bosættelserne, ligger der i dag i lige så høj grad økonomiske motiver bag.
At bosættere er gået fra at være få, ekstreme grupper til at udgøre en massebevægelse, kan bedst forklares med, at tiden er gået og langsomt har skabt en ny virkelighed, forklarer professor Amichai Cohen fra tænketanken The Israel Democracy Institute (det israelske demokrati-institut).
”Det er resultat af, at næsten 50 år er gået, uden at man er blevet enige om en aftale om området, og skridt for skridt har virkeligheden ændret sig. Først var der tale om få ekstremister. Så begyndte de israelske myndigheder at bygge i Østjerusalem. Efter nogen tid sagde folk, at det var o.k. at bo tæt ved grænsen. I dag er det almindelige israelere, der flytter til Vestbredden, fordi de har fundet et godt og billigt hus,” siger han.
For at forstå den israelske position må man også se historisk på problemstillingen. Israel har aldrig accepteret, at den grønne linje, som er grænsedragningen efter uafhængighedskrigen i 1948, nødvendigvis skulle udgøre en endelig grænse til en palæstinensisk stat.
”Den internationale holdning er, at den grønne linje bør være landegrænsen. Men i Israel opfattes den som en midlertidig, militær grænse,” siger Amichai Cohen og tilføjer, at det bliver en stadig mere udbredt opfattelse i Israel, at Vestbredden ikke er besat område, men rent faktisk er israelsk.
Den holdning deler Miri Ovadia fra Yesha, en paraplyorganisation for de jødiske bosættelser på Vestbredden. Hun kan ikke se problemet i, at bosættelserne vokser, da det blot handler om jøder, der bygger på jødisk jord.
”Det internationale samfund har anerkendt jødernes ret til at vende tilbage til deres hjemland, Israel. Historisk set er det jødiske hjemland centreret omkring Judæa og Samaria (israelsk betegnelse for Vestbredden, red.). De er beskrevet i Bibelen og er vigtige for det jødiske folk,” siger hun.
Miri Ovadia understreger, at selvom jøder har ret til at bo og bygge på Vestbredden, har de også en pligt til at finde en måde at leve side om side med araberne på. Men det skal ikke ske ved, at palæstinenserne får en stat.
”Tostatsløsningen er irrelevant og er blevet afvist igen og igen gennem årene. Der må findes en løsning, hvor ingen skal tvinges til at forlade deres hjem,” siger hun.
Dermed berører hun også et af hovedspørgsmålene, der har været i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Vil Israel nogensinde rømme nogle af bosættelserne for at give plads til en palæstinensisk stat, eller har de vokset sig så omfattende, at det ikke længere er realistisk?
Ifølge professor Amichai Cohen er det stadig muligt at rømme en række af dem, der ligger længst inde på Vestbredden, mens andre bosættelsesblokke tættere på den grønne linje uundgåeligt vil blive en del af Israel, hvis en tostatsløsning bliver en realitet.
”Men det er sidste udkald. Inden for den næste generations tid går den mulighed tabt,” siger han.
For Sarit Michaeli fra B'Tse-lem er spørgsmålet, om Israel ønsker at rydde bosættelser, end om det er muligt:
”I øjeblikket er der ingen politisk vilje i Israel til blot at overveje at opgive bosættelser. Så længe flertallet ikke engang er klar til at tale om det, er spørgsmålet om de praktiske detaljer sekundært,” siger hun.