Nord- og Sydeuropa på hver sit hold

Grækerne er dovne skattesnydere, tyskerne er gældsnazister: Fordommene blomstrer på begge sider af kløften mellem Nord- og Sydeuropa, som er blevet tydelig med gældskrisen. Europa har brug for tillid for at komme videre

Et tysk flag bliver brændt af under en af de mange demonstrationer i Grækenland mod betingelserne i landets låneaftaler med EU og Den Internationale Valutafond.
Et tysk flag bliver brændt af under en af de mange demonstrationer i Grækenland mod betingelserne i landets låneaftaler med EU og Den Internationale Valutafond. . Foto: Orestis PanagiotouEPA.

Det blev direktøren for Den internationale Valutafond, IMF, der fik bankene. Men på mange måder sagde franske Christine Lagarde kun, hvad mange europæere, og især nordeuropærere, tænker om grækerne:

Jeg har mere medlidenhed med børnene i Afrika. Grækerne skulle hellere tage og betale deres skat, sagde Christine Lagarde til det britiske dagblad The Guardian.

I løbet af få timer indløb 9000 kommentarer på hendes Facebook-side.

LÆS OGSÅ: Stædigt magtmenneske skal redde Grækenland

Lagarde har udmyget grækerne, rasede lederen af det græske socialistparti, Evangelos Venizelos. Og den britiske avis The Guardian skosede hende på lederplads for at lufte sine fordomme mod grækerne og tale mod bedre vidende:

Den moralprædiken, Lagarde fremfører, er velkendt. Det er den om de uduelige grækere, som nu skal hjælpes ud af deres suppedas, skrev avisen.

Men Lagardes moralprædiken er i virkeligheden den historie, som nordeuropæerne for tiden fortæller om sydeuropæerne.

En undersøgelse, som det amerikanske PEW Research Center netop har foretaget i april og maj, bekræfter, at europæernes fordomme om hinanden er stærke. Tyskerne beskrives som Europas mest hårdtarbejdende land, mens italienerne og grækerne udpeges til de mindst arbejdsomme.

Undersøgelsen med titlen European Unity on the Rocks er led i PEWs årlige globale holdningsundersøgelse, og den viser ikke overraskende, at de politiske holdninger til øget europæisk solidaritet med de gældsramte lande følger en skillelinje mellem nord og syd. I nord, hvor man skal betale regningen, er man overvejende imod, i syd er man for.

Krisen har vakt en gammel kulturel konflikt til live mellem Nord- og Sydeuropa. Og det, der skiller vandene, er den protestantiske arbejdsomheds- og nøjsomheds­etik, mener professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

Hun understreger, at denne kløft naturligvis ikke betyder, at sydeuropæerne netop er så dovne og tankeløse, som fordommene siger.

Der er mange grunde til den sydeuropæiske gældskrise, for eksempel at euroen gav de sydeuropæiske lande mulighed for at låne til samme rente som Tyskland, uanset deres økonomi. Og nordeuropæerne har ikke selv været specielt dydige op til gældskrisens udbrud. Men når nu krisen er brudt ud, har vi stor forståelse for Angela Merkels argumenter om, at man skal betale, hvad man skylder, og ikke bruge mere, end man har. Det er selvfølgelig ikke hele sandheden om gældskrisen, men vi er trods alt præget af den calvinistiske etik, hvor man ikke bare går hen og får syndsforladelse, siger Marlene Wind.

Men snarere end religiøse skillelinjer er det en filosofisk kløft, der skiller Europa, mener den franske professor i økonomi ved Ecole Narmale Supérieure i Paris, Christophe Strassel.

Når den franske præsident François Hollande vil have Den Europæiske Centralbank til at opkøbe europæisk gæld, og den tyske forbundskansler Angela Merkel ikke vil, skyldes det også, at de to lande er rodfæstet i hver sin filosofiske tradition. Gældskrisen afslører en strid mellem filosoffen Immanuel Kants mistro til staten, som er nødvendig og netop derfor skal holdes i kort snor, og Jean-Jacques Rousseaus syn på staten som garanten for det fælles bedste.

Kant siger, at hvis procedurer og institutioner er rigtigt udtænkt, så når man også de rigtige resultater. Det er groft sagt det, Angela Merkel siger til sydeuropæerne: Hvis budgetterne er i balance, og Centralbanken ikke intervenerer til fordel for skyldnerstaterne, vil vi automatisk komme ud af krisen, selvom det gør ondt på kort sigt. Siden Anden Verdenskrig har Tyskland af meget forståelige historiske årsager udviklet denne såkaldte ordoliberalismus, hvor statens magt afvejes af andre institutioner, og den tyske arbejdsdeling mellem politik og centralbank er blevet overført til EU ved euroens indførelse.

Resten af Europa, inklusive Storbritannien, tilhører en anden liberalistisk model, hvor man accepterer, at pengepolitikken er statens ansvar. Hvor Tyskland og Nordeuropa vil begrænse statens magt, ser Frankrig og de sydeuropæiske lande staten som garanten for, at man når de rigtige resultater og accepterer en højere grad af statslig interventionisme, siger Christophe Strassel.

Men netop de sydeuropæiske staters særlige politiske historie er måske ikke uden skyld i de gældsproblemer, de har oparbejdet, påpeger Marlene Wind.

Der er tale om lande, især hvad angår Grækenland, Spanien og Portugal, som var diktaturer indtil 1970erne. I Grækenland ser vi en form for demokratisk umodenhed, der nærmest gør landet til en failed state, en fejslagen stat. Andre lande, og her kan man regne Frankrig med, har en stærkt konfrontatorisk politisk kultur, hvor det er svært at forhandle sig frem til kompromisser, og hvor ingen vil afgive privilegier, for eksempel i arbejdsmarkedsreformer, siger Marlene Wind.

Venstres medlem af Europa Parlamentet, tidligere direktør for Nationalbanken Anne E. Jensen, nikker genkendende til denne beskrivelse.

Der er ofte tale om svage stater med en mere populistisk politisk kultur, der gør det vanskeligere at gennemføre upopulære tiltag på for eksempel arbejdsmarkedet. Jeg oplever sydeuropæisk politik som mere personbaseret, hvor partierne spiller en mindre rolle end de politiske ledere.

Men man skal også huske på, at de sydeuropæiske lande, ligesom østlandende lidt senere, har været igennem en kæmpemæssig udviklingsproces. Tænkt bare på, at et land som Portugal trådte ind i EU med en landbefolkning, der overvejende var analfabeter. Portugiserne lægger sig virkeligt i selen for at rette op på økonomien, ligesom Italien er blevet en pålidelig partner, efter at Berlusconi er blevet erstattet af Mario Monti som regeringsleder, siger Anne E. Jensen.

For Kevin Hjortshøj ORourke, professor i økonomisk historie ved Oxford Universitetet i Storbritannien, er det imidlertid ikke kulturkløfter, men en kløft mellem et økonomisk centrum og en økonomisk periferi, der forklarer modsætningerne mellem Nord- og Sydeuropa.

Centrum og periferi er størrelser, der flytter sig i takt med den økonomiske og indistrielle udvikling. Siden den industrielle revolution har centrum flyttet sig fra Sydeuropa til Nordeuropa, hvor det er forblevet siden med visse forskydninger for eksempel i takt med at servicesektoren har erstattet svær­industrien som økonomiens motor.

Gældskrisen kan forklares med en stor opsparing og et handelsoverskud i Tyskland, som derefter er blevet investeret i periferien, for eksempel i byggeboblerne i Irland og Spanien. Disse kapitalbevægelser har fået lønninger og priser til at vokse hurtigere end produktiviteten i disse lande, men det har intet at gøre med, at grækerne arbejder mindre eller er dovne. Det er nøjagtig det samme mønster, vi har set ved tidligere finanskriser, som for eksempel den thailandske i 1997. Eller i Island, siger Kevin Hjortshøj ORourke.

Faktisk viser OECDs tal, at grækerne arbejer flere timer årligt end tyskerne, og produktiviteten er nok lavere end i Nordeuropa, men højere end i de østeuropæiske lande, med Grækenland som undtagelsen. Og frem til sammenbruddet af byggesektoren havde Spanien et langt lavere offentligt underskud end for eksempel Frankrig.

Anne E. Jensen peger på, at denne sydlige periferi i højere grad end Nordeuropa er afhængig af for eksempel turisme og landbrug.

Især Grækenland er afhængig af uforarbejdede råvarer og har ikke i tilstrækkelig grad udviklet en forædlingsindustri med en højere merværdi. Men billedet er ikke entydigt. For eksempel har Norditalien en meget veludviklet og dynamisk industriproduktion, siger hun og peger samtidig på en ideologisk brudflade, hvor den renlivede økonomiske liberalisme har større klangbund i Nord end i Syd.

Det er i Sydeuropa, vi finder den største bekymring og mistillid til globaliseringen og den internationale frihandel. Da EU indførte importstop for kinesiske tekstiler i sommeren 2005, var det især på foranledning af de sydeuropæiske lande, mener Anne E. Jensen.

Den samme brudflade er tydelig i debatten om vejen ud af krisen, hvor især de sydeuropæiske lande ønsker at bløde de strenge sparepolitikker op med vækstfremmende tiltag.

Debatten om, hvorvidt den konservative tyske økonomiske politik er den rette vej at gå, handler også om, hvorvidt de sydeuropæiske lande skal underlægge sig den nordeuropæiske logik. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at tvinge nordeuropæisk økonomisk og politisk kultur ned over hovedet på sydeuropæerne. Og om det i det hele taget er ønskeligt, siger Marlene Wind.

Gældskrisen har trukket en rød streg gennem Europa, hvor befolkningerne på hver side betragter hinanden med mistro. Nordeuropæerne, fordi de tvivler på sydeuropæernes vilje til at arbejde sig ud af krisen. Sydeuropæerne, fordi de føler sig som ofre for et nordeuropæisk hovmod.

Og denne tillidskrise kan vise sig at blive en væsentlig forhindring for en løsning af gældskrisen. Det er her, IMF-direktør Christine Lagardes beskrivelse af grækerne som mindre værdigt trængende end de fattige afrikanere bliver et spørgsmål om storpolitik snarere end om sårede græske følelser.

Spørgsmålet om eurobonds, hvor Tyskland hæfter for de sydeuropæiske landes gæld, forudsætter at Bruxelles får hånd i hanke med landenes budgetter, og det forudsætter også suverænitetsafgivelse af de nordueropæiske lande. Men så langt er vi ikke. Det ekstreme scenarie ville være, at de nordeuropæiske lande danner deres egen valutaunion og lader Sydeuropa sejle sin egen sø, påpeger Marlene Wind.

Vejen ud af krisen går enten gennem et sammembrud af euroen eller gennem mere samarbejde og tættere integration, herunder en fælles skattepolitik og strammere budgetstyring, siger også Kevin Hjortshøj ORourke.

Men et sådant tættere samarbejde kan man ikke etablere, når man kaster mudder på hinanden, mener han.