Terrorforsker: Ensomme ulve er en myte

ARKIVFOTO 2015 af Mindehøjtidelighed for ofrene for terrorangrebet ved Krudttønden og i Krystalgade d. 16. ...

Den norske terrorforsker Petter Nesser har undersøgt 40 af de bedst dokumenterede terrorhændelser i Europa siden 1994, heriblandt al-Qaeda-selvmordsterroristers angreb på busser og undergrundsbanen i London i 2005. På den baggrund har han udarbejdet fire arketyper blandt terroristerne, som han kalder entreprenøren, protegéen, den utilpassede og strejferen. Omar El-Hussein, der stod bag terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København for et år siden, har i Nessers vurdering en profil som den utilpassede, mens Abdelhamid Abaaoud, der er udpeget som bagmanden for terrorangrebet i Paris i november sidste år, var entreprenør, da han blandt andet sendte en jihadist fra Syrien til den franske hovedstad for at angribe spillestedet Bataclan. Foto: Scanpix/Claus Bech / Scanpix Denmark

Forestillingen om 'den ensomme ulv', som helt alene beslutter sig for at gennemføre et terrorangreb, er i vid udstrækning en myte.
Petter Nesser, terrorforsker

Terrorister radikaliseres sjældent helt alene foran computeren, konstaterer den norske terrorforsker Petter Nesser, som har identificeret fire forskellige terrorprofiler. Terror er et resultat af både nationale og internationale, sociale, religiøse og psykologiske faktorer, mener han

Terror er ønsket om at sprede angst ved at dræbe uskyldige og legitimere det med politiske eller religiøse begrundelser. Så enkelt er det, mener den norske terrorforsker Petter Nesser.

Men så er det også slut med de enkle, endimensionale forklaringer. Spørger man Petter Nesser, giver det ikke den store mening at lede efter den brede, generelle forklaringsmodel, som kan tegne et samlet billede af årsagssammenhængene bag den europæiske jihadisme.

Hverken nihilisme, parallelsamfund og fejlslagne integrationsmodeller eller heltedrømme blandt sociale tabere kan i sig selv forklare, hvorfor 5000-6000 unge europæere med - eller uden - muslimsk baggrund er blevet jihadister i Syrien. Og hvorfor andre vender kalasjnikovgeværer og sprængstof mod en forsvarsløs europæisk offentlighed.

”Der har været en tendens til at se terroristernes løbebane i et rent lokalt lys, som et resultat af lokale kontakter og et symptom på lokale forhold. Det gælder også angrebet på Krudttønden og synagogen i København. Man så Omar El-Hussein som en enlig terrorist, der ikke har været i fysisk kontakt med terrornetværk. Det var måske også tilfældet. Men det er undtagelsen snarere end reglen. Efterhånden som flere jihadister pågribes, viser der sig profiler, men også netværk, kontakter og forbindelser, som vi bare ikke havde kendskab til tidligere,” siger seniorforskeren ved forsvarets forskningsinstitut i Oslo.

Han har indsamlet al tilgængelig information om gennemførte eller planlagte terrorangreb i Europa siden 1994. Og derefter har han analyseret de 40 bedst dokumenterede terrorhændelser, som er blevet belyst i for eksempel retssager eller medier. Det er der kommet en bog ud af, ”Islamist Terrorism in Europe. A History” (Islamistisk terrorisme i Europa. En historie).

Bogen fik betydelig international omtale, da den udkom i november sidste år. For den føjer væsentlige brikker til forståelsen af den terrortrussel, Europa er oppe imod.

”Den jihadistiske trussel i Europa er langt mere velorganiseret end sædvanligvis antaget,” konstaterer Petter Nesser.

Han dementerer dermed en af de analyser, der ofte er blevet fremført: Med svækkelsen af al-Qaeda efter den intense jagt på organisationens ledere og Osama bin Ladens død i 2011 er den internationale terror ikke længere et resultat af et struktureret netværk. Snarere end sovende terrorceller kommer truslen nu fra enkeltpersoner, som bliver radikaliseret på internettet.

”Attentaterne i Paris har således afsløret, at bagmanden, Abdelhamid Abaaoud, havde været i kontakt med flere terrorister, som tilsyneladende havde handlet på egen hånd. Vi ved for eksempel nu, at en anden tidligere jihadist fra Syrien sandsynligvis var blevet sendt til Frankrig med ordre fra Abaaoud om at angribe en koncertsal,” siger Petter Nesser.

Abdelhamid Abaaoud viser sig også at have været i kontakt med Mehdi Nemmouche, der angreb Det Jødiske Museum i Bruxelles i 2014, og med gerningsmanden til det mislykkede attentat mod Thalys-toget mellem Amsterdam og Paris sidste år.

”Efterhånden som brikkerne falder på plads, og oplysninger bliver afdækket, viser der sig et billede. Og dette billede siger os, at forestillingen om 'den ensomme ulv', som helt alene beslutter sig for at gennemføre et terrorangreb, i vid udstrækning er en myte. Mit materiale indeholder kun to tilfælde ud af de 40, jeg har analyseret. Det gælder den unge britisk-bengalske kvinde, som i 2010 gennemførte et attentatforsøg i Storbritannien, og en tysker af kosovo-albansk oprindelse, Arid Uka, som i 2011 dræbte to amerikanske soldater i Frankfurt,” siger Petter Nesser.

Han skelner mellem ensomme ulve og enmandsterrorisme, som i vid udstrækning har erstattet de hidtidige terrorgrupper som for eksempel den algeriske organisation GIA.

”Enkeltmandsterror blev fremherskende især mellem 2008 og 2013, da al-Qaeda var under pres og ikke længere i stand til at gennemføre storstilede angreb som i London og Madrid. 12 procent af terrorangrebene blev begået af enkeltpersoner før 2008 mod 38 procent i den efterfølgende periode. Al-Qaedas magasin Inspire var netop designet til at rekruttere enkeltpersoner, der kan gennemføre et angreb alene,” siger den norske terrorekspert.

Det falder sammen med et skift i våbentypen, hvor knive og skydevåben er blevet mere udbredte. Kun et enkelt terrorangreb involverede denne type våben før 2001 mod 7,1 procent af de gennemførte eller planlagte terrorhandlinger mellem 2001 og 2007 og 30 procent mellem 2008 og 2013.

Men valget af våben svarer også til en ændring i terrormålene. Fra at ramme den brede civilbefolkning, som bombeatttentaterne i Madrid og London, blev målene i stigende grad enkeltpersoner, som Theo van Gogh i Holland eller Kurt Westergaard og Lars Vilks. Sidstnævnte svenske Muhammed-tegner var hovedtaler ved arrangementet i Krudttønden i København, hvor Omar El-Hussein dræbte en af tilhørerne, filminstruktøren Finn Nørgaard, den 14. februar sidste år.

Derfor giver det som regel mening at skelne mellem terrorister og massemordere, siger Petter Nesser med henvisning til diskussionerne om, hvorvidt for eksempel Omar El-Hussein var terrorist eller morder.

Lignende diskussioner har fundet sted i andre lande. Var det for eksempel terror, som de franske myndigheder mener, da en 15-årig kurdisk dreng i januar overfaldt en jødisk lærer foran en jødisk skole i Marseille? Eller da en formodentlig tunesisk mand i december blev skudt foran en politistation i Paris, som han nærmede sig med en slagterkniv, iført et kunstigt selvmordsbælte?

”Der findes grænsetilfælde. Og der er også eksempler på, at nogle terrorister er mentalt ustabile individer, som bliver inspireret af det, de ser på tv, uden at have egentligt politiske bevæggrunde. Men det er undtagelsen. Hvis hensigten er at sprede angst i samfundet generelt og kommunikere et politisk budskab, og hvis personen selv bekender sig til Islamisk Stat eller en anden terrororganisation, så er det terror,” mener nordmanden.

Han udfordrer dermed forskningens hidtidige analyse af terrortruslen, som har været præget af to konkurrerende modeller: Terror ses enten som ”topstyret” eller ”lederstyret jihad”, som den britisk-amerikanske forsker Bruce Hoffman har formuleret det. Eller som ”lederløs jihad” organiseret fra bunden, ifølge amerikanske Marc Sageman.

Petter Nessers forskning viser, at billedet er mere nuanceret. Jihadismen er ikke pyramidalt struktureret med en leder i toppen, uanset om denne er bin Laden, hans efterfølger Ayman al-Zawahiri eller Islamisk Stats Abu Bakr Al-Baghdadi.

Men det er heller ikke en ustruktureret masse af enkeltindivider, der handler på egen hånd og uden ideologiske bevæggrunde, som Sagemans ”lederløse jihad” kan forlede til at tro, påpeger Petter Nesser.

Han har etableret en typologi med fire forskellige profiler på europæiske terrorister med forskellig baggunde, forskellige radikaliseringsmønstre og forskellige roller i et terrornetværk.

”Ingen terrorhandlinger kan gennemføres, uden at det involverer det, jeg kalder for entreprenører,” siger han.

Entreprenørerne er de religiøst-politiske aktivister, som har et ideologisk mål. De er drevet af det, de selv oplever som en retfærdighedssans, og opsøger aktivt ekstremistiske netværk, militante grupper og træningslejre i konfliktzoner. Det er dem, som rekrutterer og organiserer angreb. De er karismatiske med en evne til at manipulere andre. Petter Nesser peger på lederen af London-angrebene i 2005, Mohammed Siddique Khan, som en typisk entreprenør.

De ledsages af det, Petter Nesser kalder for ”protegéerne”. De indtager en underordnet rolle i forhold til entreprenøren, som ofte har været deres uadskillelige ven. Protegéerne er ofte veluddannede, velintegrerede og socialt velfungerende. Stik imod ”de utilpassede”, den tredje kategori, som Nesser har identificeret, for eksempel i Khans næstkommanderende, Shehzad Tanweer.

De har ofte en kriminel baggrund, er dårligt uddannede og socialt marginaliseret, og de er meget lidt ideologisk og religiøst funderede. De er derfor sårbare for manipulation og rekrutteres af en protegé eller en entreprenør, som kan være en bekendt eller et familiemedlem, men også en medfange i fængslet. Det er dem, der udfører terrorhandlingerne, som de ofte vil legitimere med social uretfærdighed.

Denne profil passer for eksempel på brødrene Kouachi, der stod bag angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo. Og tilsyneladende også på Omar El-Hussein, som blev radikaliseret som fængselsindsat, selvom han også havde visse ressourcer og blandt andet var dygtig i skolen, så han kunne have haft andre muligheder, påpeger Petter Nesser.

Og endelig er der så ”strejferne”, som Nesser kalder dem. De har ikke nødvendigvis artikulerede og klare sociale eller ideologiske grunde til at lade sig indrullere, men søger snarere en form for anerkendelse og kunne have involveret sig i noget helt andet end terror og jihad, hvis de ikke var stødt på en protegé eller en entreprenør.

”Det er forklaringen på, at vi ser en ikke ubetydelig andel af jihadister, som ikke er opvokset i et muslimsk mijø. En del er konvertitter, og i Norge har vi for eksempel både en chilener og en polak. Det viser, at ekstremisme og radikalisering i princippet kan ske hvor som helst, i alle miljøer. Der kan være særligt favorable vilkår i indvandrerforstæder som i Danmark og Frankrig, men voldelig jihad kan opstå hvor som helst. Og det har konsekvenser for vores bekæmpelse af radikalisering,” pointerer Petter Nesser.

”Forfejlet integration er klart en faktor i forhold til individuel radikalisering, og bedre integration af befolkningsgrupper med indvandrerbaggrund er til gavn for samfundet i almindelighed. Men vi kan næppe integrere os ud af terror. Andre faktorer som gruppedynamik, udenlandske terrorgruppers rekrutteringsstrategier og internationale faktorer som Muhammed-krisen og borgerkrigen i Syrien er lige så afgørende.”

”På samme måde vil det være vanskeligt at se en målbar effekt af at oplære befolkningsgrupper i demokratiske værdier. Det skal man gøre under alle omstændigheder, men effekten på terrortruslen er minimal. Derimod skal man fokusere målrettet på specifikke netværk og nærmest skræddersy antiradikaliseringstiltag til enkeltindivider, når man har mistanke om, at de er på vej ud i voldelig radikalisering,” anbefaler Petter Nesser.

Med terrorangrebet i Paris i november sidste år er pilen på vej tilbage fra enkeltmandsangreb på udvalgte terrormål til mere massive angreb mod hundredevis af uidentificerede ofre i den hensigt at sprede så stor frygt som muligt. For nyligt advarede Europols terrorenhed mod, at et massivt angreb efter samme mønster som Paris kan forekomme når som helst. Og også Islamisk Stat har netop truet med et sådant angreb.

”I dag har Islamisk Stat både penge, våben, et territorium med træningslejre og veltrænede europæiske jihadister, fordi det geografisk set er forholdsvis nemt at komme til konfliktzonen i Syrien. Det skaber en ny situation og gør det nemmere at etablere netværk i stedet for at forlade sig på enkeltmandsterrorister. Der er også klart en risiko for radikalisering på internettet. Det skaber en øget terrorrisiko.”

”Men samtidig er netværk også mulige at identificere, og deres terrorplaner kan forpurres, selvom attentatet i Paris viser, at efterretningsvæsenet har betydelige kapacitetsudfordringer i den aktuelle situation. Fraværet af 'ensomme ulve' er et positivt element, for de er i sagens natur umulige at forudse. Og det illustrerer også, at Europas muslimske befolkning i bred forstand ikke lader sig radikalisere foran deres pc til at angribe på må og få,” konstaterer Petter Nesser.