Norske læger må opgive ret til at sige nej til abort

Norske læger går i brechen for retten til af samvittighedsgrunde at afvise at udskrive prævention eller henvise til abort, men for flertallet af landets politikere vejer patientrettigheder tungere end lægernes personlige overbevisning

OSLO 20120215. Statsminister Jens Stoltenberg på onsdagens spørretime i Stortinget Foto: Morten Holm / SCANPIX
OSLO 20120215. Statsminister Jens Stoltenberg på onsdagens spørretime i Stortinget Foto: Morten Holm / SCANPIX. Foto: Morten Holm .

Lægers ret til at nægte at bidrage til abort er i denne uge kommet i fokus i Norge, fordi regeringen har gjort det klart, at praktiserende læger ikke kan undslå opgaver af samvittighedsgrunde. Allerede i oktober udsendte sundhedsministeriet en skrivelse, hvor de slog fast, at praktiserende læger ikke kan afvise opgaver af personlige etiske grunde. Det gælder blandt andet udskrivelse af prævention og henvisning til abort og kunstig befrugtning for lesbiske. Debatten har siden da ulmet, og i sidste uge sendte 230 læger og sundhedspersonale et protestbrev til sundhedsministeren med et krav om fortsat samvittighedsfrihed, fordi de mener regeringens holdning betyder fratagelse af en menneskeret.

LÆS OGSÅ: Norske læger tvinges til at handle mod egen samvittighed

Deres indignation bunder i, at Abortloven fra 1975 giver læger ret til at nægte at deltage under abortindgreb. Loven er blevet tolket som en mulighed for praktiserende læger for at sige nej til at henvise til abort og andre etiske problemstillinger. Det er i landets lægeklinikker blevet løst ved, at lægen henviser patienten til en kollega, der ikke har samvittighedskvaler omkring patientens behov.

Denne fremgangsmåde vil regeringen ikke længere tillade, var det klare svar fra statsminister Jens Stoltenberg, da han i onsdags blev spurgt om sagen i Stortingets spørgetime.

Nogle gange i livet og i politikken må man vælge mellem forskellige hensyn. Vi har været optagede af, at patientens behov og rettigheder må veje tungest, når vi måler dem op mod lægernes private synspunkter, sagde han fra talerstolen.

Stoltenberg bliver bakket op af det største oppositionsparti, Højre.

Reserveringsretten henviser til de, der rent faktisk skal udføre indgrebene. De praktiserende læger skal kunne henvise. Det må man forvente af en læge, der har en aftale med det offentlige, siger partileder Erna Solberg til avisen Vårt Land.

Særligt Kristeligt Folkeparti er aktivt i debatten. De ønsker at fastholde den gængse praksis, og deres argument er, at lægerne ikke fratager patienten mulighed for at få abort, de kan blot lade en kollega tage over i sager, der går imod deres personlige overbevisning. De bliver bakket op af en del af landets 4700 læger, som Gunnar Grøstad fra Vinje Kommune.

Det er et autoritært fremstød fra statens side, som jeg ikke troede var muligt i Norge. I et demokrati skal man tåle brydninger mellem forskellige anskuelser og meninger. Har vi ikke rum for det, har vi ikke rum for et demokrati længere, siger han.

Borgmester i Bergen Monica Mæland har et klart ultimatum til kommunens læger.

Hvis man ikke kan give alle patienter lige god behandling, bør man finde noget andet at arbejde med. Patientens rettigheder skal altid komme først, siger hun til Vårt Land.

Det er leder af Rådet for lægeetik, Trond Merkestad, enig i, men han mener samtidig, at sagen er blevet behandlet for rigidt af politikerne.

Jeg ser egentlig ingen konflikt mellem patientens og lægens rettigheder, for så længe lægen sørger for, at patienten får den ønskede konsultation, så ser jeg ingen grund til at tvinge en læge til at gå mod sin samvittighed. Tolerance er noget, som går begge veje, siger han.

Sundhedsministeriet vil nu kortlægge, hvor mange praktiserende læger, der har afvist patienter af samvittighedsgrunde for at undersøge, hvor udbredt fænomenet er i landet.