Nu er der brug for helhjertet international handling

Trods de tabte interventioner i Irak og Libyen skal IS udryddes på grund af sit destabiliserende potentiale, skriver den tidligere CIA-leder Graham E. Fuller

"IS gennemfører barbarisk en sekterisk splittelse, en ideologi fra først og fremmest Saudi-Arabien, som nu breder sig til konflikterne i Yemen, Bahrain, Irak, Syrien og andre steder. Den er ikke i sig selv Mellemøstens grundlæggende problem - medmindre den bliver gjort til det."
"IS gennemfører barbarisk en sekterisk splittelse, en ideologi fra først og fremmest Saudi-Arabien, som nu breder sig til konflikterne i Yemen, Bahrain, Irak, Syrien og andre steder. Den er ikke i sig selv Mellemøstens grundlæggende problem - medmindre den bliver gjort til det.". Foto: Safin Hamed/AFP.

Islamisk Stat, IS, har fastslået nye realiteter om sin natur, evner og hensigter med sine frygtelige angreb på rent civile mål i Paris. Der kan ikke længere herske tvivl om behovet for at udrydde IS. Ikke fordi parisiske liv er vigtigere end andre, men fordi spillereglerne blev ændret med Paris.

IS har vist sig konstant at ændre spillets regler i løbet af de halvandet år, der er gået, siden offentligheden først blev opmærksom på organisationen for alvor. Det skete, da den etablerede sin såkaldte Islamiske Stat hen over grænsen i ørkenregionerne mellem Syrien og Irak. Organisationens grufuldt iscenesatte mediestunts og gruopvækkende henrettelser var særligt rettet mod at chokere og overvælde. Men den agerede lokalt.

Nu har organisationen vendt op og ned på de fleste iagttageres analyser, heriblandt mine egne. Vi troede, at organisationen mest af alt havde fokus regionalt og på territorier, at den var opsat på sin (ikke levedygtige) statsdannelse og sit kalifat, og at den gik efter regionale fjender og ikke opererede på verdensscenen. Bomberne i Beirut, sprængningen af et russisk fly over Sinai og nu de ondsindede angreb i Paris har løftet trusselsniveauet til nye højder og kræver en mere omfattende og tilbundsgående international handling. IS skal udryddes.

Jeg har det meget blandet med den konklusion. Jeg er i årenes løb blevet stadigt mere overbevist om, at Vestens militære indblanding og krige for at ”få skabt orden” på Mellemøsten ikke blot har slået fejl, men i vidt mål har forværret næsten alle regionale situationer. Washington har reelt ”tabt” hver eneste af sine seneste krige i Afghanistan, Irak, Yemen og andre steder. Vesten har i lige så høj grad været problemet som løsningen.

Vi må huske på, at IS ikke ville have fandtes, hvis ikke det var for USA, som invaderede og ødelagde Iraks ledelse, regering, styrende institutioner, eliter, hær, infrastruktur og samfundsorden.

Vi må huske på, at historien i Mellemøsten ikke begyndte med angrebet den 11. september 2001. Den dato var derimod kulminationen på års interventioner og politiske manipulationer fra Vestens side.

Vi kan ikke gribe til endnu voldsommere ”handling” nu uden at have disse to kendsgerninger skrevet i panden. Men handling må der til - også selvom vores handlinger hidtil ikke giver den store grund til fortrøstning.

Men IS er blevet den enkeltstående største kilde til den umiddelbare strategiske uorden i Mellemøsten med globale konsekvenser. Hverken Irak eller Iran eller Syrien eller Libyen eller Yemen eller Libanon eller Somalia eller nogen andre af de andre ”frivillige krige”, som Washing-ton har sat i gang sammen med sine allierede, har nogensinde haft samme dybt destabiliserende potentiale globalt, som IS har nu.

IS markedsfører og viderefører fortællingen om ”islam mod Vesten”: en ubegrundet myte, som mange i Vesten ikke desto mindre jævnligt hopper på.

IS gennemfører barbarisk en sekterisk splittelse, en ideologi fra først og fremmest Saudi-Arabien, som nu breder sig til konflikterne i Yemen, Bahrain, Irak, Syrien og andre steder. Den er ikke i sig selv Mellemøstens grundlæggende problem - medmindre den bliver gjort til det.

IS er ingen sand stat til trods for dens ambitioner om det; IS vil aldrig være en levedygtig stat og må ikke blive mødt, som var den en stat.

IS viser nu såvel hensigten som evnen til at brede sin vold, sin ”hævn” til langt uden for dens ørkenarena.

IS tager opmærksomheden fra alle andre mellemstatslige problemer i regionen og gør dem mere ekstreme.

IS-operationerne pisker islamofobien i vejret og truer muslimers sikkerhed uden for Mellemøsten.

Hvis der nogensinde har været en god grund til helhjertet - og jeg understreger: helhjertet - international handling i Mellemøsten, så er det nu. Men hvis Washington og Riyadh fortsætter med først og fremmest at forstå Syrien som slagmark for en stedfortræderkrig mod Iran eller mod Rusland, så bliver der ingen helhjertet international handling, og der vil aldrig blive opnået enighed om Syriens endelige udformning.

Udryddelsen af IS kræver deltagelse fra hver og en af de vigtige interessenter: FN, USA, EU, Canada, Rusland, Iran, kurderne, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Irak, Qatar, Egypten og andre. Heller ikke Kina kan sidde situationen overhørig, eftersom Kina ønsker at spille en større rolle i verden. Denne forsamling kræver slagkraft til at gennemføre en handlingplan. Det er vigtigt, at FN fører an i de helt uomgængelige operationer på landjorden fremover. Hvis der nogensinde har været brug for en neutral entitet i front, så er det nu.

Det fuldendte mål er udryddelsen af IS som en organisation, der besidder territorium, infrastruktur, kommandostruktur og administrativ kontrol. Men det er ingen sand stat hverken territorielt, etnisk, geopolitisk, økonomisk, historisk eller bare religiøst. Organisationen kan meget vel tænkes at gribe til international terror - sådan som al-Qaeda gjorde det - netop fordi den oplever, at dens fremtid fortoner sig lokalt.

Det territorium, som IS sidder på p.t., skal gives tilbage til den stat, på hvis grund IS har opereret. Og ja: Det betyder for indeværende til Syriens Assad-regime.

Igennem mange årtier var Assads familie blot endnu en ubehagelig stat i regionen, men langtfra den værste. Men selv da forsøgte USA konstant at vælte ham i det skjulte.

Assad viste først sin sande brutale og skånselsløse karakter i sine reaktioner på de hjemlige oprør imod ham ved begyndelsen til det arabiske forår i 2011.

Men selv i dag er syrerne splittet i spørgsmålet om, hvem der udgør den største trussel: Assad eller hans fjender. Uanset hvad kræver blodet på Assads hænder, at han må afgive sit lederskab. Detaljerne omkring overgangen skal forhandles på plads.

Ironisk nok er det sådan, at IS's uhyrligheder på det senere har fået Vesten til at tøve i sit ønske om at vælte Assad, men nu kan IS have givet Assad dødsstødet med massakrerne i Paris. For kun en helhjertet og overbevisende koalition med overvældende mandat vil have slagkraft nok til at udrydde IS og fortælle Assad, at han personligt er færdig, og at der er brug for international overvågning under en eller anden form for at sikre en ny samfundsorden i Syrien.

Denne nye orden vil uundgåeligt skabe vindere og tabere i regionen, hvilket vil komplicere dannelsen af nogen som helst international konsensus enormt. Men i lyset af de stigende udfordringer kan der gradvist blive fastslået et hierarki over målene:

Først og fremmest skal IS udryddes som territoriel enhed.

FN skal bevare det operationelle og juridiske lederskab over operationen. Ikke USA, ikke Vesten og ikke NATO, som vil udløse en sprængfarlig reaktion.

Afvæbn militser og genskab ordnen. Orden er grundlaget for ethvert fremskridt herfra.

Den syriske stat selv må ikke blive pillet fra hinanden, som det skete i Washingtons galimatias i det besatte Irak, hvor de katastrofale konsekvenser stadig spøger. Der skal ikke stå nogen af-Baathificering på programmet i Syrien.

Fastlæg rammerne for gradvise valg i landet. Ja, Iran, det betyder, at alawitternes mindretalsstyre ikke vil overleve valgene på landsplan. Man kan danne regionale myndigheder, og alawitter og andre kan administrere deres egne regioner. Under alle omstændigheder har forholdet mellem Iran og Syrien alle dage handlet om langt mere end disse tvivlsomme sekteriske bånd.

Er der nogen problemer og komplikationer i at gøre, som jeg foreslår? Helt sikkert. Der er meget mere at sige. Men vi er nødt til at starte et sted. Vi er kommet til et vadested.