I årtier har 48-årige Loiruck Mollel kunnet spise sig mæt i det, han har lyst til.
Siden den tanzaniske mand selv stiftede familie, har hans hustru og tre børn også spist, hvad de har lyst til. Ofte pizza, kød eller pilaf, fortæller han.
Foran familiens hus, der er på størrelse med et gennemsnitligt dansk parcelhus, står en firehjulstrækker og en mindre bil parkeret. Loiruck Mollel og hans hustru har hver deres bil for at få hverdagen til at gå op.
Inde i huset bugner køkkenet af husholdningsmaskiner, og stuen er fyldt med spraglet nips og familiefotos. Foran det store tv troner et svulmende sofasæt, sådan som det er skik og brug i det østafrikanske land.
Loiruck Mollel er medejer og grundlægger af safariselskabet African Heart Expeditions (Ekspeditioner i Afrikas hjerte). De fleste af firmaets kunder kommer til Tanzania for at opleve løver, elefanter og andre dyr i en af landets verdensberømte nationalparker.
Forretningen går fint, fortæller han. Hver måned udbetaler Loiruck Mollel og hans to kompagnoner, hvad der svarer til knap 6000 danske kroner til dem hver. Her-til kommer overskuddet fra firmaet, som partnerne deler i slutningen af hvert regnskabsår.
Loiruck Mollel og familien mangler ikke noget, siger han.
”Hvis der er noget, vi gerne vil have, køber vi det,” siger han.
Dermed er Loiruck Mollel et præcist billede på den udvikling, der har fundet sted i Afrika i de seneste årtier.
Tanzanierens nuværende hverdag er meget langt fra den, han voksede op i blot nogle hundrede meter længere nede ad vejen fra hans nuværende hjem i byen Arusha. Som barn gik han i syv år til og fra skole på bare fødder, fordi forældrene ikke havde råd til sko.
Hullerne i det tyndslidte tøj riede han selv sammen, og hver morgen drev sulten ham til at stjæle bananer og avocadoer i en nærliggende frugtplantage.
”Det var min morgenmad. Når jeg tænker tilbage, var det meget trist. Vi søskende var meget tynde,” siger han.
Familien spiste ét måltid i døgnet, og menuen bestod for det meste af kogebananer, bønner eller den traditionelle, stivkogte majsgrød, ugali. Olie og salt fik de aldrig, sukker sjældent og kød tre-fire gange om året, fortæller Loiruck Mollel.
Efter grundskolen tiggede og bad Loiruck Mollel en ældre bror om at betale for en videregående uddannelse til ham. Broderen, der arbejdede hos en dækfabrikant i byen, indvilgede, og Loiruck Mollel valgte at uddanne sig til dyrlæge.
”Men jeg tjente ikke nok til at kunne spare op. Derfor begyndte jeg som turistguide i et safariselskab, og senere fik jeg idéen til safariselskabet,” siger han.
For Loiruck Mollel er det ikke nyt, at den afrikanske virkelighed er under hastig forandring i disse år.
”Jeg har da længe vidst, at vi bliver flere og flere, der har penge mellem hænderne. Men skriv I bare en artikel om det,” siger han og smiler hovedrystende.