Nu lever de kristne i Egypten som fanger i deres egne hjem

Den politiske strid har ført til overgreb, som gør, at mange kristne i Egypten ikke tør gå ud for at købe mad

I byen Minja omkring 270 km syd for Kairo blev en kristen velgørenhedsorganisation brændt ned. –
I byen Minja omkring 270 km syd for Kairo blev en kristen velgørenhedsorganisation brændt ned. –. Foto: Virginie Nguyen HoangAFP.

Sidste onsdag, da den katolske præst Ajub Jussef var på vej til sin dont i den sydlige egyptiske by Delja, blev han ringet op af en ven og fik besked på at vende om.

Da han nåede frem søndag, var omkring 20 huse blevet brændt af. Et kloster fra gammel tid var blevet smadret og plyndret. En af hans sognebørn, en 60-årig barber ved navn Iskander Tus, var blevet dræbt i tumulterne.

Nu lever de kristne i Delja som fanger i deres egne hjem, fortæller præsten Jussef:

Ingen går ud overhovedet. De køber ikke mad og henter ikke medicin, de går bare ikke ud, siger han.

Egyptens koptiske kristne udgør 10 procent af de 85 millioner indbyggere og har levet side om side med det sunnimuslimske flertal i århundreder. I perioder er vold brudt ud, særligt i det ludfattige syd, men angrebene på kirker og kristne ejendomme i sidste uge er de værste i årevis.

LÆS OGSÅ: Kirkeledere kræver stop for forfølgelse af kristne

Omkring 20 kirker er blevet angrebet alene i Minja-provinsen, hvor Delja ligger, og mange af dem er blevet brændt ned til grunden. Over hele landet har folkemængder dræbt adskillige kristne og plyndret masser af butikker, hjem, skoler og klostre.

Den umiddelbare udløser var politiets blodige aktion for nylig mod to fredelige demonstrationer i Kairo arrangeret af Det Muslimske Broderskab, som krævede genindsættelse af præsident Mohammed Mursi, som hæren afsatte den 3. juli efter massive protester imod ham.

Med brug af skarpskytter og panservogne dræbte politiet hundredvis af demonstranter, hvilket fik nogle af hardlinerne blandt broderskabets støtter til at se blodsudgydelserne som et led i en krig mod islam tilskyndet af de kristne i landet. 43 politifolk døde også i sammenstødene.

Broderskabet hævder, at de ikke har noget at gøre med angrebene på de kristne, og beskylder hæren for kynisk at bruge dem til at retfærdiggøre endnu mere brutale aktioner. Broderskabets talsmand Ahmed Aref har udtalt, at sikkerhedsstyrkerne overlod kirkerne til angriberne, som han betegnede som uforstandige knægte.

Argumenter af den skuffe imponerer ikke Egyptens koptere, som for de flestes vedkommende er ortodokse, men også omfatter katolikker og protestanter. Nogle af kopternes ledere har nu klart stillet sig på militærets side ved at udtale, at hærens aktion var vendt mod terror.

Kopterne ihukommer med gru en islamistisk opstand i 1990erne, som dræbte hundredvis af mennesker, mange af dem i det sydlige Egypten, som har en stor koncentration af koptere, men som også længe har været en højborg for militante islamistiske bevægelser.

Alle fire mure i den evangeliske kirke i Mallawi syd for byen Minja var stadig ved at smuldre lørdag, dagen efter at angriberne stak ild til kirken med benzinbomber og gasbeholdere.

Taget var brudt sammen, og forvredne og brændte stykker metal lå mellem bunker af forkullet træ og sten. Unge mænd hældte vand på askedyngerne og stablede mursten op i de buede vinduer for at beskytte bygningen mod fornyede angreb. Lugten af røg hang i luften. Slagger og knækkede fliser knasede under fødderne.

En ung mand viste en håndfuld patronhylstre frem, en af dem fra et haglgevær og andre tilsyneladende fra angrebsrifler. Skud kunne høres rundt om i byen, hvor bevæbnede mænd havde angrebet politistationen tre gange siden onsdag den 14. august og dræbt mindst to politifolk.

Det ligner efterhånden mest krig, siger Rimon el-Rawy, en lokal journalist som har fulgt angrebene.

Ærkebiskop Macarius, som er koptisk-ortodoks leder i Minja, opremser angreb på lokale kirker i årtier. En af dem, Anba Antonios, blev ramt helt tilbage i 1979, siger han, og bevæbnede mænd dræbte kirkegængerne i en anden i starten af 1990erne.

Kopterne betaler altid prisen. Sådan var det under Nasser, under Sadat, på Mubaraks tid, i tiden med militærstyre, under Mursi og efter Mursi, siger ærkebiskoppen og oplister dermed alle landets herskere, lige siden Gamal Abdel Nassers kup væltede monarkiet i 1952.

Mange kristne, som holdt en lav profil i årtierne med militærstyre, blev foruroligede af det islamistiske broderskab under Mursis tid ved magten.

Muslimske gejstlige af den hårde linje fik frihed uden fortilfælde til at prædike på egyptisk fjernsyn efter oprøret i 2011, som kastede Hosni Mubarak på porten og banede vejen for valget af Mursi, og nogle af tv-prædikanterne hånede uhildet de kristne i deres programmer.

Mursi vakte også uhyggelige minder om 1990erne ved at alliere sig med gruppen Gamaa Islamija, som var en del af oprørets kerne og gennemførte angreb på kristne og turister i det sydlige Egypten dengang, men senere gav afkald på volden og gik ind i mainstream-politik.

Den koptiske pave Tawadros II gav offentligt sin opbakning til at fjerne Mursi, da han sammen med liberale politikere og muslimske gejstlige sad bag hærchefen Abdel Fattah al-Sisi, da denne annoncerede hærens indgriben.

Den koptiske paves støtte kom til trods for, at mindst 25 mennesker døde, da militærtropper spredte en demonstration, som kopterne afholdt imod militærstyret, som gik forud for Mursis indtagelse af præsidentembedet.

Ærkebiskop Macarius sagde, at andre egyptere er ramt af de samme problemer med en fejlslagen økonomi og broderskabets ivrighed efter monopol på magten, som fik mange kristne til at slutte sig til demonstrationerne, der opfordrede Mursi til at træde tilbage.

Da vi deltog i protesterne, gjorde vi det som egyptere, ikke som koptere. Vi bar flag, ikke kors, sagde den koptiske leder.

Det står ikke altid klart, hvem der står bag angrebene, men mange mennesker i Minja beskriver ligesom naboen Wagih angreb udført af mindre grupper af islamister efterfulgt af folkemængder på flere hundrede, heriblandt Mursi-støtter og kriminelle, som udnytter kaosset.

Skylden for angrebene er blevet endnu et element i de modstridende fortællinger fra forskelligt hold siden Mursis fald: på den ene side militærregeringen, på den anden side Det Muslimske Broderskab.

Myndighederne har portrætteret angrebene som et led i en terrorkampagne igangsat af broderskabet, og denne anklage genlyder endnu stærkere hos private tv-kanaler og aviser.

Den koptisk-ortodokse kirke har sagt i en udtalelse, at den holder med hæren og sikkerhedsstyrkerne i deres konfrontation med bevæbnet vold og dyster terror.

Mange henviser til taler som den, der blev holdt af den islamiske gejstlige Safwat Hegazyat til en af broderskabets demonstrationer, hvor han sagde, at de fleste af de Mursi-fjendtlige demonstranter var kristne. Han truede kirken i tilfælde af, at den sluttede op om præsidentens fjender, og fik folkemængden til at råbe med på slagordene: Med vort blod og vore sjæle vil vi ofre for dig, islam.

Alligevel får de kristne under angreb liden eller ingen hjælp fra statens udrykningstjenester. Farmaceuten Helmi i Mallawi fortæller, at frygtsomme politi- og brandfolk nægtede at komme til stede, da den evangeliske kirke blev brændt ned.

Det var en grufuld situation, fortæller han. Der kom ingen hjælp fra politiet eller hæren, og brandvæsenet rykkede ikke ud.

Den katolske præst Jussef mindes en lignende mangel på hjælp, da hans lejlighed i Delja brændte i sidste måned. Der var stadig ingen politi eller hær i den lille by tirsdag, sagde han, til trods for flere ugers angreb og voldelig tale fra islamisternes side.

Vi forventer, at de kan dræbe os når som helst.

Oversat af Sara Høyrup