Nu skal vi afskaffe fattigdommen

Det er kvinder som denne inder, der knokler for en dårlig løn på en byggeplads i Chitrakoot Dham i ...

Det er kvinder som denne inder, der knokler for en dårlig løn på en byggeplads i Chitrakoot Dham i delstaten Uttar Pradesh, som FN's nye bæredygtige udviklingsmål skal hjælpe med at give et bedre liv. - Foto: Akshay Gupta/Demotix/Corbis/Scanpix

Det er højere indtægter, der skal trække folk ud af fattigdom, og vejen dertil er jobs. Derfor er det positivt, at der er kommet øget fokus på den private sektors rolle.
Nicolai Boserup

Det er ikke urealistisk at udrydde den ekstreme fattigdom. Men det bliver sværere end hidtil, og den sociale og miljømæssige bæredygtighed bliver en ekstra udfordring

”Vi lover, at vi mellem i dag og 2030 vil gøre en ende på fattigdom og sult overalt.”

Sådan lyder det allerførste løfte i erklæringen ”En forandret verden”, som FN's Generalforsamling vedtager i dag i New York.

Erklæringen inderholder de 17 nye bæredygtige verdensmål, som bliver verdens fælles kompas i de kommende 15 år. I 2030 skal alle have et sundt liv og have adgang til skolegang og undervisning.

Verdens ledere forpligter sig til at bekæmpe ulighed og gennemføre kønsligestilling. Og alt dette skal ske på en bæredygtig måde, så miljøet og verdenshavene beskyttes, og klimaet ikke forværres.

De smukke mål vedtages, samtidig med at FN markerer 70-året for verdensorganisationens oprettelse i 1945. Folketingets forhenværende formand Mogens Lykketoft, som skal lede diskussionerne i sin egenskab af formand for FN's Generalforsamling, har kaldt de 17 nye mål for epokegørende.

Og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har bebudet, at han ”glæder sig til at gøre de gamle 2015-mål færdige”.

2015-målene lovede at halvere andelen af mennesker i verden, der lever i ekstrem fattigdom. Det lykkedes faktisk. Omkring en milliard mennesker er blevet løftet ud af fattigdom, siden udviklingsmålene blev vedtaget på et FN-topmøde i Sydafrika i 2000.

Over en milliard mennesker, eller omkring 16 procent af verdens befolkning, lever dog stadig for under 1,25 dollars svarende til 8,80 kroner om dagen, omregnet til lokal købekraft.

Men om 15 år skal det være slut, lover verdens ledere altså. Og selvom både udviklingseksperter og civilsamfundsorganisationer hilser løftet velkommen, peger de også på, at disse 16 procent bliver vanskeligere at hæve over fattigdomsgrænsen.

”Det er især Kina, der har nedbragt antallet af fattige, og i de næste 15 år kan vi ikke regne med samme reduktion af fattigdommen i Kina,” påpeger Jonas Vejsager Nøddekær, der er udviklingschef i Folkekirkens Nødhjælp.

”Fremtidens fattigdom vil være samlet i fattigdomslommer, som kan være en konsekvens af ulighed og af diskrimination, for eksempel på grund af køn, kaste eller etnicitet. Det betyder, at vi ikke kommer fattigdommen til livs uden at ændre de strukturer, der fastholder folk i fattigdom. Og endelig lever mange fattige i dag i konfliktramte og ustabile lande, der ikke kan sætte de tiltag i værk, som løfter folk ud af fattigdom,” siger Jonas Vejsager Nøddekær.

Selvom udviklingsbistand stadig vil spille en rolle for verdens fattigste lande, er det især økonomisk vækst og private investeringer, der forventes at trække de ekstremt fattige over fattigdomsgrænsen. Og det er den rigtige vej at gå, mener Nicolai Boserup fra Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, der hjælper danske virksomheder med at investere i udviklingslande.

”Det er højere indtægter, der skal trække folk ud af fattigdom, og vejen dertil er jobs. Derfor er det positivt, at der er kommet øget fokus på den private sektors rolle. Hvis det lykkes at identificere investeringer, der både gavner de fattigere lande og sikrer et rimeligt afkast til virksomheden, så er det muligt at nå det ambitiøse mål,” siger Nicolai Boserup.

Målet om at få næsten alle over grænsen på 1,25 dollars om dagen er realistisk, mener også internationale udviklingseksperter. Ifølge en ny rapport fra den britiske tænketank Overseas Development Institute er det et af de tre nye verdensmål, som allerede nu ser ud til at lykkes. Det samme konkluderer forskerne bag bogen ”The Donors' Dilemma and the Future of Aid” (Donorernes dilemma og bistandens fremtid).

”Markedsstyret vækst vil have reduceret den ekstreme fattigdom markant i 2030. Men det løser ikke alle problemstillinger i forhold til bredere udviklingsmål,” konkluderer bogen, som er koordineret af professor Andrew Sumner, der er leder af det internationale udviklingsinstitut ved King's College i London.

Forfatterne, der hører til nogle af verdens mest anerkendte udviklingseksperter, peger blandt andet på, at risikoen for at falde tilbage i fattigdom er stor for dem, der lever lige på den anden side af fattigdomsgrænsen. To milliarder mennesker lever fortsat i moderat fattigdom og må klare sig for to dollars eller 13,24 kroner om dagen.

Denne moderate fattigdom vil eksistere længe endnu, men det er først med et rådighedsbeløb på over fem dollars om dagen, at man begynder at være sikret mod ekstrem fattigdom. Og i nogle latinamerikanske lande kan grænsen være helt oppe på 66 kroner eller 10 dollars.

”Det betyder, at fattigdomsbekæmpelse forudsætter vækst, der også er inkluderende og lighedsorienteret,” skriver Andrew Sumner, der også har dokumenteret, at flertallet af verdens fattige ikke længere bor i fattige lande, men i middelindkomstlande.

Ifølge Overseas Development Institute, der har etableret scorekort for de 17 nye mål, er lighedsmålet et af dem, hvor verden går i den forkerte retning.

Dertil kommer spørgsmålet om, hvorvidt den økonomiske vækst, der skal reducere fattigdommen, også vil være socialt og miljømæssigt bæredygtig.

”Bæredygtig fattigdomsbekæmpelse betyder, at folk kan leve af den løn, de får. Og det er umuligt i mange fattige vækstlande i dag, medmindre folk tager en masse overarbejde,” siger Steen Toft Rasmussen.

Han er ansat af fagforbundet 3F til at hjælpe fagbevægelsen i fem sydasiatiske lande med at sikre bedre arbejdsvilkår, deriblandt i Bangladesh, hvor sammenstyrtningen af Rana Plaza-bygningen i 2013 er blevet symbolet på en økonomisk vækst på bekostning af arbejdernes rettigheder og sikkerhed. 1138 kvindelige tekstilarbejdere blev dræbt og 2500 såret ved ulykken.

”Rana Plaza har blandt andet ført til en aftale om sikkerhed i tekstilfabrikkerne. Og omkring 300 virksomheder har indgået aftaler om at acceptere fagforeninger. Men det er en dråbe i havet. Samtidig skal arbejdsmarkedets lokale parter kalkulere med de multinationale virksomheder, der ofte har meget stor magt og kan påvirke lovgivningen i de pågældende lande,” siger Steen Toft Rasmussen.

”Civilsamfundets organisationer får en vigtig rolle at spille ved at gå i kritisk dialog med virksomhederne,” siger også Jonas Vejsager Nøddekær fra Folkekirkens Nødhjælp.

”Danske virksomheder er interesserede i den dialog. Andre er mindre lydhøre. Kinesiske virksomheder, der opererer i Afrika, vil være meget svære at påvirke. Men risikoen for ikke-bæredygtige investeringer eksisterer under alle omstændigheder. Bæredygtighedsmålene giver os et redskab til at imødegå dem,” konstaterer han.

Det samme gælder den miljømæssige bæredygtighed, påpeger Jan Søndergaard fra Greenpeace Danmark.

”Der er en risiko for, at investeringerne under den nye udviklingsdagsorden ikke alle bliver miljømæssigt bæredygtige. Det ville være naivt at hævde andet. Men alene det, at man samtænker miljø og udvikling og desuden tænker det hele ind i klimaproblematikken, er et rigtig godt udgangspunkt,” siger Jan Søndergaard.