Giver ny international fattigdomsgrænse mening?

En global fattigdomsgrænse er problematisk eller i hvert fald en fordrejet virkelighed, mener flere eksperter

I forbindelse med Verdensbankens nye fattigdomsgrænse undrer indiske økonomer sig over, hvordan banken er nået frem til, at landet allerede nu har 120 millioner færre fattige, end den indiske regering talte i 2013. -
I forbindelse med Verdensbankens nye fattigdomsgrænse undrer indiske økonomer sig over, hvordan banken er nået frem til, at landet allerede nu har 120 millioner færre fattige, end den indiske regering talte i 2013. - . Foto: Philippe Lissac/Godong/Scanpix.

Verdensbanken foretog i denne uge den største ændring af den officielle fattigdomsgrænse, siden organisationen introducerede en global målestok for fattigdom i 1990. Dengang var et menneske fattigt, hvis han eller hun ikke kunne købe en række udvalgte, helt basale varer i sit hjemland for det, der svarede til en amerikansk dollar.

I 2005 hævede Verdensbanken, som følge af inflationen, grænsen til 1,25 amerikanske dollars, og i sidste uge blev grænsen atter hævet. Denne gang til 1,90 amerikanske dollars, svarende til knap 13 kroner.

Der var blevet indsamlet nye forbrugerdata i en lang række lande, inflationen havde igen gjort sit, og justeringen var påkrævet, forklarede Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim, i interviews med internationale medier.

”Vi mener, at vi simpelthen har opdateret mållinjen til 2015,” sagde han blandt andet til den britiske avis The Financial Times.

I medier verden over blev Verdensbankens præsident citeret for, at det er ”den bedste historie i verden i dag”, at langt færre mennesker nu lever under fattigdomsgrænsen, vurderet efter bankens skøn.

Men fattigdomsgrænsen er problematisk, mener Angus Deaton, internationalt anerkendt professor i økonomi ved det amerikanske Princeton Universitet, der længe har været en vedholdende kritiker af en global fattigdomsgrænse.

”Der er tale om en grænse, som ingen ved, hvor de skal sætte, og som baserer sig på en omskiftelig købekraft og på dårlige data. Det er omtrent et statistisk problem fra Helvede,” siger han til The Financial Times.

Fattigdomsgrænsen er i hvert fald et troldspejl, der viser en forvredet virkelighed, mener Xavier Godinot, direktør for den franske hjælpeorganisation ATD Quart Monde. Som et eksempel peger han på den halvering af antallet af fattige, der, set i forhold til fattigdomsgrænsen, skulle have fundet sted i verden siden 1990. Det er ”ikke troværdigt” efter hans mening.

”Der er tale om en enkel, men også forenklet, målestok, som aldrig er blevet tænkt ordentligt igennem,” siger han til den europæiske nyhedstjeneste EurActiv.

En væsentlig del af problemet er, at lande har forskellige definitioner på ”fattigdom” - og at Verdensbankens fattigdomsgrænse er baseret på købekraft. Det ”usynliggør” fattige i rige lande ifølge Xavier Godinot.

”Når de (Verdensbanken, red.) hævder, at antallet af fattige er halveret, tager de ikke højde for de fattige i de 34 OECD-lande. Men de udgør en væsentlig gruppe,” siger Xavier Godinot.

Endnu et problem er, at fattigdomsgrænsen ikke skelner mellem verdens fattige og verdens ekstremt fattige, mener Friederike Röder, direktør for den franske afdeling af den internationale hjælpeorganisation One.

”Ekstrem fattigdom bliver mere og mere koncentreret i Afrika syd for Sahara. I det område lever hovedparten af de fattige (...) et godt stykke under Verdensbankens grænse,” siger hun til Eur-Activ.

I de indiske medier undrer landets økonomer sig over, hvordan Verdensbanken er nået frem til, at landet allerede nu har 120 millioner færre fattige, end den indiske regering talte i 2013. En talsmand for Verdensbanken forklarer i et interview med den indiske avis The Indian Express, at det hænger sammen med en anden måde at måle indernes indkøb på.

Men fattige er og bliver fattige, indvender økonom og adjunkt Himanshu Prabha Ray fra Jawaharlal Nehru Universitet i New Delhi.

”Man er først og fremmest nødt til at forstå, at fattige mennesker forbliver fattige, uanset hvordan du måler deres forbrugsdata,” siger han til The Indian Express.

I en anden indisk avis, Hindustan Times, sætter Chakravarthi Rangarajan, der også er økonom, et andet spørgsmålstegn ved fattigdomsgrænsen, som er gennemgående for kritikerne:

”Det er svært at argumentere for, at en familie på fem medlemmer, der tjener 5000 rupeer, er fattig, mens en tilsvarende familie, der tje-ner 5200 rupeer ikke er det,” siger han til Hindustan Times.