Ny liste over antisemitter skaber debat

Liberal Alliance, her ved formand Anders Samuelsen, lægger op til, at udlændinge skal have en privat ...

Årlig liste over antisemitiske udtalelser toppes af Det Muslimske Broderskab i Egypten, hvor flere af medlemmerne taler direkte om at slå alle jøder ihjel. Her broderskabets øverste leder Mohamed Badie. Foto: STR Denmark / Scanpix

Simon Wiesenthal Centret bliver kritiseret, fordi den på en årlig liste medtager en tysk medieprofil

Hvorvidt kåringen skal stå i gåseøjne kan diskuteres. I hvert fald ser de fleste øjne ikke positivt på at blive kåret til at være med på det amerikanske Simon Wiesenthal Centers nye liste over de ti mest antisemitiske eller antiisraelske angreb i 2012.

Listen beskæftiger sig både med antisemitisme i traditionel forstand og kritik af staten Israel. Derfor er den tyske udgiver og medieprofil Jakob Augstein, der udgiver et lille venstreorienteret blad, med på listen som nummer ni. Begrundelsen er citater om israelske ortodokse jøder, som han kalder fundamentalister, og samtidig hans kritik af den israelske regering. Desuden har han sagt, at den israelske atomstyrke er til fare for verdensfreden.

LÆS OGSÅ: Von Trier på top-10 over antisemitiske udtalelser

Jakob Augsteins medvirken på listen har udløst kritik hos den tyske presse, der generelt er kendt som israelvenlig. Den konservative Frankfurter Allgemeine Zeuting skriver, at centret har begået en alvorlig intellektuel og strategisk fejl ved at sætte Augstein på listen.

Sammenlignet med førstepladsen er Jakob Augsteins udtalelser af mindre personskadelig kaliber. Det samme kan ikke siges om nummer ét på listen, der i år er Det Muslimske Broderskab i Egypten, hvor flere af medlemmerne taler direkte om at slå alle jøder ihjel.

Nummer to på listen er det iranske regime. Iran har ellers tidligere været udelukket fra listen, fordi regimets holdninger tidligere blev beskrevet af centret som for ekstreme til overhovedet at tage med.

Efter Iran indtager den brasilianske karikaturtegner Carlof Latuff listen som nummer tre. Han har lavet utallige karikaturtegninger af Israels premierminister, blandt andet i gang med at vride en palæstinenser for penge over en sparegris. Simon Wiesenthal Centrets begrundelse for Latuffs plads på listen er, at under den nylige konflikt iværksat af Hamas mod den jødiske stat tegnede den brasilianske tegner Israel og premierminister Benjamin Netanyahu i gang med at gøre, hvad enhver leder i verden ville gøre mod et stormløb af raketangreb rettet mod uskyldige civile.

Det amerikanske center er opkaldt efter den østrigske nazijæger, der døde i 2005. Målet med den årlige liste er at gøre opmærksom på de negative udtalelser mod jøder og aflegitimering af staten Israel er blevet mere almindeligt, også blandt personer, der ikke er terrorister eller sindssyge.

Ud over at udarbejde lister over de mest antisemitiske og antiisraelske udtalelser arbejder Simon Wiesenthal Centret som en global jødisk menneskerettighedsorganisation, der blandt andet konfronterer antisemitisme, underviser i holocaust og støtter staten Israel.