Nye præster skal pædofili-screenes

Kommende præster i den katolske kirke i Belgien skal gennemgå psykologiske evalueringer af deres seksualitet for at undgå fremtidige pædofiliskandaler

Kommende præster i den katolske kirke i Belgien skal gennemgå psykologiske evalueringer af deres seksualitet for at undgå fremtidige pædofiliskandaler
Kommende præster i den katolske kirke i Belgien skal gennemgå psykologiske evalueringer af deres seksualitet for at undgå fremtidige pædofiliskandaler.

Nye præsters holdning til sex og cølibat skal fremover sættes under mikroskop på Belgiens katolske bispeseminarier. Det er hovedtanken bag et nyt adfærdskodeks, som den belgiske ærkebiskop, André-Joseph Léonard, vil fremlægge, og som skal mindske risikoen for, at pædofile finder vej til præstegerningen. Udmeldingen kommer, efter at den belgiske kirke gennem mange år har været plaget af misbrugsskandaler med kirkens præster i hovedrollen.

Nu bliver vi nødt til at sikre os, at de er i ligevægt på alle planer, også på det følelsesmæssige, forklarede en kortfattet ærkebiskop André-Joseph Léonard på den flamske tv-kanal VTM.

Kodekset ventes klart til november, og ærkebiskoppen har ikke ønsket at uddybe det i detaljer.

Men han foreslår, at fremtidige præster løbende screenes af en psykolog under deres uddannelse, hvilket allerede er en integreret del af præsteuddannelsen mange steder.

Forskellen er, at det nu vil blive gjort mere systematisk og med et større fokus på sex og på forholdet til børn.

Professor i klinisk psykologi ved det katolske universitet i Leuven Jozef Corveleyn er en af dem, som kommer til at skulle følge de kommende præster tæt. Han understreger over for avisen De Standaard, at han særlig vil fokusere på, hvad det betyder at gå ind i et livslangt cølibat.

Jeg vil vide, om de kun har valgt præstegerningen, fordi de for eksempel er bange for deres egen seksualitet eller intimitet, eller om de har andre problemer forbundet med sex, siger Jozef Corveleyn.

Hvis det er tilfældet, vil jeg have, at de bliver omringet af psykologer, eller at de opgiver præstegerningen, siger professoren.

Presset på den belgiske kirke kulminerede sidste år, da en uvildig kommission fremlagde en rapport med 475 vidneudsagn om overgreb fra kirkelige personer. Sideløbende blev biskoppen i Brügge tvunget til at gå af under stor mediebevågenhed, fordi det blev offentligt kendt, at han havde misbrugt to af sine nevøer den ene gennem 13 år.

Det smertefulde opgør er ikke ovre endnu. Der verserer sager mod både den katolske kirkes øverste ledere i Belgien og Vatikanet for at have vendt det blinde øje til eller direkte dækket over de mange overgreb.

Advokat for flere af misbrugsofrene Walter Van Steenbrugge kalder forslaget om at screene fremtidens præster for utilstrækkeligt.

Hvorfor ikke bare afskaffe de kirkedogmer, der ligger til grund for problemet: kvinders rolle i kirken, det tvungne cølibat og så videre, siger han til nyhedsbureauet Belga.

Også organisationen Ligaen for barnets rettigheder forholder sig kritisk til, om det nytter kun at fokusere på de studerende.

Man kan tro, at alt er fint, når man er 25 år. Men hvem kan sige noget om, hvordan en mand opfører sig efter 20 års afholdenhed?, siger ligaens formand, Jean-Pierre Coenen, til France 20.

albrechtsen@k.dk