A.R. Ahmad Basha er en af de største frugtplantører i Krish-nagiri-Dharmapuri-regionen i Tamil Nadu i det sydlige Indien. På en måned kan han sælge op mod 125.000 tons frugt.
Lige nu er det mangosæson, og tusinder af sæsonarbejdere er kørt ind fra nord for at plukke frugterne. Som hovedregel er der tale om mænd, der arbejder op mod 15 timer om dagen for en dagsløn på 35 kroner. Hvis de får løn. Mange af plukkerne er her for at arbejde af på et lån, som de har fået tidligere på året til at dække uforudsete udgifter eller bare for at få hverdagen til at hænge sammen. Under deres ophold har de kun lov til at forlade deres barakker en gang om ugen mod at vise en udgangstilladelse.
Vilkårerne bekymrer ikke A.R. Ahmad Basha.
”Drengene bor på plantagen og arbejder, når der er brug for det. Jeg giver dem tre måltider om dagen, og betaler dem til tiden. Hvad mere er der brug for,” siger han til Thomson Reuters Foundation, der skriver om udvikling og menneskerettigheder.
Arbejdsforholdene i Krish-nagiri-Dharmapuri bekymrer til gengæld den private australske fond Walk Free (Gå Frit). Organisationen offentliggjorde i går et nyt globalt indeks for moderne slaveri, hvor den skønner, at omkring 45,8 millioner mennesker arbejder under vilkår, Walk Free betegner som moderne slaveri. Dermed mener den mennesker, der blandt andet gennem menneskehandel er bragt i en situation, hvor deres arbejdskraft bliver groft udnyttet, og hvor de ikke kan forlade deres arbejdsplads på grund af trusler, vold, bedrag eller magtmisbrug.
To tredjedele af de ”moderne slaver” finder man ifølge Walk Free i Asien, og netop Indien vejer tungt som det land i verden, hvor flest mennesker, omkring 18 millioner, arbejder under en form for tvang. Det svarer til 1,4 procent af befolkningen. Nordkorea er derimod det land, der har den højeste andel af ”moderne slaver”. Walk Free mener, at det drejer sig om 4,37 procent af landets 25 millioner indbyggere.
Både begrebet ”moderne slaveri” og omfanget på 45,8 millioner mennesker er dog problematisk, mener Anders Lisborg, der er international ekspert i migration og bekæmpelse af tvangsarbejde.
Han peger på, at Global Slavery Indeks indeholder så mange usikkerheder, at der generelt blandt forskere og andre, der arbejder med området, hersker stor skepsis over for Walk Frees tal. Det understreges af, at Ilo, FN’s internationale arbejdsorganisation, anslår antallet af tvangsarbejdere og andre i udsatte vilkår til cirka 21 millioner mennesker.
”Det skaber opmærksomhed at komme med høje tal, men det går også ud over troværdigheden, og det kan i sidste ende undergrave det gode stykke arbejde, man gerne vil gøre. Der er en fare for, at man ender i moralsk panik og søger mod nogle voldsomme, hurtige indgreb, som ikke løser de egentlige problemer,” siger Anders Lisborg, som er ansat i Center Mod Menneskehandel.
Nok så tvivlsomt er det efter hans vurdering at slå alle former for uanstændige og dårlige arbejdsvilkår sammen i et begreb som ”moderne slaveri”. Det er både historieløst og en farlig forenkling.
”Hvis man skal forstå, hvad det er for dynamikker, der driver de forskellige former for udnyttelse af menneskers arbejdskraft, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige kategorier. Der er stor forskel på mekanismerne bag gældsarbejderne i Indien og så de kvinder, der bliver solgt som sexarbejdere på et globalt marked. For ikke at tale om det statsudskrevne tvangsarbejde, som finder sted i Nordkorea eller Usbekistan,” siger han.
En gennemgående faktor er der dog, siger Mads Bugge Madsen, sekretariatsleder i Ulandssekretariatet, der arbejder for at fremme arbejdsvilkårene og de ansattes rettigheder i u-landene. Grov udnyttelse kan kun finde sted, fordi staterne ikke formår at sikre deres borgers rettigheder – eller selv krænker dem.
”Det handler om mangel på god regeringsførelse, men det handler også meget om de klassiske problemer: fattigdom, ulighed og mangel på faglige organisationer. Det gør folk sårbare og lette at udnytte,” siger han.