En fiskerbåd fyldt til randen med 350 flygtninge - samme båd som Kristeligt Dagblad beskrev i sidste uge - fik i går lov til at lægge til kaj i byen Banda Aceh i Indonesien. Ifølge tv-kanalen Al Jazeera brød mange af de udsultede flygtninge ud i tårer, da de efter tre måneder til havs endelig mærkede fast grund under fødderne. Forinden var de tre gange blevet nægtet landgang af den thailandske hær og to gange blevet afvist af de malaysiske myndigheder - sidstnævnte havde ifølge bådflygtningene truet med at bombe båden, hvis de ikke vendte om.
Men nu skal det være slut med det, som den Internationale Organisation for Migration kalder ”et maritimt ping-pong-spil med menneskeliv” i Sydøstasien. Hidtil har myndighederne sendt flygtningene, som primært består af forfulgte, statsløse rohingya-muslimer fra Myanmar, fra land til land. I går skiftede Malaysia og Indonesien pludselig kurs ved i fællesskab at meddele, at ”de vil fortsætte med at yde hjælp til de omkring 7000 bådflygtninge, der driver rundt på havet i regionen” og sørge for midlertidigt ophold til bådflygtningene.
”Men det internationale samfund må hjælpe med at give flygtningene permanent ophold inden for et år,” skriver den malaysiske udenrigsminister, Anifah Aman, og hans indonesiske kollega, Retno Marsudi, i erklæringen efter et krisemøde med deres thailandske kollega, Tanasak Patimapragorn.
Selvom Thailand ikke underskrev erklæringen, men blot tilkendegav ikke længere at ville smide bådflygtningene ud af sit farvand, er der tale om et stort skridt i den rigtige retning. Det mener Asien-talsmand Joe Lowry fra Den Internationale Organisation for Migration, der længe har lagt pres på Malaysia, Indonesien og Thailand for at stoppe deres såkaldte push back-strategi.
”Vi bifalder det skridt, som regeringerne har taget, men jeg savner, at de også forpligter sig til at tage ud på havet og lede efter disse nødstede mennesker. I erklæringen står der intet om, hvordan flygtningene skal komme ind til kysten,” siger Joe Lowry og tilføjer:
”Alle spørger, hvad der i fremtiden skal ske med disse flygtninge, men sandheden er, at de ikke kommer til at have nogen fremtid, hvis de ikke snart bliver fundet.”
Regeringen i Filippinerne har som den eneste i regionen sagt, at den kan tage imod op til 2000 flygtninge. Hos Human Rights Watch er man bekymret for, at de sydøstasiatiske lande igen vil smække havneportene i, hvis ikke flygtningene rent faktisk er ude af landene om et år. Derfor er det vigtigt, at deadline bliver overholdt:
”Det kommer til at blive svært, men det er muligt. Det minder om det, vi så for snart 30 år siden med de vietnamesiske bådflygtninge, hvor nabolandene også indvilgede i at tage dem ind i flygtningelejre, så længe det internationale samfund efterfølgende hjalp med at huse dem. Det lykkedes dengang, det kan lykkes igen,” siger Phil Robertson, der er vicedirektør i organisationens Asien-afdeling.
Han understreger samtidig, at det næste år også skal bruges på at presse regeringen i Myanmar til at stoppe overgrebene mod rohingya-mindretallet.
Den 29. maj vil de involverede landes regeringsledere mødes i Bangkok til et krisemøde om flygtningesituationen. Myanmar har truet med at blive væk, hvis rohingyaerne ikke kaldes bengaler.