Det er formiddag i lillebyen Fayette langt ude på landet i sydstaten Mississippi. Den dampende fugtige sommerhede har jaget de fleste indbyggere indenfor, og de få fodgængere på hovedgaden Main Street trisser langsomt af sted, forbi det halvmørke nedslidte apotek og et par for længst lukkede butikker med støvede vinduer.
På parkeringspladsen foran supermarkedet fylder en svedende kvinde med oppustede lemmer sit bagagerum med sodavandsflasker i økonomistørrelse. Det ene af byens to trafiklys er i stykker. Der dufter tungt og fedtet af madolie fra kiosken, der sælger paneret friturestegt kylling.
Fayette er med sine frodige blomsterbuske og lurvede forretninger på én gang pittoresk og forarmet. Og den lille by, som er hovedsæde for kommunen Jefferson County og dens cirka 7000 borgere, er ramt af USA?s florerende fedmeepidemi. Hårdt ramt. Mississippi, hvor mere end 70 procent af alle voksne og 45 procent af børnene er enten overvægtige eller fede, rangerer som den tungeste delstat i USA, og værst står det til herude i Jefferson County.
Problemet bliver blot værre år for år. Det fortæller læge og fedmespecialist Frank McCune, der indtil for nylig var tilknyttet Fayettes lille sundhedsklinik, hvor han stod i spidsen for et nu nedlagt program, der skulle hjælpe folk med at tabe sig.
"Fornægtelse og manglende viden er et enormt problem. Mange mennesker afviser, at fedme er årsag til deres helbredsproblemer og beder mig om blot at behandle deres lidelser og så ellers lade dem være i fred. Det er også meget følelsesladet. Når du taler om, hvad folk spiser, så rammer du helt ind i deres sjæl. Og når næsten alle er alt for tykke, flytter normerne sig. Vi ser mennesker på langt over 100 kilo, som siger: 'Jamen, jeg har ikke noget problem. Jeg er den mindste i min familie'," siger Frank McCune, der i dag praktiserer i delstatshovedstaden Jackson, cirka to timer i bil fra Fayette.
Den voksende fedmeepidemi, som for alvor tog fart omkring 1990 og i dag er skyld i skyhøje rater af blandt andet type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og slidgigt, betegnes af eksperter som USA?s største "folkesundhedskrise" nogensinde. I dag er godt 30 procent af amerikanerne fede, hvilket er en fordobling siden 1980. Til sammenligning gælder det samme for 16 procent af danskerne.
Blandt forklaringerne på problemerne med fedme er den fattigdom, som lyser ud af byer som Fayette. Mississippi er den mest forarmede amerikanske delstat, og der eksisterer en uafviselig sammenhæng mellem fedme og fattigdom i USA. Undersøgelser viser, at fattige amerikanere har tendens til at leve af kalorierige fødevarer, som er langt billigere end frugt og grønt, og samtidig er der ofte langt mellem velassorterede supermarkeder i lavindkomstområder.
"Tendensen er, at folk spiser, når de har det svært, og netop fedt, salt og sukker aktiverer hjernens nydelsescentre. Den økonomiske krise forværrer problemet," pointerer Frank McCune.
Fayette er et udpræget eksempel på et sted, hvor økonomisk afmagt præger dagligdagen. Det bekræfter de robuste brødre Marlon og Donald Shorts, der sidder på hver sin klapstol og tygger tobak og drikker juice, mens de tålmodigt venter på kunder i deres beskedne bilværksted for enden af Main Street. Deres lille skilteløse forretning består blot af to rå cementvægge med tag.
"Der er ingen job i Fayette. De fleste er på bistandshjælp. Sådan har det været i 16 år, siden den sidste fabrik heromkring lukkede. Vi forsøger selv at gøre noget og tjene lidt i vores egen biks her, men der er ikke penge til andet end det allermest nødvendige. Vi køber næsten altid det, som er billigst," forklarer 38-årige Marlon Shorts, hvis overmund skinner af det guld, der har erstattet hans egne dårlige tænder.
Marlon og Donald Shorts voksede op på deres bedstefars gård lidt uden for Fayette. Her dyrkede familien tomater, majs og bønner, og de havde deres egne kyllinger, køer, geder og heste. I dag ligger gården øde hen.
"Det var en anden livsstil, da vi voksede op. Vi samlede æg i hønsehuset og gik i køkkenhaven og spiste det, som vi selv dyrkede. Men sådan er der ikke ret mange, som stadig lever. De landbrug, som er tilbage her i området, er mekaniserede," konstaterer Marlon Shorts.
Netop livsstilsændringer i form af langt mindre aktivitet, flere forarbejdede fødevarer, en lavpris-fastfoodkultur og portioner i superstørrelse har været med til at få amerikanerne til at lægge sig gevaldigt ud. Særligt slemt står det til i Sydstaterne, der ud over at være plaget af fattigdom også er et bilsamfund med få offentlige transportmuligheder og en skrigende mangel på fortove.
Dertil kommer, at madkulturen er særligt usund her i Syden, der også er kendt som "the stroke belt" (slagtilfælde-bæltet). Folk i denne del af USA elsker ganske enkelt deres friturestegte kylling, deres spareribs indsmurt i sovs, deres "sweet tea" (kraftigt sødet is-te), deres sødkartoffelmos i rigeligt med smør og deres "corn bread" (kagelignende brød). På restauranternes menukort tæller makaroni druknet i ostesovs gerne som en "grøntsag", og mange retter tilberedes med svinefedt.
Madkulturen i Syden har en historisk forklaring med tråde til slavetiden, forklarer lægen Frank McCune, der selv er efterkommer af slaver fra Afrika. Hans forfædre sled i bomuldsmarkerne på plantager i Mississippi, hvor slaverne blev holdt i gang af kalorieholdig kost af ringe kvalitet baseret på kulhydrater, stivelse og fedt. I dag er knap 9 ud af 10 af Mississippis indbyggere sorte.
"De fede måltider var nødvendige for at holde slaverne i live. Især den sorte befolkning udviklede en smag for den type kost, men i dag arbejder ingen i marken dagen lang og forbrænder ikke kalorierne. Folk fra alle samfundsklasser spiser nu den slags mad, men kun de mere velstående mennesker, som oftest er hvide, opvejer effekten ved at dyrke motion," konstaterer Frank McCune.
I Fayette findes der slet ingen motionscentre, fortæller Jackie Ford, der er uddannet sygeplejeassistent og nu arbejder som motionskonsulent, mens hun tager en uddannelse inden for sundhed og ernæring. Et offentligt træningstilbud, som åbnede, efter at Jefferson County blev udpeget som USA?s fedeste kommune, er nu lukket. Og den kvælende fugtige varme gør, at kun de allermest ihærdige går eller løber en tur tidligt om morgenen.
"Folk her dyrker kun motion, hvis nogen tvinger dem til det, og de hælder enorme mængder sukker og fedt i deres børn, fordi sådan er kulturen. Vores borgmester gør intet, han er selv stærkt overvægtig. Helbredsniveauet her er aldeles skræmmende. Se dig omkring: Alle forretninger i Fayette sælger enten mad eller medicin," siger Jackie Ford, der kører en tur op og ned ad Main Street med Kristeligt Dagblad for at vise byen frem.
Hun peger på folkeskolen med den tomme skolegård.
"De fleste af børnene bliver inde hele dagen, fordi de er overvægtige, og det derfor er for varmt for dem at opholde sig udenfor. Skolefrokosterne er aldeles rædselsfulde og kan knap nok kaldes for mad. Min egen søn nægter at spise dem," bemærker den slanke, veltrænede kvinde.
Ifølge Frank McCune vil det kræve en enorm og langsigtet indsats at standse fedmeepidemien, der koster det amerikanske samfund svimlende summer. Eksperter i sundhedsøkonomi advarer om, at de snart pensionsmodne såkaldte baby boomere, som er den fedeste ældregeneration nogensinde, er en tikkende bombe under det offentlige sygeforsikringssystem Medicare, der dækker borgere over 65 år.
Også det stigende antal tykke børn bekymrer. Fedmeepidemien vil ifølge prognoser inden for få årtier koste det amerikanske samfund tæt på en milliard dollar (knap seks milliarder kroner) om året.
"Det er nået dertil, at der aldrig vil være nok ressourcer til at få USA?s befolkning tilbage i en rimelig helbredstilstand. Men vi er nødt til at mindske skadevirkningerne, og det skal ske ved at lægge vægt på oplysning, på personligt ansvar og på statslig indgriben. Vi kan eksempelvis beskatte sukker- og fastfoodindustrien og give vores børn sund skolemad, og vi kan bygge fortove og rydde op i nabolagene, så det er trygt at bevæge sig til fods," siger Frank McCune.
En anden og stadig mere populær medicinsk løsning er operationer, også kendt som gastrisk kirurgi. Antallet af amerikanere, der får formindsket mavesækken på operationsbordet, er mere end fordoblet siden 2003. Proceduren er en effektiv vej til permanent vægttab, fordi den gør det umuligt at spise store måltider, og 8 ud af 10 patienter bliver tilmed fri for deres sukkersyge kort tid efter operationen.
Blandt de kirurger, der mærker den voksende efterspørgsel på fedmeoperationer, er David Miller, der siden 2005 har opereret patienter i sin private klinik i Jackson i Mississippi.
"Jeg var den type læge, der betragtede overvægtige patienter som dovne og viljeløse. Men problemet er, at mange svært fede mennesker ikke kan tabe sig uden hjælp. Så på et tidspunkt var jeg nødt til at tage en moralsk beslutning, om jeg bare ville læne mig tilbage og skære deres inficerede diabetesramte ben af, når det kom så vidt, eller om jeg ville gøre noget for at hjælpe dem," forklarer David Miller.
Han understreger, at den amerikanske sundhedsmyndighed NHS allerede i 1990 konstaterede, at gastrisk kirurgi er den eneste medicinske kur for svær fedme, og at operationsprisen på cirka 25.000 dollar (150.000 kroner) – som kun nogle sygeforsikringsselskaber i USA betaler for – ofte tjener sig ind i løbet af to-tre år i form af patientens markant forbedrede helbred.
"Alene et par nye knæ koster det samme som en operation mod fedme. Vi kan skælde fede mennesker ud herfra og til juleaften, men realiteten er, at fedmeepidemien er et ubegribeligt stort problem, som vi er nødt til at angribe på alle mulige måder. Alene sukkersyge vil ruinere dette land," konstaterer David Miller.
Ude på landet i Fayette er der imidlertid langt til den nærmeste gastriske kirurg. De færreste mennesker har en privat sygeforsikring eller midler til selv at betale for en operation. Desuden er viljen til at smide de ekstra kilo begrænset, påpeger Jackie Ford under et kort besøg i det mistrøstige, mennesketomme kostrådgivningskontor i byens lille sundhedsklinik.
"Det er slemt, og det bliver værre. Det eneste, jeg kan gøre, er at blive her og hjælpe folk og håbe på, at der sker en meget markant kulturændring. Men jeg tror, at det vil kræve noget, der nærmer sig et mirakel," siger hun.
