Når livet stopper på fødegangen

I Tanzania stopper livet på fødegangen for hver 23. kvinde. Årsagen er mangel på medicin og kvalificeret personale, men også dårlig logistik og organisering. Men erfaringen viser, at mødredødeligheden faktisk kan reduceres, når problemet prioriteres, og personalet trænes i akut fødselshjælp

Kvinderne har tidligere ikke kunnet være sikre på at få hjælp på fødegangen, og på Kagera Regional Hospital har der været tilfælde, hvor kvinder er døde af komplikationer, som nemt kunne og skulle have været behandlet. --
Kvinderne har tidligere ikke kunnet være sikre på at få hjælp på fødegangen, og på Kagera Regional Hospital har der været tilfælde, hvor kvinder er døde af komplikationer, som nemt kunne og skulle have været behandlet. --. Foto: Kathrine Storm.

På en græsplæne i skyggen af et stort mangotræ sidder en gruppe højgravide kvinder og småsnakker.

Med sig har de en lille rejsetaske med tøj til sig selv og det kommende barn, en balje og et plastiklagen. Baljen er til at kaste op i og tisse i, og plastiklagenet er til at føde på, så lejet undgår at blive snavset. Begge dele skal kvinderne selv holde styr på, derfor har de fleste en slægtning med på hospitalet til at hjælpe dem undervejs.

Kvinderne smiler og taler lavmælt uden at lade sig mærke af veerne og af, at den forestående fødsel er alt andet end ufarlig. Disse kvinder har også bedre odds, for personalet på fødegangen er blevet trænet til at håndtere de "fem store dræbere", som tager tusindvis af kvinders liv i barselssengen hvert år. Det er kraftige blødninger efter fødslen, svangerskabsforgiftning, infektioner, langvarig fødsel og komplikationer til abort.

De 16 jordemødre på Kagera Regional Hospital i Tanzania har lært at genkende de farlige symptomer og kan handle hurtigt og uden at tilkalde læger, når komplikationerne opstår. De er trænet i de basale håndgreb til at stoppe en blødning, give medicin og overvåge og stabilisere kvinderne. Hvis de har tid. For der skal løbes stærkt, når der højst er tre på vagt ad gangen, og personalet både skal tage sig af mor og barn og gøre rent. Det er hårdt arbejde på fødegangen, fortæller Rose, som er jordemoder og sygeplejerske, men i øjeblikket arbejder på børneafdelingen for at samle lidt kræfter.

"Når det går rigtigt stærkt, lægger vi spædbarnet direkte op til moderen og kommer tilbage senere for at klippe navlestrengen," fortæller hun, men tilføjer også stolt, at antallet af mødre, som dør under fødslen, er faldet de seneste år på hospitalet.

Den positive udvikling begyndte i 2008, da hospitalsdirektøren i samarbejde med en dansk læge, Bjarke Lund Sørensen, introducerede et intensivt kursus i akut fødselshjælp. Efter en vis skepsis under de indledende forhandlinger blev kurset udbredt blandt personalet, og den ekstra uddannelse gav fødselsgangen et løft.

De fleste fødselskomplikationer opstår akut og kan ikke forebygges. Derfor er det essentielt, at de gravide kvinder har adgang til professionel hjælp under fødslen. Til gengæld er det enkle teknikker, der styrker personalets faglighed og redder kvindernes liv.

"Vi er blevet mindre afhængige af lægen, når vi selv kan lægge drop og tage barnet med kop," forklarer Augusta, en anden af jordemødrene på Kagera Regional Hospital, der ligesom Rose nu selv er instruktør i akut fødselshjælp.

Der er stor lægemangel i Tanzania, og forholdet til de få læger er ofte præget af en sådan ærefrygt, at personalet sjældent får hjælp, før det er for sent. Men når der opstår komplikationer under fødsler, skal der handles hurtigt og arbejdes sammen. Derfor er Rose og Augustas første lektion, når de underviser, at råbe højt efter kollegernes hjælp og straks gå i gang med den livreddende behandling – også selvom lægen efter sigende er på vej.

Desværre skal man kun få kilometer væk fra regionshospitalet for at opleve, at et af de helt store problemer er landets dårlige logistik. Der eksisterer kun få offentlige transportmuligheder. Enten de overfyldte busser eller minibusser, som ræser af sted på de hullede veje og udgør en livsfare i sig selv.

De dårlige veje gør det tidskrævende og besværligt at komme frem til hospitalet, for selvom det er gratis at føde på et hospital i Tanzania, er det svært uden et familiemedlem til at hjælpe dig. Den gravide kvinde skal selv sørge for mad og tøj til sig og barnet, og det er ikke personalets opgave at tage sig af den svækkede mor.

Samtidig skaber den dårlige logistik også et "brain drain" inden for landets grænser. Uden veje sker der ingen udvikling i landsbysamfundene. Og uden skoler, byliv og ordentlige forhold på de afsidesliggende hospitaler og sundhedscentre er det tæt på umuligt at tiltrække det veluddannede sundhedspersonale til et job på landet, og dermed bliver der langt til professionel fødselshjælp.

Fordi komplikationerne ved fødslerne oftest opstår akut, er det netop adgangen til professionel hjælp, der kan redde kvindernes liv. Nye tal fra WHO viser, at mødredødeligheden falder i de regioner, hvor personalet har lært at håndtere akutte komplikationer, og organisationen anbefaler, at der skal uddannelse ud i alle afkroge af sundhedssystemerne.

Det kræver politisk prioritering nationalt og lokalt, og det er et omfattende projekt i et udviklingsland, der også kæmper med mange andre udfordringer, for eksempel også dårlig ledelse, magtmisbrug og korruption. Heldigvis kan vejen til forandring også være kort, når den banes af personer, der tager ansvar og kan se fremad.

På distriktshospitalet i byen Karagwe vil den unge hospitalsdirektør, Doktor Patrick, sætte en stopper for de høje dødstal på fødegangen. Han er selv læge og sidder med på kurset i akut fødselshjælp en weekend i august, og han indleder kurset med et krav til deltagerne:

"Det er op til os deltagere at lære, høre efter og tage hjem fra kurset med en pakke og bruge den med det samme. Vi skal arbejde sammen som et hold og lære at prioritere, for det er muligt at stoppe de høje dødstal."

Hvis ordene står til troende, kan den unge hospitalsdirektør være med til at skubbe Tanzania ind på den positive kurs, mange afrikanske lande også oplever, og som omverdenen har fået øjnene op for – at kvinderne er nøglepersoner i udviklingslandenes samfundsøkonomi. Når kvinder bliver prioriteret højt, kan det ses på bundlinjen.

I Tanzania er mødredødeligheden ved at blive anerkendt som et problem. Det bliver tydeligt for personalet, at de kan gøre en forskel, at det hverken er tilfældigt eller skæbnebestemt, om kvinder overlever fødslen eller ej.

udland@k.dk

Kathrine Storm er kommunikationsmedarbejder ved Københavns Universitet