Obama slår et søm i koldkrigspolitikkens kiste

Med sin historiske tilnærmelse til Cuba følger præsident Obama et af sine vigtigste principper: at tale med sine fjender

Barack Obama taler i telefon med Alan Gross, som er blevet frigivet fra cubansk fængsel.
Barack Obama taler i telefon med Alan Gross, som er blevet frigivet fra cubansk fængsel. Foto: Demotix Live News/Demotix/Corbis.

Præsident Barack Obamas bekendtgørelse om, at USA vil genoprette det diplomatiske forhold til Cuba, ophæver et af amerikansk udenrigspolitiks største ejendommeligheder. Det har længe virket absurd, at Cuba, der for længe siden ophørte med at være en trussel mod USA, beholdt fjendestatus længe efter, at Washington normaliserede relationerne til kommunistiske Kina og Vietnam.

Præsident Obamas udmelding sent i onsdags kommer efter 18 måneders tophemmelige forhandlinger i Canada og i Vatikanet mellem amerikanske embedsmænd og repræsentanter for den cubanske leder Raul Castros regering. Forhandlingerne, der skete på foranledning af pave Frans, lægger op til et historisk tøbrud af det kølige forhold mellem de to nationer, som har stået på siden Cubakrisen i oktober 1962. USA vil nu åbne en ambassade i Havana og lempe regler for indrejse og samhandel.

Det betyder, at kommunistiske Nordkorea er det eneste land tilbage på USA's sorte koldkrigsliste. USA normaliserede relationerne med Kina i 1979 og med Vietnam i 1995, 20 år efter afslutningen på en krig, der kostede næsten 60.000 amerikanske soldater livet. Det cubansk-amerikanske fjendskabs ophør markerer endnu et skridt mod opløsningen af den kolde krigs fjendebillede.

Ved at åbne et nyt kapitel i USA's forhold til den kommunistiske ø har præsident Obama ageret i overensstemmelse med et hans vigtigste udenrigspolitiske principper: at USA må tale med sine fjender. Og hans opsigtsvækkende udmelding får nogle amerikanske iagttagere til at spekulere, om Iran nu kan stå for tur.

Hvis diplomater kan nå frem til en aftale med Iran om landets atomvåbenprogram næste år, er det muligt, at Obama kan driste sig til at tage et lignende historisk skridt med Iran, inden han forlader præsidentembedet om to år. På samme måde, som han i sin Cuba-tale i onsdags slog fast, at varig forandring i et land beviseligt sker nemmere med stabilitet end med kaos, kan han argumentere for, at det ikke tjener USA's interesser at skubbe det hårdt trængte Iran ud på sammenbruddets rand.

Præsident Obama kan ikke permanent ophæve USA's handelsembargo mod Cuba uden Kongressens godkendelse, og han kunne have valgt at tage langsomme skridt mod en optøning af forholdet til Cuba. I stedet gik han i ét hug så langt, som han kunne uden Kongressen. Hans kritikere, der tæller mange ledende republikanere og en enkelt cubansk-amerikansk senator, anklager ham nu for naivt at kapitulere over for et diktatur.

Obama satser imidlertid på, at befolkningen er på hans side og ikke længere ser verden gennem den kolde krigs optik. Målinger viser, at flertallet af amerikanerne mener, at embargoen mod Cuba bør ophæves. De gamle ideologiske og økonomiske frontlinjer er da også i forvejen i opløsning. Sidste år rejste 600.000 amerikanere til Cuba, og selvom den gamle garde af eksilcubanere i USA længe har været en indflydelsesrig stemme for en hård linje over for deres fædreland, så deler deres børn og børnebørn ikke nødvendigvis deres politiske holdninger.

Præsident Obama går en hård tid i møde. Om få uger siden samles den nye kongres, hvor hans demokratiske parti efter novembers midtvejsvalg har mindretal i begge kamre, og en lang række konfrontationer venter.

Men på udenrigspolitikken har præsidenten stadig betydeligt spillerum, og lige nu er han i gang med at vise, hvordan han vil bruge sine sidste to år i embedet.