Obama tager afsked med byen, der formede ham som USA’s første sorte præsident

Pastor Alvin Love, som her ses under sin prædiken i Lilydale First Baptist Church, er som en af Barack ...

Pastor Alvin Love, som her ses under sin prædiken i Lilydale First Baptist Church, er som en af Barack Obamas nære bekendte en af dem, der er inviteret med til præsidentens store afskedstale i Chicagos kongrescenter i dag. – Foto: Stine Kromann Dragsted

Han forstod, at Amerikas største problem ikke var dets dårlige skoler eller kriminalitet eller stofmisbrug, men det faktum, at et flertal af amerikanere havde meldt sig ud af den politiske proces.
Greg Galluzzo, Chicago-aktivist

Chicago lærte Barack Obama at tale, at politik er det muliges kunst, og at den største forhindring for forandring er, hvis amerikanerne selv mister troen, siger to af præsidentens tidligste mentorer inden Obamas store afskedstale i hjembyen i dag

Pastor Alvin Love starter sin prædiken med at skuffe mange i den sorte menighed i Lilydale First Baptist Church på Chicagos sydside.

”Jeg ved, at vi alle gerne vil tage personligt afsked med vores præsident, og jeg har fået 75 forespørgsler fra jer om billetter til præsidentens afskedstale her i Chicago. Selvom jeg er personligt inviteret, er jeg ikke herre over uddelingen af de andre billetter,” siger præsten om ugens store begivenhed i Barack Obamas hjemby, hvor præsidenten i dag holder sin sidste store tale i embeds medfør og vil se tilbage på sine otte år i Det Hvide Hus.

”Lad os tale om, hvordan vores tro kan guide os til at lære af præsident Obama,” siger Alvin Love i sin prædiken og griber tilbage til Johannesevangeliet og historien om den samaritanske kvindes møde med Jesus ved brønden.

Flere i menigheden bliver så grebet af forkyndelsen om ikke at lukke ørene for et budskab alene, fordi afsenderen har en anderledes fremtoning, at de rejser sig op fra kirkebænkene og rækker armene i vejret.

”Nu skal vi til at tage afsked med en præsident, som måtte overkomme mange fordomme om hans egen fremtoning som sort mand, inden USA var klar til at lytte til hans budskab,” understreger pastor Alvin Love til højlydte klapsalver.

I over 30 år har Alvin Love været en nær bekendt af Barack Obama. Fra præsidentens dage som græsrodsaktivist på Chicagos fattige sydside gennem tiden som senator til de sidste otte år i Det Hvide Hus har præsten haft præsidentens opmærksomhed.

Byen Chicago har om nogen været med til at forme den præsident, USA nu skal tage afsked med, forklarer Alvin Love efter sin prædiken:

”Barack Obama lærte at blive en af nationens fremmeste talere ved at hænge ud i kirkerne her på Chicagos sydside. Hans evne til indlevelse og medfølelse stammer herfra og bidrager til hans oratoriske begavelse.”

De oratoriske evner valgte præsidenten ofte at bruge til sætte fokus på komplekse emner som USA’s modsætningsfyldte forhold til race, våben og religiøs identitet.

Præsidentens taler hjalp ham langtfra altid politisk, men pastor Alvin Love mener, at de vil blive en afgørende del af Obamas eftermæle, fordi hans retoriske bidrag vil hjælpe fremtidens amerikanere til at begribe det muliges kunst, og hvordan USA kan gøre fremskridt på trods af landets mange, store dilemmaer.

Samtidig peger pastor Alvin Love på, at Barack Obama fandt sin religiøse identitet i Chicago, og at han som præsident har brugt sin tro til at finde mod og rygrad som politiker.

”Styrken i hans tro har givet ham modet til at handle ud fra, hvad han mener er rigtigt for landet på lang sigt og ikke nødvendigvis, hvad der hjalp hans parti eller hans egen politiske situation,” mener Alvin Love og peger på nogle af Obamas mest skelsættende politiske tiltag:

”Ikke alle var tilfredse med Obamas økonomiske stimuluspakke, men den fik os ud af moradset og reddede bilindustrien. Ikke alle kunne lide finansregler og forbrugerbeskyttelse, men det har sikret os imod at ende i en recession som den, Obama overtog. Ikke alle bryder sig om Obamas sundhedsreform, men 20 millioner flere amerikanere har nu sundhedsforsikring.”

Præsident Obamas måde at føre politik på ved at lave gradvise forbedringer er netop rundet af hans erfaring med at inddrage socialt udsatte fra Chicagos fattige kvarterer i den politiske proces, mener den landskendte Chicago-aktivist og tidligere mentor for Obama, Greg Galluzzo.

Det var muligheden for at arbejde med at mobilisere de sorte borgere i Chicagos ludfattige kvarterer gennem Greg Galluzzos græsrodsorganisation, der fik en ung Obama til at droppe udsigten til et godt betalt advokatjob og flytte til Chicago.

”Barack Obama lærte, at det er mest effektivt at mobilisere folk omkring sager, hvor det er realistisk at opnå succes i form af politiske resultater. Som politiker er han grundlæggende en realist, og hans udgangspunkt som præsident har altid været at gøre, hvad der er muligt, selvom begrænsninger og kendsgerninger betyder, at resultatet ikke er perfekt,” siger Greg Galluzzo.

Politiske eksperter har studeret og skrevet bøger om, hvordan græsrodsarbejdet i Chicago hjalp Obama til at gennemføre to succesfulde præsidentkampagner ved at mobilisere et bredt udsnit af den amerikanske befolkning til at deltage i den politiske proces. Greg Galluzzo peger på, at slutresultatet er mere end de to valgsejre.

”Han forstod, at Amerikas største problem ikke var dets dårlige skoler eller kriminalitet eller stofmisbrug, men det faktum, at et flertal af amerikanere havde meldt sig ud af den politiske proces, fordi de mistede troen på, at forandring var muligt. Selvom det ikke lykkedes Hillary Clinton at vinde dette præsidentvalg, så viste hun, at den koalition af amerikanere, der støtter progressive fremskridt, stadig udgør et politisk flertal i USA. Det er en koalition, Obama har skabt,” siger han med henvisning til, at Clinton fik knap tre millioner flere stemmer end valgets vinder, republikaneren Donald Trump.

Greg Galluzzo fremhæver, at de sidste otte års fravær af både personlige skandaler og moralsk anfægtelige beslutninger i Det Hvide Hus betyder, at Obama har sat en historisk høj standard for integritet og værdighed i præsidentembedet.

Også på det punkt har Chicago været en formativ oplevelse.

”Obama har altid haft et stærkt indre moralsk kompas, men forholdene i Chicago beviste for ham, hvor store omkostninger korruption og skandaler kan have,” siger også pastor Alvin Love.

Mindre synligt er det, at Obamas administration med stor succes har håndteret et væld af kriser – oliespild, ebola, svineinfluenza, diverse terrorplot – der alle kunne have belastet hans eftermæle på samme måde som George W. Bushs mangelfulde indsats under orkanen Katrina og Irak-invasion.

”Obama var en succesfuld græsrodsaktivist, fordi hans mål var at bygge teams af kompetente folk. Uanset hvad man mener om ham politisk, så har han fyldt sin regering og administration med folk, der er ved noget om de områder, de har ansvaret for. Med Donald Trumps nye udnævnelser er det et af Obamas kendetegn, som den amerikanske befolkning allerførst vil kommer til at savne,” mener Greg Galluzzo.

Greg Galluzzo og Alvin Love er enige om, at det også har haft sin en pris, at præsidenten ikke har følt behov for at fremhæve sine mange sejre eller stive sit ego af.

”Som aktivist og politiker kan det være en fordel, men som præsident skulle han nok have været bedre til at promovere de mange resultater,” medgiver Alvin Love med henvisning til, at Donald Trump og den republikanske kongres nu vil forsøge at rulle Obamas politiske tiltag tilbage.

På vej ud på Chicagos kolde og vindblæste gader breder samtalen sig i Lilydale First Baptist Church om den historiske betydning af, at Barack Obama blev præsident på trods af sin sorte hudfarve. Den 31-årige jurist Leidedra Turner er en af de få i kirken, som har sikret sig en af de eftertragtede billetter til Obamas afskedstale ved at stå i en timelang kø i bidende frost.

”Det er vigtigt for mig at sige farvel til den første præsident, jeg følte repræsenterede mig,” siger hun.

”Det var Chicago, der gjorde Obama til en sort mand,” konstaterer den 72-årige pensionist John Long.

”Alle sorte amerikanere skal igennem en proces, hvor de opdager, hvad det betyder at være sort, og hvad den sorte identitet står for i USA. Obama blev først sort i vælgernes øjne, efter han var blevet formet af den fattigdom, kriminalitet og racisme, han oplevede i Chicagos gader.”

Pastor Alvin Love trykker hænder med alle i forsamlingen og nikker:

”Obama fandt sig selv i Chicago, og samtidig udfordrede han os i de traditionelle sorte lokalsamfund til at genoverveje vores egen snævre definition af, hvad det vil sige at være rigtig sort. Ved at holde fast i sin egen helt unikke sorte identitet har Obama lært hele USA, at vi kan blive klogere på, hvem vi er som amerikanere.”