Obamas anklageskrift mod Putin er også et testamente til Trump

Amerikanske beskyldninger mod Rusland om en cyberkrig består efter udvisning af russiske diplomater, og selvom det langtfra er sikkert, at Kreml direkte har været involveret, har USA’s afgående præsident nu sat den russiske præsident og sin efterfølger i et dilemma

Obama ønsker at stille Putin i samme dilemma, som Obama selv stod overfor i ruslandspolitikken, da han tiltrådte i 2009.
Obama ønsker at stille Putin i samme dilemma, som Obama selv stod overfor i ruslandspolitikken, da han tiltrådte i 2009. Foto: Polfoto.

I de fleste vestlige nyhedsmedier har udlandsredaktørerne gjort status over det forgangne år, og mange har brugt vendingen, at ”Putin vandt 2016”. Udenrigspolitik og verdens orden er naturligvis ikke en idrætsdisciplin, men den russiske præsident, Vladimir Putin, leverede godt med kaniner fra hatten til den interna-tionale nyhedsstrøm i 2016 i form af en fornyet alliance med Tyrkiet og dets præsident Recep Tayyip Erdogan samt et genindtaget Aleppo og Vesten kørt af sporet i Syrien. Derudover har Putin både kunnet sætte sin lid til en svækkelse af EU i form af Brexit og sine forhåbninger med USA’s valg af Donald Trump og et fransk præsidentvalg i 2017, der tyder på en pro-russisk præsident i Elysée-palæet.

Putin har nu en helt central geopolitisk rolle i Mellemøsten og i Europa, hvor han endnu i sommeren 2015 var den mest isolerede, betydende statsleder i verden oven på Ukraine-konflikten og Krim- annekteringen.

Op til nytår valgte USA’s præsident, Barack Obama, at straffe Rusland for indblanding i det amerikanske præsidentvalg, efter at rygter og anklager om selvsamme havde rumlet længe. Helt centralt stod udvisningen af 35 russiske diplomater, der siden allerede er returneret til Moskva.

Det var ventet, at Putin dagen efter ville give tilbage af samme mønt, som mønstret har været, siden Ukraine-konflikten brød ud i 2014 og fik da også den anbefaling fra sin udenrigsminister, Sergej Lavrov. Eller rettere Lavrovs ”råd” blev givet via det russiske telegrambureau Itar-Tass, og nogle timer senere kom Putins melding sammesteds om, at han – dybest set – ikke ville synke til Obamas niveau.

Denne veltilrettelagte, russiske spin-manøvre blev fulgt op af Trump, der på Twitter roste Putin for sin tilbageholdenhed. Siden har USA’s kommende præsident tilmed udtrykt tvivl om Obamas konklusioner – og antydet, at han ved mere om sagen end som så.

USA’s afgående præsident har på sin side valgt at offentliggøre en efterretningsanalyse om baggrunden for udvisningerne, der er en direkte anklage mod Putin om cyberkrig mod USA i 2016 og samtidig et ruslandspolitisk testamente, der kan få afgørende betydning for den fremtidige amerikanske kurs over for Rusland.

Kernen i analysen er, at de hackerangreb, der har været rettet mod blandt andre Demokraternes konvent, kommer fra to grupperinger, og at disse er knyttet til de to centrale efterretningstjenester i Rusland, GRU, militærets efterretningstjeneste, og FSB, det tidligere KGB.

Obama og de amerikanske myndigheder er overbeviste om russisk involvering. Men herfra og til at knytte kommandovejen helt til Kreml er der et pænt stykke vej. At de to centrale russiske efterretningstjenester spionerer mod USA og har interesse i det amerikanske valg kan ikke komme bag på nogen. Det er endnu ikke to år siden, at Wikileaks fik kølnet det amerikansk-tyske forhold betydeligt, da det stod klart, at USA lyttede med på blandt andre kansler Angela Merkels mobiltelefon og store dele af det tyske regeringsapparat – selv venner spionerer mod hinanden, hvis man er en betydelig nok aktør i international politik.

Tilbage fra tsar-tiden er det kendt, at russiske regerings- og sikkerhedsorganers ageren ikke altid er styret fra Kreml, men at disse også agerer på egen hånd, fordi man tror, det forventes af én, eller fordi man tror, man kan styrke sit eget organs status i det russiske magtapparat. Kremls svar på Obamas anklager er indtil videre, at det er et internt problem for Demokraterne i USA, der ikke kan styre deres frustration over et tabt præsidentvalg. Kreml siger med Trump, at det er ”tid til at komme videre”.

Den offentliggjorte analyse kan ses som et anklageskrift, hvorefter man kan tage stilling til, om der skal rejses sigtelse, anklage og hvem der i givet fald skal dømmes. Men i international politik klares dette job ikke af anklagemyndigheden. Det er en politisk og ikke en juridisk proces. Og her kan Obamas testamente blive den sten, der kan spænde ben for Putin i 2017.

Obama ønsker at stille Putin i samme dilemma, som Obama selv stod overfor i ruslandspolitikken, da han tiltrådte i 2009 – hvem skal jeg tale med? I Rusland havde den nuværende premierminister, Dmi-trij Medvedev, taget over efter Putin som præsident, og Putin havde fået posten som premierminister. I Vesten spurgte vi os selv, hvem bestemmer i Rusland – præsidenten eller premierministeren, Medvedev eller Putin?

Obama valgte at satse primært på Medvedev. Det var en fejl, han aldrig magtede at reparere i sin ruslandspolitik. Putins og Obamas relation var beskadiget fra dag 1.

Putin har nu det samme dilemma i USA. Kremls håb er, at der med den åbent Putin-rosende Trump kommer et tøbrud og en tilnærmelse, men amerikansk udenrigspolitik defineres ikke kun af præsidenten. Den republikanske veteran og senator John McCain, der er formand for Senatets magtfulde udvalg for de væbnede styrker, ønsker stærkere sanktioner mod Rusland som følge af Obamas anklager mod Rusland. Det har han de seneste dage udtalt på en rundtur til de baltiske lande, Ukraine og Georgien – alle tidligere sovjetrepublikker.

Hvem bestemmer – Trump eller McCain? Eller rettere, hvilken italesættelse vinder politisk i USA – Obama og McCain med stærkere sanktioner eller Putin og Trump med ”nu må vi se at komme videre”? Svaret vil først materialisere sig, efter at Trump om tre uger er taget i ed som USA’s 45. præsident.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.