Der er højlydt sang fra morgenstunden i Jingshan-parken i det centrale Beijing. En gruppe midaldrende og ældre mennesker har slået kreds omkring en mand, der synger for, mens resten følger trop og synger, så det gjalder i parken.
Lidt på afstand står en yngre kvinde og betragter skuet med et smil på læben.
”Det er min mor, der står dér,” siger hun og peger på en spinkel, gråhåret kvinde midt i flokken.
”Hun kommer her hver søndag og synger sange fra 50'erne og 60'erne,” fortæller datteren, der hedder Zhoujie.
”Nej, jeg synger ikke med, for jeg kender ikke sangene,” tilføjer hun undskyldende.
Nu stemmer de i med den revolutionære ”Østen er rød”. En sang, der trækker endnu flere til, og som får folk til at synge af deres lungers fulde kraft.
De seneste dage har luften ellers været slem i den kinesiske hovedstad og langt fra ideel til udendørsaktiviteter.
Forleden viste målinger, at luftforureningen var 14 gange højere end det niveau, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler. Nærmest livsfarlig. Denne dag er det dog begyndt at blæse op, så smoggen sendes væk fra byen. Alligevel svider det i øjnene, og halsen er irriteret. Ikke just noget, der opfordrer til sang under åben himmel.
”Men luften er jo forurenet hver eneste dag. Der er alt for mange mennesker i Beijing og alt for mange biler. Og fabrikkerne i Hebei (provinsen, der omkranser Beijing, red.) forurener også,” konstaterer Zhoujie, der selv har en bil.
Der er dog undtagelser. Da Kina i november sidste år var vært for et topmøde i samarbejdsorganisationen for Asien og Stillehavet, APEC, var der for en gang skyld blå himmel over Beijing.
”De lukkede fabrikkerne og begrænsede antallet af biler på vejene, så det viser, at det godt kan lade sig gøre. Det var ligesom under OL i 2008, dengang kunne vi også trække vejret frit,” mindes hun.
Hun blev gift for tre år siden, men endnu har det ikke ført til familieforøgelse. Om parret vil have et barn, svæver i det uvisse. Der løber en del børn rundt og leger i parken, og de fleste har en maske for næse og mund. Børn og luftforurening er virkelig noget, der kan få kineserne op i det røde bekymringsfelt.
Sådan var det også med Chai Jing, en kendt tv-journalist på det statslige CCTV. For to år siden blev hun gravid og fødte en datter, der havde en svulst og måtte opereres straks efter fødslen. Datteren overlevede, men det fik journalisten til for første gang i sit liv at tage luftforureningen alvorligt. Hun begyndte for egne midler at undersøge problemet til bunds. Det mundede ud i en dokumentarfilm, der blev offentliggjort forrige weekend på de sociale medier.
Filmen blev en sensation og set af mindst 200 millioner mennesker, der delte og diskuterede den på internettet. Men også officielle medier som Folkets Dagblad, der kontrolleres af kommunistpartiet, viste filmen på avisens hjemmeside og bragte et interview med Chai Jing.
Kinas nye miljøminister, Chen Jining, roste filmen og sammenlignede den med en bog, der i 1962 satte gang i miljødebatten i USA. Andre mente, at filmen var den kinesiske udgave af tidligere vicepræsident Al Gores miljøfilm, ”Verdens Sande Tilstand”, der fik sat den globale opvarmning på dagsordenen. Måske tiden nu var inde til en miljødebat i Kina?
Men nej, i fredags var det nok. De kinesiske censorer beordrede tilsyneladende filmen fjernet fra internettet og omtalen af den nedtonet. Ordren kom knapt en uge efter offentliggørelsen og dagen efter åbningen af det årlige møde i Den Nationale Folkekongres. Her er emnet ellers højt på prioriteringslisten.
”Miljøforurening forringer folks livskvalitet og er et problem, der tynger deres hjerter,” erkendte regeringsleder Li Keqiang i sin åbningstale.
Sidste år erklærede han krig mod forureningen, og i år lovede han nulvækst i forbruget af kul.
Desuden har Kina fra januar i år fået en skrappere miljølov, der giver myndighederne større beføjelser til at udstede bøder eller ligefrem lukke de værst forurenende virksomheder.
Så partiledelsen prioriterer problemet, men vil stadig ikke tolerere en alt for ophedet og ukontrollérbar debat blandt kineserne. Zhoujie i Jingshan-parken har ikke nået at se filmen, men har selvfølgelig hørt om den, og måske kan hun nå det endnu, for den florerer stadig derude på internettet. I hvert fald hun har en tro på, at det bliver bedre:
”Om 10 år vil jeg tro, vi har en bedre luft i Beijing,” siger hun og forlader parken, arm i arm med sin mor, der er færdig med at synge for i dag.
Næste søndag går det løs igen, uanset vejr, vind og forurening.