Natten til den 25. november 1990 drog 50 unge mænd igennem gaderne i byen Eberswalde i den østtyske delstat Brandenburg. De havde baseballkøller med og var på udkig efter fremmede. I et værtshus overfaldt de tre afrikanere. To af ofrene lykkedes det hårdt såret at flygte, men den tredje mand, den 28-årige angolaner Amadeu Antonio Kiowa, faldt i koma og døde to uger efter overfaldet.
Amadeu Antonio Kiowa var et af de første dødsofre for racistisk vold i Tyskland efter Berlinmurens fald, og han nåede aldrig at se den søn, som hans kone fødte nogle uger efter overfaldet.
I dag er det 25 år siden, at Tyskland officielt blev genforenet, og her i jubilæumsåret kan aviserne næsten hver eneste uge melde om brandattentater mod asylcentre og overfald på indvandrere. Overgrebene finder ganske vist sted overalt i Tyskland og er ikke alene et østtysk fænomen, men ifølge journalisten og antiracisme-aktivisten Anetta Kahane er der alligevel en mentalitetsforskel blandt øst- og vesttyskere, når det drejer sig om racisme.
”Østtyskerne er langt mere racistiske end vesttyskerne, hvilket statistikkerne over nazistiske og racistiske forbrydelser også viser. Den islamkritiske bevægelse Pegida kan fortsat få tusindvis af folk på gaderne i øst, og begivenhederne for nylig i de østtyske byer Freital og Heidenau, hvor højreekstremister under bifald fra befolkningen angreb asylhjem og kom i slagsmål med politiet, viser, at hadet til fremmede er meget udbredt i det tidligere DDR, og at østtyskerne stadig fejrer racismen i al offentlighed,” siger hun.
Anetta Kahane dannede i 1998 sammen med andre østtyskere Amadeu Antonio Stiftelsen, som har til formål at hjælpe ofre for racistisk vold. Stiftelsen understøtter også projekter imod racismen og antisemitisme.
”Både politikere og borgere i det tidligere DDR opfører sig som små børn, når det drejer sig om højreekstremisme og racistisk vold. De peger fingre ad andre i stedet for at se deres egne fejl, og de siger 'Nej i vores by er der ingen racisme, og skulle den alligevel være der, så er det i hvert fald langt værre i andre byer'. Lige siden Berlinmurens fald har østtyskerne benægtet, at der findes højreekstremisme hos dem, ligesom de naturligvis efter Anden Verdenskrig også har nægtet, at der fandtes nazister hos dem under Hitler.”
Anetta Kahane er overbevist om, at mentalitetsforskellen mellem øst og vest er opstået, fordi østtyskerne aldrig har lært at bearbejde deres nazistiske fortid og heller ikke den efterfølgende tid under det kommunistiske styre i DDR.
”I DDR-tiden så mange østtyskere kun sig selv som ofre for nazismen, og ifølge det kommunistiske parti SED var hele arbejderklassen jo ofre for nazismen, og det var en umulig tanke, at der også skulle have været nazister blandt arbejderne. Det var en af DDR's største medfødte skavanker, at østtyskerne aldrig fik mulighed for at beskæftige sig med deres eget ansvar for de ting, der var sket under Hitler, og det er også grunden til, at østtyskerne i dag opfører sig så barnligt og skyder skylden på andre. Når et samfund ikke er voksent nok til at tage et ansvar og diskutere sin egen skyld, er det heller ikke i stand til seriøst at analysere, hvor problemerne kommer fra, eller for eksempel stille sig selv spørgsmålet 'Hvad har vi gjort med vores børn, siden de nu sætter ild til flygtningehjem?',” siger hun.
”I årtierne op til genforeningen har det vesttyske samfund beskæftiget sig meget med forbrydelserne under nazismen, men denne diskussion fandt aldrig sted i DDR. Selv efter Berlinmurens fald har østtyskerne forsømt at tage en debat om fortiden. De var i stedet for optaget af sig selv og spørgsmålet om, hvorvidt genforeningen var godt eller skidt for dem og det tidligere DDR.”
Det koster samfundet penge og ressourcer, hver gang nynazister sætter flygtningehjem i brand og slås med politiet, men ifølge Anetta Kahane skader den udbredte racisme i de østlige delstater også Tyskland på længere sigt.
”Østtyskerne har mere end nogensinde før brug for flygtninge og indvandrere. Netop områderne i det tidligere DDR oplever i øjeblikket en sand menneskeflugt. Befolkningen udvandrer til de vesttyske delstater. Kommunerne kan slet ikke klare de mange problemer, når folk flytter, og kun de ældre generationer bliver tilbage. Vi ser, at befolkningen ældes, at landsbyer må opgives, og at hele bydele står tomme. Det er vigtigt, at firmaer begynder at investere i områderne, men netop de store virksomheder - de store internationale firmaer - undgår byer som Dresden og Leipzig. De vil ikke slå sig ned i det østlige Tyskland, fordi deres internationale medarbejderstab bliver udsat for diskrimination. Medarbejdere oplever, at man spytter på dem i toget, og at deres børn drilles i skolerne udelukkende på grund af deres hudfarve,” siger Anetta Kahane og fælder en hård dom:
”Det er en falliterklæring for det genforenede Tyskland, at en tredjedel af statens territorium - det tidligere DDR - fortsat er 'hvidt'. Der bor hvide mennesker der, men ingen asiater, afrikanere eller lignende. Når ingen indvandrere vil slå sig ned i det tidligere Østtyskland, så er det hverken indvandrernes eller infrastrukturens, men derimod udelukkende østtyskernes skyld.”
Anetta Kahane opfordrer de østtyske delstater til omsider at tage racismen alvorligt:
”Højreekstremisme er ikke bare en skønhedsfejl, som en ellers meget harmløs minoritetskultur har taget til sig. Den udbredte racisme er en hindring for økonomisk vækst i de østlige delstater, og alene derfor er det nødvendigt, at politikerne gør langt mere for at bekæmpe fremmedhadet. For det første er det på tide, at politikerne holder op med at te sig som små børn og vedstår, at racismen findes, og at den udgør et problem. Det er vigtigt, at vi får et voksent Tyskland, hvor politikerne som voksne mennesker gør noget ved problemerne. For det andet bør man tvinge de østlige delstater til at tage imod flere flygtninge, og måske kan der også indføres kvoter, så virksomhederne tvinges til at ansætte et bestemt antal indvandrere.”
”Det er yderligere vigtigt at støtte initiativer, der bekæmper fremmedhadet, med flere penge, for de bidrager til, at der opstår en demokratisk kultur i det tidligere DDR, og at befolkningen i disse områder bliver bedre i stand til at behandle konflikter med demokratiske midler. Jeg oplever nu, at mange flere østtyskere i dag end for blot 10 år siden kritiserer fremmedhadet i det østlige Tyskland, men de udgør stadigvæk et mindretal,” siger den østtyske antiracismeforkæmper.