Det er en uge siden, at Donald Trump blev valgt til USA’s næste præsident, og efterfølgende er enhver af hans udtalelser og handlinger blevet fortolket gennem den store ”hvad-bliver-han-for-en-præsident”-lup. Vil han opfylde sine valgløfter, hvordan vil han være præsident for alle amerikanere – og hvilken republikansk kurs vil han støtte?
Trumps forsonende sejrstale tirsdag nat og et timelangt interview, han gav til nyhedsstationen CBS søndag aften, har fået kommentatorer til at spekulere i, at det er en ”Trump Light”, der bliver præsident. Blandt andet ønsker han ikke længere at sætte Hillary Clinton i fængsel, men omtaler hende som ”sød, klog og udholdende”; han vil ikke udvise alle 11 millioner illegale indvandrere, men alene 2-3 millioner kriminelle, illegale indvandrere; muren mod Mexico kan nogle steder klares med et hegn, og han er parat til at bevare visse dele af Barack Obamas sundhedsreform.
”Han ved, at du ikke får noget igennem uden at gå på kompromis. Så han indtager nogle markante synspunkter og giver køb på dem bagefter,” siger Chris Shays, republikaner og tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, der støttede Hillary Clinton i valgkampen, til regionalavisen Hartford Courant.
Trumps udnævnelse af Reince Priebus til stabschef i Det Hvide Hus og Steve Bannon til strategisk rådgiver bliver af mange set som udtryk for, at han ikke har besluttet sig for, hvilket ben han skal stå på: det samarbejdende, pragmatiske eller det oprørske, provokerende.
Priebus er formand for Det Republikanske Parti og kendt som en midtsøgende republikaner, der kender det politiske system ud og ind og er nem at samarbejde med. Bannon stod i spidsen for Trumps valgkampagne, herunder hans indædte kritik af de etablerede politikere; han er stærkt højreorienteret og kendt for sin rå facon.
”I en vis forstand er udnævnelsen af Bannon og Pribus symbolsk for det større slag om, hvilken slags præsident Donald Trump vil blive,” skriver politisk reporter Mark Landler i avisen The New York Times.
Mette Nøhr Claushøj, ekstern lektor i amerikansk politik ved Københavns Universitet, mener også, at det er to meget forskellige signaler, Trump sender, med udnævnelsen af Bannon og Priebus. Sidstnævnte er nærmest en organisatorisk genistreg, fordi Priebus har et tæt forhold til Paul Ryan, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus og en uundværlig partner, hvis Trump vil have lovgivning igennem i Kongressen. Men så er der Bannon.
”Hvis Priebus tyder på, at alt ikke skal være anarki, er Bannon tegnet på det modsatte. At der stadig skal være fuld fart på med kontroversielle udtalelser,” siger hun.
EU’s udenrigsministre mødtes søndag aften for at drøfte, hvad de kan vente sig af Trumps præsidentskab og også herhjemme følges hans politiske bevægelser tæt.
Søren Espersen, formand for Udenrigspolitisk Nævn for Dansk Folkeparti, mener ikke, at der er nogen klar linje i de foreløbige meldinger fra Trump. Men det er heller ikke så mærkeligt, siger han. Det kræver tid at få et ordentligt indtryk af, hvad en ny regering egentlig står for.
”Jeg synes, at Trump nu skal have lov til at få arbejdsro, før vi vurderer ham. Herhjemme har vi en god tradition for, at en ny regering har 100 dage i fred og ro til at vise, hvad den kan. Det kunne vi fint overføre på Trump,” siger Søren Espersen.
Han ser det ikke som et udtryk for rådvildhed, at Priebus og Bannon trækker i hver sin retning. Tværtimod er det et klogt træk af Trump, at han søger forskellige holdninger hos sine rådgivere.
”Enhver god politisk leder vil gerne have forskellige input og også kontroversielle meninger. Det er kun svage ledere, der søger rygklappere,” siger han.