Ser man på de kort over Syrien, som er blevet offentliggjort i de seneste måneder, står det mere og mere klart, at Syrien i grove træk er delt mellem fire parter:
Præsident Bashar al-Assads regering kontrollerer den vestlige del af Syrien mod Middelhavet; kurderne kontrollerer den nordøstlige del mod grænsen til Tyrkiet; Islamisk Stat har en lang sammenhængende zone fra den nordvestlige grænse mod Tyrkiet og sydpå til grænsen mod Irak, og endelig har de sunni-muslimske oprørere - som i øvrigt består af mindst 20 forskellige grupperinger - kontrol med vestlige landområder, henholdsvis nord og syd for regeringens.
Den sidste del af Syrien, over halvdelen af arealet, er sparsomt beboede ørkenområder.
Ifølge flere internationale syrienseksperter er det på tide, at både parterne selv og omverdenenen erkender, at der er flere perspektiver i at tage udgangspunkt i denne opsplitning frem for at insistere på, at Syrien skal forblive en stat.
De anbefaler en fredsplan a la Dayton-aftalen, der efter borgerkrigen på Balkan opdelte Bosnien-Hercegovina i to autonome enheder efter religiøse og etniske skillelinjer.
Vurderingen er, at en forhandlet opdeling er at foretrække frem for en fortsat krig, der vil give samme resultat.
Jo hurtigere man kan få de tre lokale parter - regeringsstyrker, sunni-oprørere og kurdere - til at slutte fred, jo hurtigere kan man også forene kræfterne mod Islamisk Stat, som på ingen måde er tiltænkt en plads i kabalen.
”Opdelingen er et faktum, men ingen ønsker at anerkende den. I Damaskus hænger der plakater over det hele om et forenet Syrien. Oprørerne siger, at der ikke er brug for en opdeling af landet.
Men den vil komme,” siger blandt andre Fabrice Balanche fra Forskningsgruppen for Middelhavsregionen og Mellemøsten i Lyon i Frankrig, hvor han forsker i Syriens etniske og kulturelle sammensætning, til den amerikanske nyhedsside Bloomberg.
Han er fuldstændig klar over, at en aftale, som indebærer en opdeling, også har mange odds imod sig, men han finder den alligevel mere realistisk end den vedvarende satsning på, at Syrien skal bevares som en enhed. Ikke mindst, fordi det vil gøre det lettere at få de mange udenlandske magter, der har fingrene dybt nede i det syriske kviksand, til at enes, hvis de alle bagefter er sikret en form for fodfæste i Syrien. Det vil sige USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien, EU etc.
Andrew Tabler, syriensekspert ved den amerikanske sikkerhedspolitiske tænketank Washington Institute for Near East Policy, anbefaler også en opdeling.
”Syrien, som vi kender det, siden det blev dannet for 100 år siden, er færdigt. Det internationale samfund er nødt til at anerkende, at opdelingen er en kendsgerning og samarbejde med de forskellige parter om at stabilisere deres områder,” siger han til det amerikanske nyhedsbureau AP.
Den tidligere israelske udenrigsminister og formand for det stærkt højreorienterede parti Yisrael Beiteinu, Avigdor Lieberman, er endnu mere markant.
Han mener, at ikke alene Syriens grænser, men også Iraks og Libyens, bør kastes op i luften og erstattes af nye. I en kommentar på den israelske nyhedsside Ynetnews for få dage siden skriver han, at grænserne er kunstige og ikke kan forventes at danne rammen om selvstændige stater, der kan opretholde suverænitet og yde deres borgere personlig og økonomisk sikkerhed.
”Krisen bliver først løst, når verdens ledere har mod til at bekræfte højt og klart, at der er brug for nye grænser i disse områder,” mener Lieberman.
I det hele taget er der brug for langt mere realisme, når det gælder Syrien, understreger også Anthony Cordesman, mellemøst- og sikkerhedsekspert ved det amerikanske center for strategi og internationale studier CSIS, rådgiver for den amerikanske regering ad flere omgange og forfatter til flere end 50 bøger.
I et nyt notat om krigen i Syrien understreger han, at den første forudsætning for at nærme sig noget, der blot minder om en løsning, er at gøre sig graden af totalt kaos klart.
”Det er på tide at holde op med at fokusere på enten Isis (et andet navn for Islamisk Stat, red.) eller Assad, eller at forestille sig, at de syriske ”moderate” er stærke nok til at påvirke sikkerhedssituationen eller forhandle på vegne af Syriens reelle oprørere.
For ikke at tale om at bilde sig ind, at en smadret nation kan forenes gennem topstyrede forhandlinger mellem grupper, der hader hinanden og ikke har nogen som helst erfaring for at møde de økonomiske, sociale og administrative problemer, som Syrien står over for,” skriver Anthony Cordesman.
”Forhandlinger har kun en chance, hvis de anerkender den brutale virkelighed og de opdelinger, som årelange kampe har skabt,” mener han.
Den pensionerede danske ambassadør Ole Wøhlers Olsen, der blandt andet var udstationeret i Syrien, tøver med at anbefale en opdeling på længere sigt, men han er enig i, at den mest realistiske tilgang nu og her er at erkende, at Syrien er kontrolleret af forskellige grupperinger, og at freden er meget langt væk.
”Det mest håbefulde er nok at få forhandlet nogle lokale våbenhviler og få etableret en sikker zone som den, Tyrkiet anbefaler, så de interne flygtninge i det mindst har et sted at søge hen,” siger han.
Sune Haugbølle, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i blandt andet Syrien, afviser derimod blankt ideen om en opdeling af Syrien som en mulig genvej til fred. Han peger på, at selvom bestemte områder er kontrolleret af bestemte grupperinger, er det ikke ensbetydende med, at de er sekterisk homogene.
”Jeg har svært ved at se, hvordan man kan føre det ud i livet. Der findes ikke nogle geografiske enheder, der lige er til at fordele. Jeg tror ikke, at det bliver lettere end en samlet løsning,” siger Sune Haugbølle.